Til de ugentlige børnemøder ser vi helst at alle medlemmer bærer forbundsskjorte. Forbundsskjorten kan købes på FDFs egen butik, 55° Nord. Det er også muligt at finde en brugt på facebooksiden; FDF genbrugs guld. Til tider bliver der lavet opslag på vores egen facebookgruppe, hvor nogle af de andre sælger brugte skjorter.
Når vi skal på lejrtur eller lignende, vil du opleve et behov for noget udstyr. Det kan f.eks. være sovepose og liggeunderlag og lignende. Det er i sagens natur ikke muligt at give et prisoverslag på disse, da priserne på udstyr kan svinge utroligt meget alt efter kvalitet, størrelse, sælger, mærke og meget andet.
Generelt anbefaler vi, at man tager tre ting med i overvejelserne, når man køber lejrudstyr til sit barn:
- Barnets alder: Afhængigt af dit barns alder, er der noget udstyr, der skal bruges i længere tid end andet – børn har det jo med at blive større. Til især de mindre børn kan det ofte betale sig at købe enten lidt billigere udstyr (hvis det alligevel skal skiftes snarligt) eller udstyr, der kan bruges også efter, barnet er vokset en smule.
- Niveauet: Meget lejrudstyr er dyrt, fordi det kan tåle en masse, og meget lejrudstyr er billigt, fordi det ikke er så holdbart over for vind, vejr og slitage. Spørg dig selv, hvor meget dit barns udstyr skal udsættes for af vind, vejr og anden slitage.
- Genbrug: Meget lejrudstyr til børn skal skiftes, før det faktisk er slidt op (især, hvis man har købt lidt dyrere). Har man flere børn, kan det derfor godt betale sig at overveje, om man skal købe én god sovepose, som kan gå i arv.
Er disse tre råd ikke specifikke nok, så spørg endelig lederne – det kan være, at de kan svare!
I Aarhus findes mange steder at købe friluftsudstyr. Husk også, at du som FDFer kan få rabat i SpejderSport. Det kræver blot et medlemsbevis, som du kan få af os.
Særligt om knive og dolke
I FDF arbejder vi med knive og dolke. Det betyder, at det på et tidspunkt kan blive relevant for dit barn at anskaffe sig en dolk. Børnene må ikke medbringe kniv/dolk, før de har modtaget den nødvendige instruktion – dolkeregler m.m. - og ift. gældende våbenlovgivning, må man heller ikke have en kniv/dolk på sig, hvis de ikke har relevans for aktiviteten. Derfor: Rådfør jer altid med en leder, hvis jeres barn vil bære dolk.
I FDF Aarhus 1 har vi dolke som anvendes til aktiviteter til klassemøder og lejre.
Hvis/når I anskaffer jeres barn en kniv/dolk, bør I i første omgang ikke købe en særlig stor en af slagsen. En simpel skovmandskniv er alt rigeligt, ind til barnet når væbneralderen.