Stil op til FDFs hovedbestyrelse

16.08.2024

Kredse og landsdele opfordres til at opstille kandidater til FDFs hovedbestyrelse forud for landsmødet 15.-17. november.

Foto: Thomas Heie Nielsen

På FDFs kommende landsmøde i november mødes repræsentanter fra alle FDFs kredse for sammen at sætte en retning for FDFs arbejde de kommende år. Landsmødet er FDFs højeste myndighed, og det er her der vælges nye medlemmer til FDFs hovedbestyrelse. Både kredse og landsdele opfordres til at opstille kandidater til hovedbestyrelsen.

– Vi vil gerne opfordre kredse og landsdele til at opstille kandidater til det kommende hovedbestyrelsesvalg på landsmødet. FDFs hovedbestyrelse har til opgave at sikre at landsmødets vedtagelser realiseres. Vi har i FDF et fælles ansvar for at finde kandidater til hovedbestyrelsen, der kan og vil løfte denne vigtige opgave, siger formand i FDF Dorte Fog.

Der er 11 medlemmer i FDFs hovedbestyrelse, der vælges for en 4-årig periode skiftevis, således at der i 2022 blev valgt fem medlemmer til hovedbestyrelsen og på landsmødet i år skal vælges seks medlemmer.

Følgende nuværende hovedbestyrelsesmedlemmer genopstiller:

  • Lise Aslak Jensen fra FDF Kærby, medlem af hovedbestyrelsen siden 2020
  • Anna Korsgaard Berg fra FDF Ganløse, medlem af hovedbestyrelsen siden i 2020
  • Lene Thanild Schøler fra FDF Viborg 1, medlem af hovedbestyrelsen siden 2016
  • Johanne Fyhn Elgaard fra FDF Hjortshøj, blev indsuppleret i hovedbestyrelsen i juni 2024 og opstiller som kasserer-kandidat, da FDFs nuværende kasserer Emil Gaarde efter 6 år på posten trækker sig efter landsmødet i november. Læs nyheden her

Følgende hovedbestyrelsesmedlemmer genopstiller ikke:

  • Sofie Larsen
  • Christian Bjerre
  • Søren Rejkjær

Spørgsmål til arbejdet i hovedbestyrelsen kan rettes til følgende siddende medlemmer, der ikke er på valg: Kim Koch Rasmussen, Dorte Fog, Martin Bo Hermansen, Morten Gehrt Schmidt. Find deres kontaktoplysninger her

§12 Hovedbestyrelsen

FDFs vedtægter, stk. 2a: Mindst 12 uger før ordinært landsmøde opfordrer hovedbestyrelsen skriftligt kredse og landsdele til senest 7 uger før landsmødet at foreslå kandidater. Hovedbestyrelsen oplyser samtidig, om de afgående medlemmer af hovedbestyrelsen er villige til at modtage genvalg.