FDF Svendborg bygger legestation

Med inspiration fra legestationerne på FDF Landslejr 2016 har FDF Svendborg bygget sin helt egen legestation. En kombination af Floden og Krattet har nu fået plads hos den sydfynske kreds. 

25. Mar 2017
Mai Christensen

Legestationen hos den sydfynske kreds er inspireret af Krattet og Floden.

FOTO: FDF Svendborg

-Tanken var at bruge noget af det fra landslejren og så tilpasse det til os. Så det hænger sammen på den måde. Vores legestation er en kombination af to legestationer: Floden og Krattet.

Sådan lyder det fra Flemming Laustsen, der er kredsleder i FDF Svendborg. Efter at have prøvet kræfter med de otte legestationer på FDF Landslejr 2016 fik kredsen blod på tanden: Den sydfynske kreds ville have sin helt egen legestation. Det har resulteret i en legestation med både små skrå klatrevægge, rutsjebane, forhindringsgynger og vandret klatrenet med ståltråd inde i tovet, som er blevet udspændt i et hjørne ved kredshuset - tæt på det overdækkede areal.  

-Det kom sig af, at vi fik bogen ”8 innovative legestationer” efter landslejren i sommers. Så talte vi om, at sådan en legestation, kunne vi da selv lave. Vi har et lille areal under et halvtag, som før har været en garage, som vi tænkte, at legestationen kunne være under. Og der er den så nu, siger kredslederen. 

En økonomisk håndsrækning

At bygge en legestation kan være en stor økonomisk udskrivning, forklarer Flemming Laustsen. Men efter at have søgt penge gennem to fonde, fik kredsen en økonomisk håndsrækning, der gjorde det muligt at realisere drømmen om en legestation.

-Vi søgte to fonde og fik 30.000 kroner i alt. Det var, hvad vi skulle bruge, siger kredslederen.   

Og selvom det var med kredsen for øje, at legestationen blev bygget, tøver Flemming Laustsen ikke med at understrege, at alle interesserede kan kaste sig ud i at prøve kræfter med legestationen – dog på eget ansvar.  

-Vi bruger den til møderne, og børnene har taget godt imod det. Men legestationen er jo også åben for offentligheden, så vi har hængt et skilt op, hvor der står, at det er på eget ansvar, afslutter Flemming Laustsen.  

Den sydfynske kreds har søgt to fonde for at finansiere legestationen. FOTO: FDF Svendborg.