400 dystede hos FDF Hedehusene

Der var fart over feltet, da FDF Hedehusene stillede op med aktiviteter i målområdet til årets udgave af Hedelands-Dysten. Her dystede 400 deltagere og tilskuere i alt lige fra spydkast til træklatring.

29. Aug 2016
Mai Christensen
Hos FDF Hedehusene stod for en lang række aktiviteter i målområdet til Hedelandsdysten. FOTO: Claus Bjørn Larsen

Uanset om man var til træklatring, sæbekasseræs, spydkast eller noget helt fjerde, var der rigeligt med udfordringer at kaste sig over, da FDF Hedehusene for andet år i træk inviterede til hæsblæsende aktiviteter i forbindelse med HedelandsDysten. I alt 400 deltagere og tilskuere prøvede kræfter med kredsens aktiviteter, da motionsløbet løb af stablen søndag den 21. august.

- De fleste af vores aktiviteter var selvfølgelig legende. Det er FDF-aktiviteter, som vi har taget lidt idræt ind over. Det var en ubetinget succes. Og så foregår det jo i kredsens baghave, så folk ved, hvor de skal gå hen. Det er langt sjovere end at dele flyers ud, fortæller kredsleder Søren Pedersen.

Bredere idræt

Høje Taastrup kommune står bag det familievenlige motionsløb, der for andet år i træk blev afholdt i Hedehusene. At FDF Hedehusene er blevet en del af det tilbagevende arrangement, er et forsøg fra kommunens side på at skabe en bredere idræt. Derfor var det også fælles for kredsens aktiviteter, at deltagerne skulle være fysisk aktive.

- Det er Høje Taastrup kommune, der har løbet arrangementet i gang. De vil gerne have en bredere idræt. Her kom vi ind i billedet. Det hele er orkestreret af kommunen, men op til os at arrangere vores aktiviteter, siger kredslederen.

HedelandsDysten

HedelandsDysten fandt sted søndag den 21. august.