Til FDF behøver man ikke at kunne alt – så længe man kan mærke fællesskabet

Selvom man har et handicap, kan man sagtens gå til FDF. Det viste FDF Fredericia Søndermarken, da de inviterede børn og voksne fra Døveskolen i Fredericia til bål og leg.

26. Sep 2017
Mai Christensen
Dagens aktiviteter stod blandt andet på mad over bål - en ubetinget succes. FOTO: FDF Fredericia Søndermarken

-Det sidste jeg hørte var en dreng, som råbte ”tak for en fed fest!”. 

Sådan lyder det fra Amalie Eriksen, der er leder i FDF Fredericia Søndermarken. Den sydjyske kreds havde den 20. september inviteret døveskolen i Fredericia på besøg til leg, bål og andre FDF-aktiviteter. Noget, der blev taget godt imod af både store og små. 

- I dag gav vi dem en god oplevelse og en smagsprøve på FDF. Her kunne alle være med i legen, og der var opgaver til alle, da vi lavede mad. Humøret var højt og selv lærerne og pædagogerne var i hopla og nød en dag udendørs i det fri, siger Amalie Eriksen.

Noget for alle

Anledningen til besøget hos kreds var, at eleverne på skolen havde temauge om foreningsliv. Et tema, der for alvor blev vakt til live, da turen gik forbi FDF Fredericia Søndermarken. Men det var ikke bare skolen, der var interesset i besøget – også FDF-kredsen havde svært ved at holde sin begejstring tilbage.

-Jeg var hurtig til at sige ja til, at de kunne komme på besøg, da jeg tilfældigt snakkede med en lærer. Hurtigt kom et samarbejde på benene, siger FDF-lederen.

Døveskolen i Fredericia er den eneste skole tilbage i Danmark, der udelukkende er for hørehæmmede. De fleste elever er Ci-opereret, det vil sige at de har fået indopereret, et avanceret høreapparat, og kan derfor sagtens høre. Fælles for dem er dog, at de alle kæmper med en række andre handicaps – men det er ingen hindring for at gå til FDF, når blot aktiviteterne er tilpassede.

- I dag kunne eleverne mærke fællesskabsfølelsen i sjove lege, dufte og smage grønsagssuppen, som vi lavede over bålet. Vi afsluttede med sang, musik og en flyer i hånden, afslutter Amalie Eriksen.

Til et bål skal der naturligvis også hugges og kløves brænde.

FOTO: FDF Fredericia Søndermarken.