7.-8. klassekursus

Er du klar til at møde nye venner fra hele landet? Og lære mere om FDF, fællesskab og Gud? Så tag med på 7.-8. klassekursus! 

Et 7.-8. klassekursus er det første kursus i FDFs lederuddannelse. Her bliver du både klogere på FDF og dig selv, samtidig med at kurset forbereder dig på måske at blive lederassistent i kredsen. At være på kursus i FDF er lidt som at være af sted på lejr, hvor man også får lov til at lære en masse nyt.

Udfordringer for både knold og krop

På et 7.-8. klassekursus bliver du undervist i kristendom, hvor du kommer til at snakke med jævnaldrene om det at tro. Der er dramatik, hvor vi leger os frem til en masse grin. Og så skal vi snakke om FDFs værdigrundlag og lederideal. Din hjerne vil blive udfordret. Bliver du allerede nu forpustet? Det skal du ikke, for din krop bliver også udfordret i form af løb, leg og ballade. Der vil blive grinet og svedt, tænkt og talt, og sammen får vi masser af tid til sang, musik, hyggelige timer med fortælling, lege og traveture i mørket. Vi bor ikke på hotel, så alle hjælper til med det praktiske med madlavning, rengøring og opvask. På den måde lærer du også de andre deltagere meget bedre at kende.

Både sjovt og trygt

Det bedste af det hele er, at det er både sjovt og trygt at tage på 7.-8. klassekursus. Det er nemlig et ret lille kursus, hvor alle lærer hinanden rigtig godt at kende, så du senere kan tage på andre større kurser i FDF og allerede på forhånd kende nogen af de andre.

Blot et minus

Der er kun et minus - man kan kun deltage på et 7.-8. klassekursus én gang. Det gode er, at du får en oplevelse for livet, og at der er masser af andre kurser i FDF senere.