Landslejr 2026 med F 10 Solbjerg
Hvad er FDF Landslejr ?
Cirka 10.000 FDFere samles hvert femte år på Sletten, ved Ry nær Silkeborg.
FDFs landslejr er det største, tilbagevendende arrangement i organisationen. Det er en kæmpe fælleslejr, hvor alle FDF-kredse fra hele landet er med.
Landslejren er noget helt særligt. Det er her man som FDF’er møder nye venner fra alle Danmarks egne og oplever fællesskabets sus, når vi i flokke af tusinde mennesker er samlet foran lejrbålsscenen. Stemningen er noget helt særligt!
Derfor skal dit barn med!
Landslejr 2026 (LL26) er som udgangspunkt for 2. Pilte og op. I vores kreds betyder det årgang 2015 og før. Nogle aktiviteter på LL26 vil være målrettet/tilpasset specifikke børnegrupper, mens meget vil være i fællesskab med egen kreds, i bofællesskaber, eller hele lejren.
Lederne i F 10 Solbjerg kan godt love, at dét her vil give minder for livet!
"Da Landslejr kun afholdes hvert 5. år, har børn reelt kun én mulighed for at deltage som BARN på Landslejr. Det er NU de kan deltage i en alder hvor de leger, og lever sig ind i et univers og en historiefortælling."
Kan dit barn svare “JA” til (de fleste) af disse?
- Har været af sted på weekend eller lejr med F 10 før.
- Kan sove i telt og være med til at lave mad over bål.
- Gerne vil opleve nye ting, og møde nye venner
- Det er sjovt at lege med andre børn og voksne.
- Klar på at skabe minder og fællesskaber for livet.
Er der nogen som Landslejr ikke er for?
Børn født efter 2015. Børn der ikke har været med F 10 Solbjerg på tur før. Og, børn der fx ikke kan finde sine gummistøvler i teltet uden hjælp, ikke kan løse en mindre konflikt selv, eller behøver hjælp til fx at vaske hår eller ikke kan skære sin egen mad ud. (Gældende i FDF F 10 Solbjerg)
Vigtige datoer angående Landslejr 2026
Selve tilmeldingen til landslejren åbner i slutningen af 2025 og løber et par måneder frem i forsommeren 2026.
Landslotteri salg: August til oktober 2025
Fortræningsweekend: D. 10. -12. april 2026 (Sjælland)
F 10 Sommerlejr 2026: Kristi Himmelfart d. 14–17 maj 2026
Landslejr 2026 d. 9.-17. juli 2026 (Sletten, Ry, Silkeborg)