Fra Myanmar til Danmark

Seks unge fra Myanmar var den 18.-30. maj i Danmark for at blive klogere på, hvad der skaber et stærkt og uafhængigt civilsamfund. Sammen med danske unge rejste de rundt i Danmark og besøgte foreninger, mødte frivillige og blev inspireret til deres arbejde som frivillige i Myanmar. 

15. Jun 2017
Seks unge fra Myanmar var den 18.-30. maj i Danmark for at blive klogere på, hvad der skaber et stærkt og uafhængigt civilsamfund.

De unge har sammen med danske frivillige bl.a. besøgt andre foreninger i hele Danmark, været på non-profit-caféer og Christiansborg i København, de har besøgt en FDF-kreds i Aarhus, deltaget i Unge-Voksne hos KFUM og KFUK i Gellerup, fået rundvisning på ÅUF og Dokk1, mødt Silkeborg Højskole, været til fællesspisning hos KFUM og KFUK i Aulum, besøgt en landbrugsskole for udsatte unge og deltaget i FamilieFestival Vest på Nøvlingeskov Efterskole.

-Det er utroligt at se, hvor stærkt civilsamfundet er i Danmark, siger Myo Hsu Wai, der for nylig blev valgt som forkvinde for den frivillige projektgruppe, der leder et lille udviklingsprojekt i Myanmar.

Håb om demokrati

Projektet hedder ’Fundament for Forandring’ (’Foundation for Change’ (FFC)) og har til formål at understøtte unge frivilliges engagement og styrkelse af civilsamfundet. -Det er inspirerende at se, at både unge og voksne arbejder frivilligt, siger hun og fortsætter:

-Det styrker det lokale civilsamfund, og det kan vi lære noget af i Myanmar, hvor vi er ved at indføre demokrati.

I mange år var Myanmar en britisk koloni, men i 1948 forhandlede landet selvstændighed på fredelig vis, som et af de eneste lande i verden. På daværende tidspunkt var Myanmar et af Asiens rigeste lande. I 1962 blev regeringen kuppet af militæret, og Myanmar blev kastet ud i økonomisk og politisk forfald.

Siden 2010 er der sket markante demokratiske reformer. I 2012 vandt National League for Democracy (NLD), ført an af Aung San Suu Kyi, en jordskredssejr ved suppleringsvalget, og til det nationale valg i november 2015 vandt NLD præsidentposten. Store dele af befolkningen har nu store forhåbninger for den demokratiske udvikling.

Et aktivt civilsamfund

Men et demokratisk samfund handler om mere end valg af politiske ledere. Det er handler også om at have et uafhængigt, aktivt og deltagende civilsamfund, hvor borgerne tager del i og ansvar for samfundet. Derfor er seks unge taget fra Myanmar til Vesterbro for at fortælle om situationen i Myanmar og lære af civilsamfundet i Danmark til deres videre arbejde som frivillige i Myanmar.

-Det er ikke normalt at arbejde frivilligt, fortæller Chan Hein, der er tovholder i PR-udvalget for projektet i Myanmar og fortsætter:

-Mine venner forstår det ikke og mine forældre vil hellere have, at jeg bruger min tid på at lave lektier eller tjene penge.

Men Chan Hein og de andre unge er alle enige om, at det er vigtigt at tage del i samfundet, så Myanmar kan fortsætte sin demokratiske udvikling.