Fotopolitik

Fotopolitiken i FDF F10 Solbjerg lægger sig tæt op af FDF Landsforbundets.

Læs artiklen “Forbundets fotoregler” her: https://kredsservice.fdf.dk/pr/oversigt/fotoregler.

HER ER KREDSENS FOTOPOLITIK I F 10 SOLBJERG:

Opdateret senest september 2025

Fotopolitiken i FDF F10 Solbjerg lægger sig tæt op af FDF Landsforbundets. Læs artiklen “Forbundets fotoregler” her: https://kredsservice.fdf.dk/pr/oversigt/fotoregler.

I relation til fototilladelse kan FDF og FDFs kredse uden samtykke offentliggøre billeder af personer og stemningsbilleder, når blot der ikke tydeligt er tale om portrætbilleder og at motivet kan være krænkende eller på anden vis udnytte den eller de afbillede personer.

Når du indmelder dit barn i foreningen FDF, er det indforstået, at vi må publicere billeder i foreningens regi, af børnene, i forbindelse med aktiviteterne i FDF.

Vores sigte er altid at tage billeder af aktiviteterne i FDF. Derfor vil vi som udgangspunkt undgå at publicere profilbilleder, uheldige billeder og badebilleder. Ansvaret for håndteringen af billeder af vores børn i F 10 Solbjerg påhviler kredslederne i FDF F 10 Solbjerg.

Det har ingen betydning om billederne vises på en åben hjemmeside eller en lukket side der kun har adgang for en begrænset brugergruppe.

Eksempler på billeder af aktivitet:

  • Billeder af mange børn omkring et bål.
  • Billede af et par børn omkring et bål.
  • Er aktiviteten “Snobrød”, og vi får et billede af to børn der smiler til kameraet med deres snobrød, så er dette et billede af aktiviteten “Snobrød”.
  • Er aktiviteten Ansigtsmaling, så er et billede af barnet malet som en sommerfugl, et billede af aktiviteten.

"Ønsker man, at få fjernet billeder, kan man kontakte enhver leder over 18 år, og så skal vi tage action så hurtigt som muligt."

Lederne, F 10 Solbjerg

Tre primære platforme

FDF F 10 Solbjerg har vi tre platforme: Disse tre platforme tjener forskellige formål, og billedmateriale håndteres derfor ligeledes lidt forskelligt.

Facebook
Site: www.facebook.com/FDFF10Solbjerg/
Formål: God stemning, fakta og historik om kredsen.
Foto: Billeder af børn-i-uniform, samt af samarbejde med kirke, kommune og andre.

Instagram
Site: www.instagram.com/fdff10solbjerg/
Formål: Den gode stemning.
Foto: Billeder af børn-i-uniform og børn-i-naturen.
Note: Der skelnes imellem Opslag (blivende) og Stories (forsvinder efter 24 timer).

Vi benytter især disse hashtags, men dog ikke begrænset til: #fdff10solbjerg #FDF #ståsted #frederiksberg. Disse opdateres løbende.

Hvis andre brugere på Instagram vælger at “tagge” @fdff10solbjerg i deres egen Story, kan vi vælge at re-poste disse Stories på F 10s konto. Selvom billedet er taget af andre, er det fortsat kredsledelsen der har ansvaret for ansvarlig håndtering og publicering af billeder af børnene.

Website
Site: https://fdf.dk/f10solbjerg/
Formål: Under “Fotoalbum” vil vi uploade billedalbum fra fx. en tur eller lejr.
Foto: Da denne platform er ejet af os selv, vil vi i større grad tillade portrætfotos i sammenhæng med aktivitet, (fx. et barn med sit snobrød) samt badebilleder.

Note: Billeder i badetøj vil krydstjekkes af en sekundær leder inden de publiceres.

Vi vil altid række ud til forældrene til barnet og få et OK, inden vi giver tilladelse til at bruge et portræt/close-up/vellignende billede, eller et billede der bliver publiceret i bredt omfang (fx magasin).

Afgivelse af fototilladelse fra forældre kan altså ske når der er tale om portrætbilleder eller billeder i en mere kommerciel kontekst uden for FDF, eks. PR-materiale og lign. Vi vil foretage en vurdering fra gang til gang.

AI og redigerede billeder

Tillæg godkendt af Bestyrelsen september 2025

Definition: AI står for artificial intelligence, på dansk kaldet kunstig intelligens. Kan fx. Være Adobe Photoshop, Canva, eller indbygget i mobiltelefonens billedredigering. F 10 Solbjerg afholder sig som udgangspunkt fra at benytte AI til redigering af vores billeder og videoklip.

Vi benytter ikke AI-teknologi til:

  • At ændre på personer, hverken ansigter, kroppe eller tøj.
  • At tilføje eller fjerne personer, eller andre levende væsner, fra billedet.
  • At ændre i billedet, så det påvirker fortællingen om hvad der skete da billedet blev taget.

Eksempler hvor brug af AI-teknologi dog alligevel kan benyttes:

  • Fjernelse af fotografens egen hånd/skygge e.l.
  • Fjernelse af ting/bygninger/skygger, for at tilpasse billedet til fx online bannere.
  • Benytte AI til at klippe videoer sammen, til brug på sociale medier.

Såfremt AI benyttes, skal det fremgå af materialet.