Ideer til lodseddelsalg

Der er flere måder at sælge lodsedler på, når salgsperioden i FDF Landslotteri 2020 skydes i gang 21. august.

12. Aug 2020
Mia Fanefjord Hansen

Foto: Kasper Henriksen

21. august kan kredse begynde at sælge årets lodsedler i FDF Landslotteri 2020. Det er for mange kredse en god måde at få ekstra midler til oplevelser, aktiviteter og udstyr i kredsen.

Salget af lodsedler kan tilpasses den enkelte kreds og foregå både fysisk og online. Det gør det fleksibelt at planlægge og giver også den enkelte kreds mulighed for at gennemføre lodseddelsalg efter de gældende – og potentielt skiftende – corona-retningslinjer fra myndighederne i løbet af salgsperioden.

Her er en række ideer til lodseddelsalg. 

 

Salg via butikker

Som noget nyt i 2020 er der indsat en stregkode bagpå lodsedlerne. Denne stregkode gør det muligt for butikker at sælge kredsens lodsedler. I kan f.eks. forhøre jer i det lokale supermarked, om de vil sælge jeres lodsedler. Det er nemt for både butikken og kredsen. Læs mere om butikssalg her.

I finder infobrev, som I kan aflevere i lokale butikker her.

 

Kredssalgsmøde

Lav en masse forskellige ruter over lokalområdet, inden børnene kommer og find en præmie – fx flødeboller – til det hold, der sælger mest. Børnene inddeles i hold (evt. på tværs af klasser), og hvert hold får en stak lodsedler, en specifik rute og et tidsrum, de kan sælge i. Til sidst samles alle, og et vinderhold findes. Denne salgsform har blandt andet FDF K 19 Vanløse haft gode erfaringer med.

I stedet for præmier til vinderholdet kan man for eksempel også udlove kage og saft til hele kredsen, hvis et bestemt mål nås. I stedet for en rute kan man også fordele sig imellem byens supermarkeder, togstationen og andre offentlige steder.

Samme koncept kan overføres til et klassesalgsmøde, hvor det bare er en bestemt klasse frem for hele kredsen, der står for salget.

 

Selvsalg

Giv børnene lodsedler med hjem, så de kan sælge til familie, venner og naboer. De kan også opfordres til at stå foran supermarkeder eller på andre offentlige steder, hvor mange mennesker kommer forbi.

Som ledere kan I også lave selvsalg. Nogle steder tager ledere og bestyrelsesmedlemmer et par bundter med på arbejde og lignende steder, hvor de så sælger til venner og kolleger.

 

Salg over nettet

Det er også muligt at sælge lodsedler over nettet. FDF Vester Hassing har fx tidligere anvendt tilmeldingssystemet NEMtilmeld til lodseddelsalg og henvist til salgssiden via kredsens sociale medier og hjemmeside. Kredsen leverede herefter gratis de købte lodsedler hjem i købernes postkasse.

 

Salg via MobilePay

I FDF K 25 Brønshøj kan lodsedler købes via kredsens MobilePay, hvorefter kredsen omdeler lodsedlerne i købernes postkasser. Alternativt kan kredsen livestreame salget på sociale medier, hvor børneværter fra kredsen skraber de købte lodder.

 

Salgsperioden løber fra 21. august til 8. november, og lodsedler kan efterbestilles i hele perioden på 55Nords hjemmeside: