Mobilpolitik
FDF Aarhus 2 er et frirum for børn, unge og voksne til gennem leg sammen at udforske den verden, vi lever i. Derfor har vi en mobilpolitik, som er med til at sikre, at vi sammen kan skabe et frirum med plads til leg og udvikling, og hvor vi sætter de virtuelle fællesskaber på pause. Mobilpolitikken gælder både for ugentlige møder, ture og lejre.
Vores mobilpolitik er:
- Mobiltelefoner ligger i jakkelommen, imens man er til FDF.
- Undtagelse: Hvis FDF’eren skal bruge mobiltelefonen til FDF, vil lederne give besked om dét.
- Man må ikke tage billeder og/eller videoer af andre børn, unge eller ledere uden samtykke.
- Man må ikke dele billeder og/eller videoer af andre børn, unge eller ledere på sociale medier uden samtykke.
Når dit barn er afsted på en tur/lejr skal du som forældre tage kontakt til de ansvarlige ledere, i stedet for at tage kontakt til dit barn.
Kontakter dit barn dig med et problem, opfordrer vi til, at du beder barnet om at tale med en leder. Herefter kan du tage kontakt til en leder og sammen drøfte situationen.
Da lederne er på stedet, kan de bedre danne sig et overblik over den pågældende situation og lave en vurdering af, hvad der er mest hensigtsmæssigt at gøre.
Hos FDF Aarhus 2 skaber vi sammen kulturen til FDF-møderne. Dét gør vi ved at være til stede ved møderne og dyrke de fysiske fællesskaber.
Udsnit af samværsreglerne i forhold til billeder og videoer:
Medier og kommunikation
Sociale medier
Vi er opmærksomme på, at de sociale medier fylder meget i mange børn og unges liv, og vi prøver også i FDF at skabe en god kultur omkring dette.
Kredsens brug af sociale medier har det formål at promovere kredsen og vise kredsens gode FDF-liv. Derudover bruges de sociale medier som et kreativt redskab til afvikling af aktiviteter.
Deling af billeder og film
Der uploades ikke billeder/film af børn, der har frabedt sig dette ved tilmelding i kredsen.
Billeder og filmklip fra lejre, ture og arrangementer uploades af ledere i kredsen efter overvejelser af hvert enkelt klip/foto. Er lederen i tvivl om et enkelt foto/filmklip uploades dette ikke. Er der et foto/filmklip på kredsens medier som ikke ønskes offentligt, så fjernes dette umiddelbart efter henvendelse.
Vi opbevarer billeder/filmklip på eksempelvis facebook som offentlige begivenheder, der kan ses af alle. Enkelte billeder opbevares i kredsens dropbox, til brug i kredsens trykte publikationer som fx. kredsprogrammer og indbydelser.
Henvendelse omkring fjernelse af billeder/filmklip kan ske til ledere i kredsen, som derefter fjerner billedet/filmklippet i samarbejde med de kommunikationsansvarlige.
Vi henviser i øvrigt til kredsens gældende GDPR-regler, som findes på kredsens hjemmeside.