Hele Danmarks Familieklub

Hele Danmarks Familieklub er et civilsamfundsprojekt støttet af den A.P. Møllerske Støttefond. Projektet er et partnerskabsprojekt, hvor KFUM’s Sociale Arbejde og FDF samarbejder om at skabe lokale familieklubber, der kan bygge bro til lokalsamfundet og skabe blivende relationer.

I Hele Danmarks Familieklub opretter vi lokale familieklubber rundt i Danmark for familier med børn, der på en eller flere måder er pressede i deres hverdag. Det kan være presset økonomi, ensomhed og mangel på netværk og relationer for børn og forældre, sygdom, travlhed, mangel på overskud til at være familie, eller tilflyttere i et nyt område.

Fokus i familieklubberne er at sætte familier med overskud sammen med familier, der har brug for mere overskud – og skabe det fællesskab, som mange af disse familier ikke selv har mod til at finde ind i og som kan gøre en forskel. Og vi er faktisk rigtig gode til det.

Når man kommer i klubben, er der altid et måltid mad og aktiviteter at være sammen om. Alt sammen er naturligvis gratis for familierne.

I Hele Danmarks Familieklub forpligter man sig som frivillige til at afholde 2-4 møder i 6 månder ad gangen. Det vil sige, at man sagtens kan mødes hver anden uge – og det gør langt de fleste af vores klubber. 

På et møde skal der altid være et fællesskab omkring et måltid (aftensmad) og et lege/aktivitetsfællesskab. Som vi kender det fra FDF, har vi i Hele Danmarks Familieklub en sæsonplan med forslag til, hvad man kan lave med familierne. Man skal dog lave min. 1 aktivitet fra sæsonplanen til hvert møde, men der er også plads til, at I selv kan finde på aktiviteter.

Fra projektets side modtager man pr. mødegang 500 kr. til mad og 200 kr. til aktiviteter.

Hvad kræver det at være en del af Hele Danmarks Familieklub?

Man forpligter sig som frivillig til at være en del af et team, som mødes med familierne 2-4 gange i måneden i ½ år. Når det halve år er næsten gået, bliver I kontaktet for at høre, om I har lyst til en omgang mere, men det er intet krav og man kan sagtens takke nej tak.

Derudover ser vi meget gerne, at man som frivillig deltager i en træningsdag (lederskoledag i FDF-sprog), hvor man bliver klædt godt på ind i projektet og får mulighed for at sparre ned nye og erfarne frivillige ind i Hele Danmarks Familieklub.

Hvad får min FDF-kreds ud af det?

Det er en naturlig del af arbejdet i Hele Danmarks Familieklub, at man i slutningen på det halve års forløb med familierne fokuserer på brobygning til foreningerne i lokalsamfundet. Det kan derfor potentielt give flere medlemmer til jeres FDF-kreds, hvis I engagerer jer i at drive en klub.

Derudover ligger det mange FDFere på sinde at gøre en forskel for andre. Ved at være frivillig i Hele Danmarks Familieklub gør du en central forskel i udsatte familiernes liv og du vil opleve, at du kommer tæt på familierne.

Hvordan kommer vi i gang?

Det er let at komme i gang. I skal samle et team af frivillige på 3-5 personer, som har lyst til at engagere sig i at lave Hele Danmarks Familieklub. Det behøves absolut ikke at være aktive ledere fra jeres kreds, men det kan også være nogle bekendte fra kredsens omgangskreds, tanter eller onkler fra lejre, den lokale præst, en fra menighedsrådet, en nabo osv.

Når teamet er samlet, mødes vi og aftaler helt konkret, hvordan vi får sparket gang i jeres familieklub!

Vil du vide mere?

Du kan altid kontakte forbundssekretær Mette la Cour, hvis du vil vide mere om Hele Danmarks Familieklub mettelacour@FDF.dk.

Hele Danmarks Familieklubs frivilligguide