Det er målet med kredsens rygepolitik, at ingen medlemmer må udsættes for passiv rygning mod deres vilje, og at ikke-ryger-kulturen fremmes.

For at nå målet kræves det, at alle skal kunne bevæge sig frit på lejre og til de ugentlige møder uden at blive generet af tobaksrøg. Det betyder følgende:

Der må ikke ryges indendørs i kredsens lokaler, ej heller i lejede/lånte lokaler/hytter.
Denne regel er gældende uanset, hvad lokalerne anvendes til.

Rygning er alene tilladt i det fri.
Rygning i det fri skal foregå på en sådan måde, at andre ikke udsættes for tobaksrøgen.

Der må ikke ryges i forbindelse med arbejde med børn og unge – heller ikke i det fri.
Ledere og øvrige, der arbejder med børn og unge, fungerer som forbilleder. Rygning i samvær med børn og unge er derfor ikke tilladt.

Deltagere under 18 år, på lejre, ture og øvrige arrangementer, kan undtagelsesvis tillades at ryge, såfremt det gøres inden for fastlagte rammer. Deltagere, der ikke ryger, skal føle så lidt tilskyndelse til at ryge som muligt.
Deltagere under 18 år skal på tilmeldingen anføre, hvis de er rygere og givet fald have skriftlig tilladelse af deres forældre/værge.

Det er et fælles ansvar, at rygepolitikken overholdes.
Kredslederen har det overordnede ansvar for, at de gældende regler overholdes i forbindelse med, arrangementer, lejre, møder med videre. Øvrige ledere/voksne har naturligvis pligt til at skride ind overfor deltagere med flere, der ikke overholder ovenstående.