FDF Landslejr 2016 bliver en lejr uden løse lommepenge

Landsejrudvalget gør landslejren kontantløs, så al handel i kiosker og boder sker via betalingsarmbånd, som vi kender det fra skolekantiner og festivaller.

10. Sep 2015
Write author here
Landslejr betyder sjov, spas og lejrbål - men ingen løse kontanter i denne omgang.

Der er mange lommepenge i spil på en landslejr. Så mange, at der på tidligere lejre har været brugt en hel del ressourcer på at håndtere alle disse lommepenge. Holdledere har tidligere skulle holde styr på børnenes penge, udbetale daglige rater, hjælpe til når nogle mønter måske var blevet væk i teltet eller skaffe flere penge hjemmefra, hvis piltepungen var løbet tør halvvejs på lejren. 

Dertil kommer håndteringen af kontanterne i de mange boder og kiosker samt optællinger og kørsel til sikker deponering.

- Vi har i Landslejrudvalget ønsket at gøre lejren kontantløs og dermed aflaste en væsentlig byrde for både kredshold og for Landslejren som samlet organisation, siger Jonas Maibom, landslejrens kasserer, og fortsætter: 

- Teknisk er der sket meget på feltet de senere år, hvor både festivaller har taget betalingsarmbånd i brug og også mange skoler og uddannelsesinstitutioner bruger disse betalingschips til daglige betalingsformål, så vi er meget trygge ved at indføre en kontantfri løsning til vores lejr.  

Centralt i landslejrens administration hilser man også ordningen velkommen. Administrationschef Morten Frouvne Vincentz husker godt kontanthåndteringen på de foregående landslejre. Han siger:

- Vi taler om hundrede tusindvis af kontanter, der dagligt blev transporteret rundt, talt op og deponeret ved nattetid, så det vil være en markant forbedring for lejren at vi helt undgår dette tunge og risikofyldte arbejdsområde.

Der er mange forhold og også muligheder, som nu skal afdækkes og undersøges nærmere sammen med leverandøren af løsningen, men det arbejdes sættes nu for alvor i gang. Vi orienterer løbende på landslejrens hjemmeside, og du vil høre mere på landslejrkurset.


Fakta om den kontantløse model:

  • Hver lejrdeltager har sit eget personlige betalingsarmbånd.
  • Armbåndet kan optankes via en hjemmeside, via en app samt ved hjælp af kontanter via standere på lejren.
  • Lejrinfo kan administrere armbånd i tilfælde af tab/misbrug.
  • Der vil forsat kunne handles med almindelige betalingskort til for eksempel ledere, gæster med videre, men altså ikke kontanter.