Søren Carøe Nielsen

  • 49 år
  • Leder af el-afdeling på maskinfabrik
  • FDF Randers 2

 

FDF-CV

Medlem af FDF Randers 2 (1976-)

Har været leder for de fleste klasser

Lige nu pilte- og kredsleder

Netværksleder i Gudenå Netværk

Medudvikler og medlem af det fælleskorpslige udvalg bag Ranger Challenge

Deltaget i alle landslejre siden 1981. De sidste to gange som leder for el-gruppen

Medarrangør og deltager i flere udlandsture.

Sidder i det lokale samråd på 27 år

Sidder i folkeoplysningsudvalget på 10 år

Instruktør på aktivlejr, væbnerstævne mm. i FDF Landsdel 2

 

Mærkesager

  • Musik i FDF – musik er FDFs største reklameartikel. Vi skylder dem at sikre deres udvikling.
  • Det skal være nemmere at være leder - vi skal arbejde på at reducere de administrative opgaver som ledere, kredsledere og bestyrelser dagligt arbejder med.
  • Huske hinanden på, at vi er her for at give vores børn og unge et ståsted.

Det vil jeg arbejde for

Uanset hvad vi foretager os i FDF, skal vi altid huske, at vi som ledere skal møde ”vores” børn og unge, således vi giver dem et ståsted for livet. Kun gennem engagerede og trofaste ledere vil dette kunne lade sig gøre. 

Men for at engagerede ledere fortsat kan møde børn og unge, skal de ikke rammes af mange og mere eller mindre uforklarlige regler, som besværliggør deres arbejde. Vi skal lette dagligdagen for lederne. Dette gælder faktisk også for kredsledere og kasserere - De bliver ikke nemmere at rekruttere.

Der skal være plade til de skæve og ”gale” arrangementer i FDF. Vi skal have plads til at udfordre vores børn og unge.

Musikken ser jeg meget gerne styrket. Her tænker jeg meget på tamburkorps, men også på orkestre/bands. De udgør et reklamevindue for FDF. For eksempel når de kommer marcherende i front for et optog eller spiller koncert på et torv.

Vi skylder de ledere og instruktører, der bruger mange timer på at lære børn og unge at spille, at vi sikrer dem opbakning og hjælper dem i deres udvikling. Det ville være så godt at kunne give dem nogle værktøjer, så der kan læres gennem leg. Jeg har med tilfredshed hørt, at der i Aalborg er friske kræfter, der har startet nyt musikarbejde op, men vi må ikke glemme de, der allerede er i gang.

Vi skal samarbejde med de andre korps - ikke for enhver pris - vi skal fortsat være ”os selv”.

Det giver mulighed for, at vi kan vise omverdenen, at man godt kan samarbejde, selv om vi er forskellige - og alligevel forholdsvis ens.

Samarbejde gælder også i kontakten med vores lokale kommuner for at sikre så gode muligheder som muligt for os alle. Her spiller samrådene en stor rolle for, at vi kan komme med et fælles budskab.

Det er vigtigt, at vi fortsat kan tilbyde en tidssvarende uddannelse til vores kommende og nuværende ledere. Vi skal hele tiden have et fokus på at udvikle den uddannelse, som efterspørges. Måske er tiden til, at vi skal til at kigge på fagmoduler. Det kunne være sejlads, pionering, orientering, kano og klatringskurser.

Her er vi også afhængige af engagerede instruktører, som vil bruge deres sparsomme fritid på at yde undervisning til alle landsforbundets seniorvæbnere, seniorer og ledere.

Og vi må ikke glemme kredslederne. De har også et behov for løbende uddannelse.