Forkyndelsesmærket

Forkyndelsesmærket handler om, hvordan vi praktiserer den kristne tro i FDF.

Her er nogle mål for, hvad man skal kunne, vide eller have oplevet for at få mærkerne på de enkelte niveauer.

 

Forkyndelse 1

Tema: Dåb, advent og jul.
Det er målet at:

  • Børnene, efter at have hørt om dåbsbegrebet, kan forklare deres opfattelse af begrebet. Denne bør kædes sammen med dåbsbefalingen i Bibelen.
  • Børnene har hørt om adventstiden og julen og de ritualer vi har i den forbindelse.
  • Børnene har besøgt kirken og snakket om døbefonten, dåbsritualet i Folkekirken, samt hvordan julen afholdes i kirken.
  • Børnene har oplevet andagter på tre møder samt én lejr.
  • Børnene kan Fadervor.

  

Forkyndelse 2

Tema: Fadervor, fastelavn og fastetiden
Det er målet at:

  • Børnene har været med til at snakke om hvad de forskellige elementer af Fadervor betyder. Denne snak bør kædes sammen med Fadervor i Bibelen.

  • Børnene har hørt om Fastetiden og festlighederne inden (Fastelavn, og de efterfølgende dage), samt de ritualer vi har i den forbindelse. Man kan evt. lade børn og ledere prøve at faste fra noget bestemt i hele fastetiden - eksempelvis vingummi, cola, kaffe, eller lignende.
  • Børnene har besøgt kirken og snakket om kirkens rum. Skibet, koret, alteret, våbenhuset, tårnet, klokkeringningen osv.
  • Børnene har oplevet en gudstjeneste i den lokale kirke.

 

Forkyndelse 3 

Tema: Nadveren og påsken
Det er målet at:

  • Børnene har været med til at snakke om Nadveren og hvad hele dette symbol går ud på.
  • Børnene har hørt om påsken, samt de ritualer vi har i den forbindelse.
  • Børnene har besøgt kirkegården eller et krematorium og hørt om vores ritualer i forbindelse med begravelse/bisættelse. Derudover skal de have snakket om knæfaldet og den folkekirkelige måde at forrette nadveren på, samt hvordan typisk gør når vi i FDF holder gudstjenester udendørs.
  • Børnene har oplevet en gudstjeneste i en kirke der ikke er deres "egen" lokale kirke. Evt. i forbindelse med en lejr.

 

Forkyndelse 4

Tema: Trosbekendelsen og Kristi Himmelfart
Det er målet at:

  • De unge kan Trosbekendelsen og har været med til at snakke om, hvad de forskellige elementer betyder.
  • De unge har hørt om Kristi Himmelfart, samt de ritualer vi har i den forbindelse.
  • De unge har haft en snak med én af de ansatte i kirken om kirkens medarbejdere. Hvad laver præsten, organisten, kordegnen, graveren og kirke- og kulturmedarbejderen? Og hvad er menighedsrådet rolle i kirken?
  • De unge har oplevet en friluft-, nat-, musik- eller morgengudstjeneste på en lejr.

 

Forkyndelse 5 

Tema: Bøn og pinse
Det er målet at: 

  • De unge har snakket om bøn og bønnens elementer. Denne snak bør kædes sammen med historien om bøn i eget lønkammer i Matt. 6,6.
  • De unge har prøvet at skrive en bøn selv eller i mindre grupper.
  • De unge har hørt om pinsen, samt de ritualer vi har i den forbindelse.
  • De unge har oplevet en skumringssamtale på et seniorkursus i netværket eller på anden måde med jævnaldrende.
  • De unge har været med til at planlægge og afvikle en andagt for andre.

  

Forkyndelse 6 

Tema: Gudstjeneste
Det er målet at: 

  • Man har fået gennemgået ledene i den almindelige søndagsgudstjeneste.
  • Man har deltaget i en almindelig højmesse og efterfølgende snakket med præsten herom.
  • Man har overvejet plusser og minusser ved den almindelige gudstjeneste og lavet eget forslag til, hvordan en gudstjeneste skulle se ud, hvis de kunne bestemme.

 

 

Forkyndelse 7

Tema: Bibelen
Det er målet at: 

  • Man har fået en gennemgang af Bibelens opbygning og dens historie.
  • Man har læst tekster både fra Det gamle og Det nye Testamente.
  • Man har stiftet bekendtskab med www.bibelen.dk og lært dens funktioner.
  • Man har lavet deres egen liste over "top 10 bibelsteder".

 

 

Forkyndelse 8

Tema: Salmebogen
Det er målet at: 

  • Man har fået en gennemgang af salmebogen og dens opbygning.
  • Man har læst og sunget forskellige salmer fra salmebogen og efterfølgende snakket om dem.
  • Man er blevet præsenteret for www.dendanskesalmebogonline.dk og lært dens funktioner.
  • Man har lavet sin egen liste over de bedste salmer... og de værste.

 

Forkyndelse 9

Tema: Prædiken
Det er målet at: 

  • Man har hørt om, hvad der er vigtigt i en prædiken.
  • Man har hørt eller læst en prædiken og diskuteret den.
  • Man har læst Jesu bjergprædiken (Matt. kap. 5-7)
  • Man har selv skrevet en prædiken og holdt den for andre.

 

Forkyndelse 10

Tema: Folkekirken
Det er målet at: 

  • Man har lært om folkekirkens historie.
  • Man har opnået kendskab til folkekirkens opbygning.
  • Man har snakket med et lokalt menighedsrådsmedlem om menighedsrådsarbejdet.
  • Man har skrevet et fælles brev til det lokale menighedsråd med gode råd til sognekirken.