Debat: Den legende kirke

 

En kommentar til bamsedåb og stramme præstekraver

Når vi leger, så øver vi os på livet. Vi afprøver nogle af de hændelser og de overvejelse vi kan komme ud for i livet. Leg giver fællesskab og oplevelser, man husker og det man ser, holder i hånden eller siger i legen, kan betyde, at man måske husker lige netop den leg eller oplevelse bedre. Leg er både for sjov og for alvor og det skal kirken tage alvorligt.  Måske forstår børn bedre dåbens betydning, når de ser den fra en anden vinkel, oplever og leger den i et andet sprog. Hvis så børnene går hjem og døber deres bamser eller deres hund, så har de måske forstået en flig af evangeliet. Senere begriber børnene måske mere og så forstår de måske dåbens betydning, når de selv engang skal have børn døbt. Og så kan den legende kirke tage fat igen. Så længe ingen forsøger at ophøje bamsedåb til et ritual, så synes jeg man skal lade folkekirkens præster, menighedsrådsmedlemmer, FDFere og andre frivillige ledere i børne- og ungdomsforeningerne eksperimentere og finde nye religionspædagogiske veje og metoder. Strammer man præstekraven for meget, så dør fantasien og modet til at finde ord og måder at oversætte evangeliet på. For evangeliet skal hele tiden oversættes og tydeliggøres. Om det bedst sker gennem en bamse, drama, musik eller i et nedskrevet kirkeligt sprog, det må vi som kirke hele tiden overveje. Hvis vi ikke gør det, så kommer vi aldrig i øjenhøjde med børnene og tager dem ikke alvorligt.

 

Hanne Jul Jakobsen, præst i Møllevangs Kirke, Århus

Jacob Zakarias Larsen, kommunikationsmedarbejder og præst i FDF

---