”Man ska’ sgu snak’ med børn”

Noget om hjemve

Vores bedste råd: Lyt og spørg ind til, hvad der er barnets tanker. Vi oplever nogle gange, at det, som barnet går og tumler med, kan være noget helt andet end det, du som forælder tænker på.

Så snart invitationen lander
Læs invitationen sammen med dit barn. I behøver ikke at komme frem til noget første gang. Men nu ved barnet, at turen kommer, og kan genkende det, hvis vi snakker om det til et mandagsmøde. Det hjælper også altid at tale med barnet om, hvad der skal ske på lejren (fx vi skal snitte, tænde bål, lyse med lommelygte). På den måde er det forhåbentligt forventningens glæde, der fylder mest.

Fortæl og snak helt ærligt om: Hvornår er det? Hvem kommer og vinker farvel? Hvor mange dage er turen? Hvordan skal du sove. Hvor mange gange skal du sove, og hvornår skal du hjem? I kan også snakke om, hvad resten af familien skal lave mens i er væk (fx rydde op i haven), og hvad I skal lave som det førstes sammen, når I kommer hjem (fx lege med hunden, spille PlayStation osv).

Ugen op til
Har du prøvet, at sove i din sovepose? Det at prøve at sove i sin sovepose i sin seng hjemme på værelset og lyse med sin lommelygte kan hjælpe til at forstå, hvad det går ud på.

1-2 dage inden
Pak tasken sammen. Giv jer god tid til at pakke taske sammen. Det giver mulighed for at snakke med dit barn om de tanker, de har, og samtidig tjekke, at der står navn i tingene. Herudover ved barnet bedre, hvad de rent faktisk har med på tur.