Formål

I FDF møder vi børn og unge med et kristent livs- og menneskesyn, der viser, at vi som mennesker er skabt til fællesskab og er ligeværdige uanset baggrund. Vi formidler kristne fortællinger og værdier på en måde, der er relevant for børn, unge og voksne i dag. Det er vigtigt for os, at der er plads til de store samtaler om tro og tvivl.

Klasser

De hold, som børnene er samlet på, kalder vi ’klasser’. Klasserne er opdelt efter børnenes alder og har deres eget FDF-navn: puslinge, tumlinge, pilte, væbnere, seniorvæbnere og seniorer. Børnene rykker op i klassetrin ligesom i skolen, men nogle af klasserne kan i nogle tilfælde have møder sammen. Spørg endelig børnene, som helt sikkert har styr på, hvilken klasse de er i.

Aktiviteter

Aktiviteterne er ledet af frivillige voksne med noget på hjerte. Vi kalder dem ledere, og de mødes hver uge med børn og unge, fordi de ønsker at give dem et ståsted at møde verden fra.
I FDF vil vi gerne mødes, og derfor hedder vores ugentlige sammenkomst ’et møde’. Et møde består af sjove lege og aktiviteter for dit barn, som lederne planlægger med øje for at skabe fælles oplevelser.
I FDF elsker vi at opleve sammen; børn, unge og voksne. Vi kan lege, grine, opleve og udfordre sammen. I FDF laver vi huler, bygger kuglebaner, laver mad over bål og leger sammen. Det er de voksne der sætter rammerne for fællesskabet, og deres ansvar at alle har det sjovt.

Vores ønsker til dig som forælder

Vi vil gerne møde dig, så kom ind og sig hej, når du afleverer og henter dit barn.
For at vi kan give dit barn den bedst mulige oplevelse, er samarbejde og dialog essentielt. Det er vigtigt, at vi kender hinanden godt, og at du fortæller os de særlige ting, vi kan have brug for at vide om dit barn. Ligeledes vil vi fortælle dig om forhold ved møderne, som vedrører dit barn.

FDF-kredsen er en forening. Det betyder, at såvel børn som voksne er en del af kredsens frivillige fællesskab, hvor vi løfter i flok – og vi har også brug for din hjælp! I kredsen har vi mange små og store opgaver i løbet af året. Hvis der er noget særligt, du som forælder ønsker at bidrage med, vil vi gerne høre fra dig. Vi kommer også gerne til dig, når vi har brug for hjælp til specifikke opgaver. Du kan også blive en del af kredsens bestyrelse og være med til at sætte retningen for de oplevelser, som kredsen skal skabe for børn og unge de kommende år.

Kontingentet er ikke højt i FDF – og det praler vi gerne med, for vi mener, at alle børn og unge skal have mulighed for at gå til FDF. For at kunne dække de udgifter, vi har i kredsen, og samtidig holde kontingentet lavt, laver vi løbende pengeskabende aktiviteter. Det har vi brug for hjælp til fra dig. Hold derfor øje med, når vi beder om hjælp til konkrete opgaver.

Se dine muligheder for at give en hjælpende hånd.

Vil du lege med?

FDF er en fritidsaktivitet for børn og unge med leg, fællesskab og sjove oplevelser. Vi bygger huler og forhindringsbaner, løser gåder og mysterier, går på opdagelse i naturen, rister skumfiduser over bål, tager på ture og lejre, klæder os ud, lytter til historier og dyster mod og med hinanden i fantasifulde discipliner.

I FDF tror vi på, at hvert enkelt menneske er skabt med værdi i sig selv, men først i mødet med andre bliver vi hele mennesker. Gode relationer giver modstandskraft og lærer børn og unge at tage ansvar for andre og værdsætte det forpligtende fællesskab.

Hmm

Adresse

Hvor finder du os?

Vores adresse er:
FDF Støvring

Mosbæksallé 16D
9530 Støvring

Se på kort >

Vi sætter fællesskabet i fokus!