Nyt seniorvæbnerkursus på Midtsjællands Efterskole

Til efteråret danner Midtsjællands Efterskole for første gang ramme om et seniorvæbnerkursus. Med nye såvel som erfarne kræfter er der dermed mulighed for at tage på seniorvæbnerkursus på Sjælland, når Pederstrup Efterskole lukker.

Mai Christensen
Til efteråret vil seniorvæbnere stadig kunne tage på kursus på Sjælland - som noget nyt på Midtsjællands Efterskole. FOTO: Johnnie Iburg Brask

Når næste runde af kurser løber af stablen i efterårsferien, bliver det med et spritnyt kursus på listen: FDF er nemlig klar med et seniorvæbnerkursus på Midtsjællands Efterskole. 

- Det bliver et kursus med nye og kendte kræfter og en stærk kursusledelse bestående af Benny Buur, Susanne Toft Nielsen og Carsten Nydal. Dermed bliver der bibeholdt et kursus på Sjælland, efter Pederstrup Efterskole lukker. Samtidig bliver der tænkt nyt i forhold til et kursus på Midtsjællands Efterskole, fortæller FDFs udviklingschef Bitten Schjødt Kjær.   

Og FDFs udviklingschef er ikke alene om at glæde sig til det nye kursus. Også Rasmus Agergaard, der er viceforstander på Midtsjællands Efterskole, ser frem til at samarbejde med forbundet og udvalget om kurset og samtidig at invitere en masse seniorvæbnere ind til en stor oplevelse på efterskolen.  

- Vi glæder os til, at der kommer en masse seniorvæbnere på Midtsjællands Efterskole. Vi er glade for, at vores gode rammer kan danne baggrund for et stærkt kursus, fortæller han.  

Tager gerne imod inputs

Benny Buur, der er en del af den nye kursusledelse, fortæller, at der arbejdes på højtryk for at få alle de nye rammer på plads. Derfor hører ledelsen gerne fra interesserede, der har en idé eller som har lyst til at være en del af kurset.  

- Vi skal afklare, hvilke muligheder vi har og definere, hvad vi gerne vil – så vi både tager noget af det gamle med og skaber noget nyt. Men vi vil rigtig have inputs udefra. Så folk, der har en interesse, må meget gerne melde ind, fortæller Benny Buur.