Sommerlejr 2025 – En forrygende cirkusfest på Sletten!

10. juni 2025

Årets sommerlejr blev en fantastisk oplevelse fyldt med fællesskab, leg og cirkusmagi!

Fredag eftermiddag ankom pilte, væbnere og seniorvæbnere som de første. Teltene blev sat op, og aftensmaden stod på hjemmelavede rullekebab – lavet over bål og med masser af hygge. Efter maden susede vi afsted på grasscarts ved den store scene – en sjov og actionfyldt start på lejren!

Lørdag kom puslinge og tumlinge til, og hele lejren blev forvandlet til et levende cirkus. Dagen begyndte med fælles lege, inden vi nød en lækker frokost tilberedt af vores skønne tanter. Efter lidt siesta og en tur i tutten, var eftermiddagen fyldt med kreative cirkusaktiviteter. Børnene kunne blandt andet:

  • Lave en blomst der kunne skyde vand

  • Øve sig på et klovnenummer til lejrbålet

  • Få klovnenæser og trylleudstyr som hatte og kapper

  • Lære trylletricks og cirkuskunstner

Da solen brød igennem, gik turen spontant ned til Julsø til en frisk dukkert – en tiltrængt pause og sommerstemning i top!

Aftensmaden stod på pitabrød, og herefter samledes vi omkring et lejrbål fyldt med cirkusforestilling, musik og grin. En magisk aften med masser af modige artister og sjove numre.

Søndag startede med flaghejsning og morgengymnastik, efterfulgt af morgenmad og et spændende posteløb. Om eftermiddagen åbnede cirkusset endnu engang for sjove og lærerige workshops: jonglering, flowersticks, hulahop, ethjulet cykel, akrobatik – og man kunne endda lave sin helt egen flowerstick af bambus og cykelslanger!

Om aftenen var der endnu en cirkusforestilling, denne gang med endnu flere modige artister – en flot afslutning på en livlig dag.

Mandag morgen startede med popcorn i alle afskygninger! Børnene blev sendt rundt til kreative popcorn-aktiviteter: gribe med munden, balancegang, stopdans med popcorn, pusterør, snor og balloner. En sjov og skør afslutning på en magisk lejr.

Efter frokosten gik vi i gang med nedpakning og rengøring, og heldigvis kom mange forældre og hjalp – tusind tak for det! Vi sluttede lejren i en stor rundkreds, hvor alle fik et mærke og sagde tak for en fantastisk sommerlejr.

Tak for en vidunderlig lejr – vi glæder os allerede til næste år!