Velkommen til to nye kredse

To nye kredse er netop stiftet. Velkommen til FDF F10 Solbjerg og FDF Lem.

19. Jun 2021
Mia Fanefjord Hansen

På torvet foran rådhuset fik FDF F10 Solbjerg talt med både børn og forældre til FRB.Dage 2021.

Foto: Sarah Amfelt

Redigering: Mikkel Rise

Hele to nye kredse er kommet på FDF-landkortet denne uge, efter både FDF F10 Solbjerg samt FDF Lem har holdt stiftende generalforsamlinger. Stort velkommen til!

Stor opbakning

Opbakningen var stor blandt de fremmødte til FDF Lems generalforsamling torsdag. Det betød blandt andet, at kredsen samme aften fik besat alle pladser i forældrebestyrelsen.

Med bestyrelsen på plads og kredsoverenskomsten i hus er kredsleder Kenneth Lindqvist Christensen nu klar til næste skridt. Han glæder sig til alt det nye, der venter - ikke mindst til den sommerlejrtur, der er planlagt for de 15-17 børn, der er de seneste uger har været med til kredsens første møder. 

- Dernæst glæder jeg mig til at udbygge kredsen med endnu flere børn og unge ved at lave nogle sjove og spændende aktiviteter. Efter sommer har vi også en plan om at komme over på den lokale skole og få FDF på skoleskemaet en dag. Nu åbner næste kapitel i FDF Lems historie sig, hvor jeg skal udvikle kredsen sammen den fantastiske forældrebestyrelse, vi har fået nedsat, fortæller Kenneth Lindqvist Christensen.

Forsmag på FDF

Også i FDF F10 Solbjerg glæder kredsledelsen sig over endelig officielt at kunne kalde sig en forening.

- Vi har glædet os meget til vores stiftende generalforsamling, og nu hvor vi har en dygtig bestyrelse på plads, kan vi koncentrere os om at planlægge vores børnemøder til august, så de sidder lige i skabet, siger kredsleder Daniel Bjerre Svendsen.

Hans med-kredsleder, Clara Troensegaard, er enig og fortæller, at kredsen allerede har gjort sig mange tanker om, hvordan kommende medlemmer kan få en forsmag på FDF på den anden side af sommeren.

- Til de første tre møder i august vil vi lave stationer med aktiviteter, hvor de nye børn kan få lov at "smage på lidt af det hele" af, hvad det vil sige at være FDFer. Planen er ikke helt færdig, men vi kan da nævne bål, melsokkekamp, snitte med dolk, krible-krable, stikbold, appelsinløb, 40-post-løb og leg-med-naturen. Vi har p.t. 10 børn tilmeldt, men har også uddelt en masse FDF-klippekort, så jeg er sikker på, at vi får en opstart med fuld fart på, fortæller Clara Troensegaard.

Inden det går løs, er der dog andet på programmet for de to kredsledere:

- Først skal hele F10-Solbjerg-holdet altså holde lidt sommerferie, for der har godt nok været tryk på kedlerne de sidste to-tre måneder, siger Daniel Bjerre Svendsen.

Daniel Bjerre Svendsen og Clara Troensegaard kan nu officielt kalde sig kredsledere i nystiftede FDF F10 Solbjerg. 

På kort tid er det lykkedes FDF Lem at have et stabilt fremmøde på ca. 15 børn til møderne.