Revision af medlemsbekræftelsen
FDF modtager hvert år omkring 7 millioner kroner i tipstilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF. For at sikre, at FDF kun søger og modtager tilskud for tilskudsberettigede medlemmer og aktive lokalforeninger, udtrækkes et antal kredse til revision.
DUFs medlemsdefinition
DUF har følgende krav til tilskudsgivende medlemmer:
- Medlemmet må ikke være fyldt 30 år ved udgangen af året.
- Medlemmet skal ved personlig kontingentbetaling på mindst 75 kr. have erklæret sit medlemskab over for FDF i løbet af året.
- Medlemmet skal enten have været medlem den 31. december eller i mindst tre sammenhængende måneder i løbet af året.
- Medlemmet skal være bosat i Danmark på tidspunktet for medlemskab.
DUFs lokalafdelingsdefinition
DUF har følgende krav til en lokalforening (Kreds)
- Består af mindst 10 medlemmer jf. ovenstående
- Være stiftet hele det år der søges tilskud for
- Være demokratisk både i opbygning og i praksis
- Have selvstændig økonomi og regnskab
- Haft regelmæssige aktiviteter for børn og unge
- Er hjemmehørende i danmark
Læs mere om disse krav på DUFs hjemmeside under “Tilskud og Puljer” og “DUF driftestilskud”.
I forbindelse med medlemsbekræftelsen har kredsen aktivt bekræftet de medlemmer, der lever op til ovenstående.
Revision af medlemmer
FDFs revisor udtrækker et antal kredse, som hver skal dokumentere, at nogle af kredsens medlemmer lever op til kravene. Medlemmer udtrækkes blandt de medlemmer, som kredsen har bekræftet i medlemsbekræftelsen. Medlemsservice hjælper med at besvare flere af punkterne, men særligt i forhold til kontingentbetalingerne kan der være brug for yderligere dokumentation.
Kravet om, at medlemmet ved personlig kontingentbetaling på mindst 75 kr. skal have erklæret sit medlemskab over for FDF i løbet af året, skal forstås på følgende måde:
- Kontingentet skal betales af medlemmet selv, dets forældre, værge eller stedforældre. Medlemmer, der får kontingentet betalt af kommunen eller sponsoreret af andre, er ikke tilskudsgivende.
- Betalingen skal tydeligt være for kontingent.
- Der skal minimum være betalt 75 kr. i kontingent i løbet af året.
- Betalingen dækker kontingent for det pågældende år og er gået ind på kredsens konto eller registreret i Medlemsservice i løbet af året.
- Betalingen er foretaget aktivt. Kontingent må altså ikke fx modregnes i lederes – eller andre medlemmers – udlæg for kredsen, da sådan en modregning betragtes som en passiv betaling.
Vi skal bede jer dokumentere, at de udtrukne medlemmers kontingentbetalinger lever op til ovenstående. Hvordan I dokumenterer det, afhænger af, hvordan I håndterer kontingentbetalinger i kredsen. Et godt udgangspunkt er, at I samler de lister og materialer, I selv har brugt til at identificere de enkelte betalinger.
- Hvis I opkræver kontingent via Medlemsservice, har vi som udgangspunkt den nødvendige dokumentation, og I skal ikke gøre yderligere.
- Hvis medlemmet har overført penge til en bankkonto eller via MobilePay og har angivet sit fulde navn eller medlemsnummer som reference, er et kontoudtog fra banken eller et udtræk fra MobilePay-systemet som regel nok. Hvis I identificerer betalingerne på anden vis, for eksempel med lokale ID-numre, har vi brug for en liste over disse ID-numre, som kan holdes op mod en medlemsliste.
- Hvis medlemmet har betalt via girokort, afhænger dokumentationen af den type girokort, der er brugt. Hvis I modtager scanninger af girokortene, er kopier af disse sædvanligvis nok. Hvis girokortene har fortløbende løbenumre, som angives på jeres kontoudtog, har vi brug for en liste over løbenumrene, som kan holdes op mod en medlemsliste.
- Hvis medlemmet har betalt kontant, har vi brug for en kopi af dags-dato-bilag eller anden form for kvittering for betalingen.
Når I indsender dokumentationen, vil vi bede jer om at markere, hvordan de udtrukne medlemmers kontingentbetalinger kan dokumenteres – overstreg fx medlemsnumre og navne på lister, kontoudtog og andet materiale. Det skal tydeligt fremgå, hvilken dokumentation, der vedrører hvilket medlem.
Revision af lokalforeninger
Nogle kredse er udtrukket til revision i forhold til DUFs krav til aktive lokalforeninger.
Til dette skal vi bruge:
- Kredsens årsregnskab
- Dokumentation for løbende aktiviteter, fx:
- Sæsonplaner
- Indbydelser til ture, weekender mm.
- Opslag fra jeres Facebook-side med tekst og billeder fra møder
- Indkaldelse og referat fra kredsens årsmøde
Noget af det kan vi finde i Medlemsservice og der henter vi der, det drejer sig om:
- Kredsens årsregnskab – Der er deadline 15. marts
- Referat fra årsmødet 2024
Resten bedes I sender til os
Hvad nu?
Sådan indsender I dokumentationen
I bedes indsende dokumentationen til forbundskontoret hurtigst muligt og senest mandag d. 23. marts 2025. Send materialet elektronisk til revision@FDF.dk med tydelig angivelse af kredsnavn.
Vi tjekker løbende den dokumentation, vi modtager, og derefter svarer vi jer, om dokumentationen lever op til revisorens krav.
Spørgsmål?
Hvis vi får flere af de samme spørgsmål, vil vi opdatere denne side. I kan derfor med fordel holde øje med siden, inden I kontakter forbundskontoret på revision@FDF.dk. Og er der ikke svar på spørgsmålet, eller har I brug for at få uddybet noget, er I selvfølgelig meget velkomne til at henvende jer.