Samværsregler

HER ER KREDSENS SAMVÆRSREGLER

Samværsreglerne revideres mindst en gang årligt

Samværsregler for FDF Aarhus 2 

Ole Rømers Gade 67, Aarhus C

Senest opdateret den 14/03/2023

Om samværsreglerne

Følgende samværsregler er udarbejdet i maj 2019 og senest opdateret marts 2023 med henblik på at skabe og vedligeholde den bedst mulige trivsel i kredsens børne- og ungdomsarbejde og fastholde et trygt miljø blandt kredsens medlemmer – til glæde for børn, for voksne og for forældre.

Kredsen følger udover disse regler også FDF landsforbundets generelle regler omkring samvær: https://kredsservice.fdf.dk/bestyrelse/samvaersregler/fdfs-samvaersregler 

Kontakt

Har du kommentarer eller spørgsmål til samværsreglerne i FDF Aarhus 2 er du altid meget velkommen til at kontakte kredsledelsen aarhus2@fdf.dk klassernes ledere, samt kredsens bestyrelse.

Det daglige kreds-liv

Vi møder børnene i kredsen med engagement og nærvær, hvilket afspejles i vores aktiviteter og den måde vi er sammen på. 

Aktiviteter

Vi gennemtænker vores aktiviteter og efterstræber at danne trygge rammer for de ledere og børn, som deltager. 

Sprog

Der tales i kredsen til og med børnene på en ordentlig måde. Vi efterstræber ligeledes at børn imellem gør det samme. Sproget og omgangstonen skal være sober og respektfuld, og lederne er rollemodeller i at benytte et sprog, som hverken virker stødende, nedsættende eller krænkende.

Ledere

Lederne har det overordnede ansvar for kredsens børn/unge og deres velbefindende både på klassemødet, på lejr og til kredsarrangementer. Lederne har ligeledes ansvaret for afholdelse af aktiviteter, og at de finder sted på en tryg og sikker måde for alle parter. Lederne snakker sammen om vigtige beslutninger, så man er fælles om ansvaret. Alle ledere skal være bekendte med og efterleve kredsens samværsregler, samt gribe ind, hvis disse ikke overholdes. 

Forhold mellem voksne over 18 år og unge el. børn under 18 år er iflg. dansk straffelovning forbudt – §223. Dette gælder selvfølgelig også ledere/voksne i kredsen og deres omgang med børn og unge.

Rollemodel

Som leder er man sig bevidst om, at man er rollemodel for børn og unge i kredsen. Det betyder, at man som leder er opmærksom, forbilledlig og bidrager til kredsens gode liv med god opførsel. Det gælder også kontakt på de sociale medier.

Børneattest

Alle ledere over 18 år, samt alle seniorer over 15 år der bærer ansvar for børneaktiviteter, skal underskrive en børneattest hvert tredje år fra Det Centrale Kriminalregister. Første gang sker når man bliver 15 år, 18 år eller indmelder sig i FDF Aarhus 2. Ansvaret ligger hos kredsens bestyrelse.

Underretningspligt

Lederne har underretningspligt, hvis der er mistanke om emner af bestemt følsom karakter. En underretning drøftes med kredslederen eller bestyrelsen.

Rusmidler

Der indtages ikke alkohol, nikotinholdige produkter eller andre euforiserende stoffer, når der afvikles aktiviteter i kredsen med børn og unge.

Men i forbindelse med lejre og arrangementer, som strækker sig over længere tid foregår rygning og brug af nikotinholdige produkter ude af syne fra børn og unge og er kun tilladt for medlemmer over 18 år.

Overnatning

I forbindelse med lejre og arrangementer, som strækker sig over flere dage sover drenge og piger som udgangspunkt hver for sig. Det vil sige i hver deres soverum, telt eller bivuak. Der skal så vidt muligt mindst være to ledere til stede på turen når børnene overnatter, og lederne skal som udgangspunkt sove separat fra børnene. Omstændigheder omkring overnatning diskuteres altid blandt lederne i forvejen – og afvigelser eller ændringer drøftes altid mellem minimum to ledere.

Toilet- og badeforhold

Der vises respekt for børn og unges blufærdighed i situationer omhandlende toiletbesøg, badning og omklædning. Piger og drenge tager bad og klæder om hver for sig, og det gælder både ledere og børn. Der kan tages forbehold for dette i aldersgruppen med børn på 5-7 år. Derudover tilstræbes det, at der altid er to ledere til stede, hvis ledere og børn klæder om sammen.

Medier og kommunikation

Sociale medier

Vi er opmærksomme på, at de sociale medier fylder meget i mange børn og unges liv, og vi prøver også i FDF at skabe en god kultur omkring dette. 

Kredsens brug af sociale medier har det formål at promovere kredsen og vise kredsens gode FDF-liv. Derudover bruges de sociale medier som et kreativt redskab til afvikling af aktiviteter.

Deling af billeder og film

Der uploades ikke billeder/film af børn, der har frabedt sig dette ved tilmelding i kredsen.

Billeder og filmklip fra lejre, ture og arrangementer uploades af ledere i kredsen efter overvejelser af hvert enkelt klip/foto. Er lederen i tvivl om et enkelt foto/filmklip uploades dette ikke. Er der et foto/filmklip på kredsens medier som ikke ønskes offentligt, så fjernes dette umiddelbart efter henvendelse.

Vi opbevarer billeder/filmklip på eksempelvis facebook som offentlige begivenheder, der kan ses af alle. Enkelte billeder opbevares i kredsens dropbox, til brug i kredsens trykte publikationer som fx. kredsprogrammer og indbydelser.

Henvendelse omkring fjernelse af billeder/filmklip kan ske til ledere i kredsen, som derefter fjerner billedet/filmklippet i samarbejde med de kommunikationsansvarlige.

Vi henviser i øvrigt til kredsens gældende GDPR-regler, som findes på kredsens hjemmeside.

Kommunikation

Der kommunikeres altid i en ordentlig og sober tone på kredsens medier, i mails, beskeder og på skrift derudover. Lederne drøfter i fælles flok løbende overvejelser om at være i kontakt med kredsens børn og unge på sociale medier. Alle personfølsomme data bliver behandlet i henhold til persondataloven.