Gudstjeneste på to hjul

FDF Øster Hornum og FDF Veggerby stod for poster undervejs, da 50 børn og voksne deltog i cykelgudstjeneste søndag den 11. september.

22. Sep 2016
Mai Christensen

Én af dagens poster bød på en omgang Ståtrold, der i dagens anledning hed "Lazarus kommer". FOTO: Øster Hornum - Veggerby Kirker.

En omgang ståtrold, presning af æbler til nadver og bagning af fladbrød over bål. FDFere fra FDF Øster Hornum og FDF Veggerby stod for poster undervejs, da der blev afholdt cykelgudstjeneste i Øster Hornum og Veggerby sogne søndag den 11. september. 50 børn og voksne fra sognet var i dagens anledning hoppet på cyklen for at tage turen på tværs af sognet fra Øster Hornum Sognegård til Veggerby Kirke.

-Det var en rigtig dejlig gudstjeneste, hvor de ældste deltagere var over 70 og de yngste omkring fire til fem år. Vejret var perfekt og sammen fik vi det hele til at klappe perfekt. Så vi både havde en god cykeldag og en oplevelse af at være til en alletiders gudstjeneste, fortæller Ingeborg Sebbelin, der er sognepræst i Øster Hornum og Veggerby sogne.

Cykelgudstjenesten sluttede i Veggerby Kirke, hvor der blev afholdt nadver.

Hele sognet afsted på tur

At holde cykelgudstjeneste er langt fra et nyt koncept i Øster Hornum sogn. Her har cykelgudstjeneste tidligere været lig med en cykeltur efter gudstjenesten. Men det var først, da Øster Hornum og Veggerby sogne blev slået sammen og sognepræst Ingeborg Sebbelin kom til, at cykelgudstjenesten fik sin nye form.

-Hvis man skulle have en cykelgudstjeneste, så skulle man cykle selve gudstjenesten. Tanken gik jeg så og rodede med, og da man i efteråret 2014 slog to sogne sammen med en kirke i hvert sogn, blev tanken højaktuel. Nu havde vi to kirker at bruge til at cykle gudstjenesten imellem, forklarer sognepræsten.

Tid til endnu en post på cykelruten.

FOTO: Øster Hornum - Veggerby Kirker.