FDF gav 55 unge nyt syn på leg

På andendagen af Ungdommens Folkemøde udforskede 55 unge sammen med FDF, hvad der sker, når leg får plads i en travl hverdag. Det gjorde de til workshoppen ”Leg gør os til mennesker”.

09. Sep 2016
Mai Christensen

Det er ikke nemt at spille stikbold på ét ben og med en hånd for øjet. Ikke desto mindre skulle deltagerne udfordres - både fysisk og på deres syn på leg.

-Workshoppen gav mig et nyt syn på leg. At leg ikke kun er leg, som man kender det i traditionel forstand, for eksempel som helt klassiske børnelege, men at legen også kan give en lov til at give slip. Leg er en form for fristed.

Sådan lyder det fra 19-årige Mathilde Ranners, der sammen med 54 andre unge blev kastet ud i både dilemmaer, udfordringer og klassiske lege til workshoppen ”Leg gør os til mennesker” på anden og sidste dag af Ungdommens Folkemøde. Bag workshoppen stod FDF, der sammen med deltagerne stillede skarpt på, hvad det egentlig er der sker, når man leger.  

-Jeg fandt ud af, at legen giver én mulighed for at møde nye mennesker. Legen gør det trygt at være sammen med mennesker, man ikke kender – noget der ellers ville være grænseoverskridende, fortæller Mathilde Ranners, der til daglig går på Københavns åbne Gymnasium. 

Ingen tilfældighed

At det netop var legen, der skulle danne ramme om FDFs workshop, er langt fra nogen tilfældighed. Temarammen er nemlig ikke kun i tråd med FDFs ambition, legen er også en unik måde at møde udefrakommende unge på, mener Rune Kløve Junge fra FDF Hjortshøj, der har været med til at arrangere workshoppen.

-Mennesker glemmer at lege, når de bliver voksne – især folk der ikke er foreningsaktive. Det går ud over samfundet, at vi ikke møder hinanden i den relation. Det er vi med til at gøre op med i workshoppen. Vi bringer legen tilbage til ungdommen og giver dem lov til at give slip og lege, siger Rune Kløve Junge.

Smilene var store efter dagens workshop. Både Mathilde og Rune var tilfredse med den måde, legen var kommet i spil på.

Ungdommens Folkemøde

Ungdommens Folkemøde er en demokratifestival for unge, der løber af stablen den 8. til 9. september i Søndermarken i København. Her mødes 30.000 unge for at diskutere, hvad demokratisk deltagelse anno 2016 er.