Om FDF Agedrup
FDF Agedrup blev stiftet 1. oktober 1948 med afdøde pastor emeritus Erik Wendelboe som primus motor.
Det var kort efter krigen. Derfor var det vanskeligt at skaffe stof mm til forbundsdragterne, men det klarede Erik Wendelboe. Forbundsdragterne blev blandt andre syet af Enid Andersen (”Politi Andersens hustru) og Inger Wendelboe.
I 1948 og langt op i 60érne var det begrænset, hvad man havde af fritidsaktivitets-tilbud i Agedrup sogn. Der var stort set kun fodbold og FDF. Fjernsyn begyndte at dukke op i de små hjem.
Kredsens første tilholdssted var en lille hytte, der lå i skovkanten ca. 200 m vest for præstegården nær bækken.
Pengene til aktiviteter blev dengang skaffet fra indsamlinger i kirken og sognet.
Kredsens første sommerlejr var i 1949 på Fanø. Det var sammen med FDF Odense 7. kreds. Agedrups ledere var Erik Wendelboe og politiassistent G S Andersen (”politi Andersen”) 24 Agedrup-drenge deltog.
Kredsen har deltaget i mange landslejre på Marselisborg og Sletten. Der har været mange distriktskonkurrencer, weekendture og sommerlejre.
I 1959 købte kredsen samme med Kerteminde og Hindsholm kredsene grunden, hvor ”Fjordhytten” nu ligger og danner en pragtfuld ramme om mange af kredsens weekendture og sommerlejre. Fjordhytten lejes også ud til interesserede.
Oldermands-hytten hvor kredsen i dag udfolder sig, blev købt i 1987 af Agedrup Sogns Senior Laug og den blev taget i brug i januar 1988. Lauget er en forening af ”gamle” Agedrup FDFére. Hytten blev udvidet i 1996, men før udvidelsen kunne finde sted, købte kredsen Oldermandshytten af lauget for 1 krone.
Dette er en meget kortfattet beskrivelse af hvad der er sket i kredsens mange år. Har du lyst til at læse mere, og se en masse billeder, så er der god mulighed derfor.
Historien om FDF Agedrup
I 2018 fik Agedrup Sogns Lokalhistoriske forening lavet nogle små videoer om Bullerup/Agedrup, støttet af midler fra Odense Kommunes bydelspulje. De dykkede med i vigtige steder, institutioner og mennesker i lokalsamfundet, og gennem arkivbilleder og interview med hovedpersonerne, fik de skabt et billede af blandt andet FDF Agedrups udvikling. Tryk på videolinket her ved siden af og se filmen om FDF Agedrup.