Detmedgud.dk er kommet godt i gang

Relanceringen af Detmedgud.dk har det første år givet andagtsportalen flere besøgende og bedre indhold.

19. Feb 2021
Stina Lykke Hyllested Volf

Foto: Thomas Heie Nielsen

Med 600 brugere om måneden er andagtsportalen DetMedGud.dk kommet godt fra start det første år, efter hjemmesiden blev relanceret i november 2019. Projektet er et samarbejde mellem FDF, KFUM-Spejderne, KFUM/KFUK og De Grønne Pigespejdere.

Bag den nye andagtsportal står en stærk, frivillig styregruppe, som efter første år med FDF i spidsen nu føres videre af KFUM-Spejderne, der søger en studentermedarbejder til opgaven. Ud over styregruppen har en arbejdsgruppe bestående af frivillige fra partnerorganisationerne i det forløbne år indsamlet og produceret indhold til andagtsportalen. Tre tidligere frivillige fortæller her om at være med i arbejdet.

Andagtsarbejde med mening for andre

Det seneste år har Anne fra KFUM/KFUK, Mette Mejlgaard fra Soldatermissionen og Theresa Greibe fra FDF jævnligt bidraget med andagter til portalen. 

Fælles for Anne, Mette og Theresa er, at de har fået meget ud af møderne med de andre frivillige i arbejdsgruppen. Her er der blevet sparret og givet feedback til de andagter, de hver især har budt ind med.

Der har både været plads til de større teologiske snakke og det mere konkrete arbejde med at diskutere, hvilken målgruppe andagterne har rettet sig mod. Der er en stor diversitet i arbejdsgruppen, og selvom arbejdsgruppen endnu aldrig har mødtes fysisk, er der en stor fortrolighed i gruppen.

Den helt store øvelse i arbejdet er at udforme andagter, som andre personer skal kunne holde og samtidig stå inde for, selvom det oprindeligt ikke er deres egne ord. En anden udfordring er, at andagterne ikke skrives til en specifik målgruppe.

Mette Mejlgaard kan mærke, at hun er blevet skarpere og stærkere i at skrive og udforme andagter, jo længere hun har siddet med i arbejdsgruppen. Hun fortæller, at der kan opstå nye ideer til andagter, når hun læser de andres andagter igennem. I det hele taget giver processen nogle gode kompetencer, man kan tage med videre i livet.

- Det giver rigtig meget til en selv og ens egen skriveproces, i forhold til de samtaler man har sammen i arbejdsgruppen, og det er hyggeligt at mødes online, siger Mette Mejlgaard.

Alle afkroge af kristendommen 

Theresa Greibe er blevet klogere på, hvordan man laver andagter og formidler det kristne budskab til forskellige aldersgrupper.

- Der er nogle rigtig gode sparringspartnere i de medlemmer, der er i arbejdsgruppen, og jeg blev imponeret over, hvor seriøst de andre i gruppen er gået til opgaven og har gået op i, at budskabet skal kommunikeres ud ordentligt, siger Theresa Greibe.

Det er for Theresa vigtigt, at det ikke er de samme bibelhistorier, der går igen i alle andagter, og at vi ikke falder i ”plejer”-fælden. Vi skal i stedet ud i alle kroge af kristendommen.

- Man bliver virkelig dygtig til det, og det er sjovt til sidst, når man får den skæve ide, siger Theresa Greibe.

Vær med!

Anne, Theresa og Mette er nu klar til at overlade stafetten i arbejdsgruppen til nye frivillige. Ifølge Mette skal man brænde for forkyndelse og have mod på at lægge det ud til andre, men man bliver også selv god til at holde andagter. 

Theresa mener, at man skal melde sig ind i arbejdsgruppen, hvis man har tiden til at bruge kræfter på at lave materialet, især fordi man får rigtig meget igen og bliver bedre til at tage andagten til mødet hjemme i kredsen.

- Det tager ikke ret meget tid, men det kræver, at man vil yde en indsats, og så får man det tifold igen, fortæller Theresa Greibe.

Har du lyst til at være med i arbejdsgruppen, der udvikler andagter til Detmedgud.dk? Så skriv til FDF@FDF.dk.