Landslejren modtager donationer fra TrygFonden og Spar Nord Fonden
To store donationer til landslejren fra TrygFonden og Spar Nord Fonden gør det muligt at arbejde med det gode værtskab for nye frivillige voksne og indsatser for at komme trygt på landslejr.
Velkomstlejrbål på landslejren i sommeren 2022. Foto: Henrik Barfoed Larsen
Med to store donationer fra henholdsvis Spar Nord Fonden og Trygfonden skal landslejren arbejde med metoder til at byde flere frivillige voksne godt velkommen i FDFs fællesskab samt styrke indsatser for, at både børn og voksne kan komme trygt på lejr, når vi samles på Sletten næste sommer.
Landslejrchef Christian Cannon glæder sig over de muligheder, donationerne giver i arbejdet frem mod og under landslejren:
– Projekterne består af flere indsatser og giver os mulighed for at afprøve, teste og arbejde med nye og gamle metoder til at sikre et godt fundament af voksne på landslejren. Vi skal blandt andet arbejde på at skaffe lokale frivillige til at hjælpe med at løfte nogle af vores lejropgaver, så vi ledere kan bruge tiden, hvor vi synes, det giver mest værdi for os selv og for FDF. Vi håber selvfølgelig også, at nogle af de nye voksne, der møder FDF for første gang på landslejren, får mod på mere lokalt engagement, siger Christian Cannon og fortsætter:
– Det skal være en tryg oplevelse for både små og store at være på landslejr. Med forskellige indsatser kan vi nu forstærke den trygge landslejr-oplevelse, siger Christian Cannon.
Her kan du læse mere om de to projekter:
Projektet ‘Spørg bare!’
Projektet støttes af Spar Nord Fonden med en halv million kroner og handler om, at vi skal blive klogere på og dygtigere til at invitere nye voksne ind i FDFs fællesskab og samtidig gøre noget for de voksne, som allerede er en del af FDFs fællesskab. De første indsatser løber allerede af stablen på det kommende landslejrkursus til september. Projektet består af to dele:
- Værtskabsskolen
Vi skal arbejde med det gode værtskab, og hvordan vi tager godt imod nye frivillige, herunder hvordan vi sikrer, at de, der ikke kender FDF, ikke rammes af indforståethed og gamle anekdoter, men tages i mod med åbne arme og får en varm velkomst. Projektet bruger landslejren som platform, men rulles ud til minimum ti kredse efter landslejren. Kredsene kan således komme på værtskabsskole, hvor de introduceres til metoder og får del i alle de gode erfaringer, vi har gjort os på landslejren. - Fejring af frivilligheden
Vi skal pleje og fejre de mange voksne frivillige, vi allerede er i FDF, og som i dag løfter en stor indsats. Projektet munder ud i forskellige tiltag som uddannelse og workshops i forbindelse med efterårets landslejrkursus og landslejråret i øvrigt, men også konkrete tiltag af forkælelse og gode forhold før og under landslejren.
Projektet ‘Tryg på lejr!’
Projektet støttes af TrygFonden med en kvart million kroner og handler om, at børn og voksne skal komme trygt og sikkert på lejr. Det består af to dele:
- Førstehjælpskursus til ledere
På landslejrkurset giver Røde Kors et genopfriskningskursus i førstehjælp i fire timer eller et søsportsrelateret førstehjælpskursus på otte timer. Kurserne giver ledere mulighed for at opkvalificere deres færdigheder inden for førstehjælp og skal bidrage til at sikre gode kompetencer bredt på lejren. Herudover får servicevagterne brandslukningskurser og generel uddannelse i servicefunktionen og det at være opmærksom på lejr. - Tryghedslege
I samarbejde med legeudvalget udvikles ti tryghedslege, som udgives på Legedatabasen. Legene skal kunne læres hjemmefra og være en tryg ramme for landslejrens deltagere i det nye fællesskab, som landslejren udgør, hvor mange spørgsmål og usikkerheder opstår. Legen kan i sådanne situationer hjælpe til at skabe struktur og klare rammer og tilbyder en fælles aktivitet, hvor alle kan deltage uden at skulle finde på noget selv. Når en leg begynder, bliver reglerne tydelige, og alle ved, hvordan de skal være med, og hvad deres rolle er. Det skaber et fælles tredje, hvor ingen behøver at stå alene eller føle sig i tvivl om, hvor de hører til.
Styrket indsats for fondssøgning
Donationerne falder helt i tråd med landsforbundets styrkede strategiske indsats for at søge fondsmidler til forskellige projekter, hvor FDF kan sætte aftryk.
– Landslejren er en oplagt begivenhed til at tiltrække og teste formater og metoder, som vi senere hen kan forankre mere lokalt og nationalt i FDF. Samtidig er vi glade for at kunne forkæle alle voksne FDFere, der bruger deres tid på landslejren, som en tak for den indsats, de allerede lægger, siger landslejrchef Christian Cannon.
Foruden at landslejrudvalget selv har søgt fonde til større projekter, har der i foråret været afholdt en række fondssøgningsworkshops, hvor kredse har fået hjælp til at søge midler. I alt har de deltagende kredse søgt midler for over 1 million kroner.
Ny landslejr-podcast!
De første afsnit i landslejrens nye podcast ‘Mens vi pionerer’ er udkommet! Podcastens tredje og nyeste afsnit handler om, hvordan I som kreds kan sikre støtte og fondsmidler til jeres deltagelse på landslejren.
Der kommer nyt afsnit hver anden uge. Lyt med på din foretrukne streamingtjeneste og få indblik i landslejrudvalgets arbejde frem mod landslejren, god inspiration til kredsens deltagelse og perspektiver på, hvordan vi sammen former landslejren det kommende år.