Drenge og piger sover hver for sig

I kredsen bestræber vi os på at drenge og piger sover hvert for sig. Der kan dog være undtagelser når vi eksempelvis er på hike eller sover i bivuak. Det er altid lederens pligt – efter konkret vurdering– at sikre, at overnatningen foregår under hensyntagen til alle.
På samme måde skal ledere og deltagere som udgangspunkt sove hver for sig.

Der er adskilte toilet- og badeforhold for drenge og piger

Der skal være adskilte toiletforhold og badeforhold for drenge og piger på alle kredsens arrangementer..
Der er altid minimum to ledere af samme køn som børnene med, hvis der er tale om fælles badeforhold.

Vi bruger et ordenligt, sobert og respektfuldt sprog

På alle kredsens arrangementer bruger alle, både ledere og deltagere, et ordentligt, sobert og respektfuldt sprog. Omgangstonen må hverken virke stødende, nedsættende eller krænkende – og altså ikke indeholde sjofle tilråb og ditto kommentarer.
Ledere på kredsens arrangementer skal altid være rollemodeller for en ordentlig omgangstone, så derfor gælder ovenstående i høj grad også ledere indbyrdes.

Det skal efterstræbes, at der både er mandlige og kvindelige ledere

På kredsens arrangementer skal det efterstræbes, at der både er mandlige og kvindelige ledere tilstede. Dette er blandt andet ønskeligt for at imødekomme situationer af mere blufærdig karakter, som uheldigt placerede insektbid eller lign. Forældre informeres om situationen.
Det skal dog understreges, at mangel på det ene eller andet køn aldrig må komme til at stå i vejen for, at et arrangement gennemføres.
Hvis der på en lejr kun er ledere af det ene køn, er det vigtigt, at der tages hensyn til deltagerne af det køn, der ikke er repræsenteret i lederlokken.

Kæresteri mellem leder og en deltager er ikke tilladt

En leder på et af kredsens arrangementer må ikke have et forhold til en deltager på arrangementet. Det gælder, uanset om vedkommende er over den seksuelle lavalder og uanset, hvor ligeværdige de to måtte virke.
Der tages dog forbehold i forhold til seniorer. sådanne tilfælde kan problematikken tages op til diskussion med de involverede og deres forældre. Der henvises i øvrigt til straffelovens § 223 og § 224.

Alle ledere er tjekket i det centrale kriminalregister

Til alle kredsens arrangementer, hvor der finder overnatning sted, er det et krav, at alle ledere er blevet tjekket for pædofile domme i Det Centrale Kriminalregister.
I kredsen indhenter vi børneattester løbende, så alle ledere altid har en gyldig børneattest, kredslederen skal sørge for at få svar fra kriminalregisteret og tage aktion, hvis en leder mod forventning skulle have en dom for pædofili.

Holdning til sociale medier

Billeder af kredsens børn på hjemmeside og Facebook bruges med omtanke, billeder bliver bl.a. primært lagt op i en lukket facebook gruppe for børnenes forældre.
Ledere og lederassistenter bestemmer selv, om man vil være Facebook-venner o.lign. med sine FDF børn, men husker, at vi også her er forbilleder.

Rygepolitik

I kredsen skal alle deltagere under 18 kunne fremvise en underskrevet forældretillade, hvis de ønsker at ryge til kredsens arrangementer.
Rygning skal altid foregå således at det ikke er til gene for andre, og rygeområdet skal placeres gemt væk bag en form for afskærmning, så deltagere ikke bliver udsat for røgen, og ikke kan se rygerne.
Lederne har pligt til at skride ind overfor deltagere og ledere der ikke overholder ovenstående.

Alkoholpolitik

Hverken ledere eller deltagere må medbringe eller indtage øl, vin, spiritus samt euforiserende stoffer på kredsens arrangementer. Dette gælder også på ud- og hjemrejsen.
Undtaget er dog enkelte arrangementer hvor der kun deltager personer over 18 år.