FDFere skaber nye lege

Legens Dag handler i år om at sætte egne lege i spil.

17. Aug 2015
Write author here
Legebrikker

Lørdag den 5. september står i legens tegn, når FDF over hele landet inviterer store og små til at blive legeopfinder for en dag.

Hvert år bliver der udviklet en leg specielt til Legens Dag, således var sidste års leg FlipFlapFange. Men i år inviterer FDF alle til at være med til at opfinde nye lege. FDFs legeeksperter har udviklet fire spillebrikker, der skal sætte gang i legen. Kast brikkerne op i luften, og skab den næste leg. Kendte lege får et twist og bliver pludselig noget helt nyt. Måske skal noget være bagvendt eller gennemføres som en stafet. Du opfinder legen, og skaber den sammen med de andre deltagere.

– Alt kan blive til en leg, også oprydning eller opvask. Det skal de nye legebrikker gerne synliggøre. Leg er ikke bare en samling regler, det er en måde at være sammen på. Når man leger, er processen vigtigere end resultatet. Det er det, der definerer leg, og det vi gerne vil sætte fokus på i år, siger Peter Randorff Larsen, der er en af FDFs legeeksperter.  

Leg er fællesskab

I FDF er leg ikke kun for sjov, leg lærer børn og unge at indgå i forpligtende fællesskaber og gør verden større. Det sker hver eneste uge, når FDFere landet over mødes til leg, samvær, og oplevelser, og det sætter FDF fokus på hvert år med Legens Dag.

– Når deltagerne til Legens Dag leger med, idet brikkerne bliver kastet, er de ikke bare deltagere. De er selv med til at skabe og forme legen. Det giver fællesskab, knytter deltagerne sammen, udfordrer fantasien, og legen er med til at give et ståsted at møde verden fra, siger FDFs generalsekretær Morten Skrubbeltrang.