Landsforbundet FDF følger klatresamrådets normer på klatreområdet. Indenfor træklatring udarbejdes normerne af Dansk Træklatreforening. Indenfor vægklatring udarbejdes normerne af Dansk Klatreforbund.

For at man må klatre med børn i FDF skal der være en eksamineret klatreinstruktør til stede, der har ansvaret.

En Træklatreinstruktøreksamen gælder i fem år, eller indtil instruktørens førstehjælpsbevis udløber. Efter fem år skal man revurderes, hvilket i praksis foregår ved at man sender sin logbog ind til klatresamrådet, som så vurderer, om man har klatret nok i mellemtiden. Ellers kan de forlange, at du skal op til en ny eksamen.

For at blive træklatreinstruktør skal man igennem 3 weekendskurser med en masse hjemmetræning i mellem, før man kan komme op til en eksamen. Dette er for at sikre, at uddannelses niveauet er højt, at eventuelle fejl kan forhindres.

Baggrund

I tilfælde af uheld vil FDF være meget dårligt stillet rent retsligt, hvis vi ikke følger fx klatresamrådets regler. Der findes ikke lovgivning på området, men klatresamrådet er officielt nedsat og er det mest anerkendte organ på klatreområdet. Derfor vil deres regler med al sandsynlighed også blive anset for de ”rigtige”, hvis det skulle komme til en retslig tvist.

Og så har vi slet ikke taget mediernes rolle i forbindelse med et uheld med i overvejelserne.

Derfor har vi reelt ikke noget valg. Heller ikke selvom nogle kunne mene, at klatresamrådet stiller for høje krav. Vi er nødt til at følge samrådenes regler, eller regler som er strammere.

Det er i øvrigt heller ikke generelt sådan, at man skal have et højt og urimeligt uddannelsesniveau for at lave aktiviteter med børn i FDF.

Landsforbundet har kun regler på områderne klatring og sejlads, hvor erfaringen siger, at det kan gå fatalt galt fra tid til anden – hvis man ikke har et højt uddannelsesniveau. Landsforbundet bruger meget få ressourcer på aktivitetsfelterne med de høje uddannelsesmæssige krav. Og landsforbundet bruger faktisk relativt mange ressourcer på at udvikle, opfordre til, uddanne til og udføre fede aktiviteter for børn og unge.