Lederklubben LIVE

13. november 2021 på Dalum Landbrugsskole

Har du savnet at give noget videre og selv få ny inspiration? Har du savnet at tale om en vigtig sag og grine sammen med andre? 

Til Lederklubben LIVE skal vi gøre hinanden klogere på FDFs strategi og udviklingsmål. Hvordan bliver vi flere i vores fællesskab, og hvordan gør vi det sammen? Hvordan får vi flere nye kredse, og hvordan bliver vi endnu bedre til at fastholde og tiltrække medlemmer? Hvordan får vi fortalt, hvem vi er, og hvad vi kan?

Du skal ikke bare blive inspireret - du skal også selv inspirere: Du deler en historie med de andre i lokalet, og fortæller, hvordan I i kredsen har formået at fastholde en børneflok. Du spiller bolden op til en anden kreds – bogstavelig talt – mens I taler om de gode pilteaktiviteter, og du sætter en brik på danmarkskortet, hvor du mener, der mangler en kreds.

Alle FDFere over 15 år er inviteret. Kom med!

Kurset starter 13. november kl. 10 og slutter kl. 18.00. Det er muligt at overnatte fra fredag aften.

 

Du kan glæde dig til

Lederklubbens kursusmoduler - Du får mulighed for at fordybe dig i et spændende emne. F.eks. kan du få værktøjer til at lave den nemme, men lækre video om kredsen. Eller en lærerig workshop om hvordan du formidler din gode kredsfortælling. 

Lederklubbens samtalesaloner - her kan du få inspiration til dit kredsarbejde, når vi skal tale om de vanskelige emner om at tiltrække, fastholde og hvem og hvordan vi inviterer flere ind i vores fællesskab. Har du f.eks. overvejet, hvordan vi åbner vores tætte (og for nogen, lukkede) fællesskaber op? Har du gode ideer til hvordan vi skaber fællesskab på et puslingehold, når vi mødes en time om ugen i regnvejr? Og har overvejet, hvordan vi kan invitere unge, udsatte ind i FDF?   

Lederklubbens markedsplads - leben og aktiviteter skal gennemsyre markedspladsen. Her finder du legestationer og loungeområder, boder og reflektionsøer, som alle tager afsæt i strategi og udviklingsmål og samler op på dagens indtryk og ideer 

 

Hold øje med siden her, hvor der løbende vil blive offentliggjort flere detaljer om lørdagens program.

 

 

Foto: Rieke Poppe