Samværsregler

30.04.2024 - Sidst opdateret 16.10.2025

HER ER KREDSENS SAMVÆRSREGLER
Samværsreglerne revideres mindst en gang årligt

Vi har i FDF Brædstrup udarbejdet en samværspolitik. Hensigten er at ledere og bestyrelse i FDF Brædstrup har et regelsæt som man i FDF arbejdet retter sig efter. Regelsæt bekendtgøres overfor ny ledere

Sammensætning af ledere
Der skal mindst være 2 ledere på en klasse. At begge køn er repræsenteret er at foretrække. Samme regler gælder for weekendture. På længere lejre skal der være ledere med af hvert køn.

Forholdsregler ved overnatning
En leder sover aldrig alene sammen med børnene, der skal mindst være to. Drenge og piger sover som udgangspunkt hver for sig. Der kan dog være undtagelser f.eks. på hiketur med bivuak fjeldture.

Omgangstonen i kredsen
Lederne i kredsen fungerer som rollemodeller for børnene. Derfor taler vi pænt til hinanden, og taler med respekt for hinanden. Det gælder både børn og voksne i FDF Brædstrup.

Fysisk kontakt og krænkelse af blufærdighed
Det skal være barnets og den unges grænser, som danner udgangspunkt for, hvor tæt voksne skal være på dem. Der skal selvfølgelig stadig være plads til et klap på skulderen og en trøstende omfavnelse til det barn, som har slået sig. En leder skal naturligvis fortsat kunne tage en ”slåskamp” i græsset og give teenageren et knus.

Forholdsregler ved badning
Når det gælder brusebad og omklædning i svømmehal, bader drenge og piger altid hver for sig. Det gælder både børn og voksne. Voksne skal vise respekt for børnenes blufærdighed ved badning.

Alkohol
Ledere drikker ikke alkohol i forbindelse med møder, arrangementer, ture og lejre, hvor der er børn med som deltagere. Undtagelsen er familie weekend hvor der kan nydes en øl eller vin til maden.

Rygning
Vi er rollemodeller for børnene, derfor er det vigtigt at vi viser et godt eksempel: Indendørs er altid røgfrit område. FDF-grunden er røgfrit område, hvor der er børn til stede. dette gælder også pårørende. På lejre anvises et rygested, hvor rygerne kan ryge uden børns påsyn. Børn og unge under 18 år, der ønsker at ryge i forbindelse med FDF-
arrangementer, skal have en tilladelse hertil fra forældre.

Mobiltelefon
Mobiltelefonen er velkommen til FDF. Den skal bare være på lydløs under aktiviteter. Er man som leder, af gode grunde nødt til at svare på et opkald, bør man ”gå væk” så det ikke virker generende.

Sociale medier
I FDF Brædstrup må ledere gerne være venner med FDFere gennem sociale medier som Facebook, Instagram eller lign. På Facebook opfordrer vi til, at man opretter alle yngre FDFere i en gruppe, som kun kan se et udvalgt udsnit af ens profil.