I FDF F7 er det vores ambition at give børn og unge et ståsted at møde verden fra gennem relationer, tro, leg og samfundsengagement. Et ståsted, hvor vi ruster nye generationer til at møde livets udfordringer, finde fællesskaber og tage ansvar for den verden, de er en del af. De fire pinde i ambitionen formulerer tilsammen FDF F7s særlige ståsted.

Relationer

FDF er et frirum, hvor børn og unge glædes, oplever og vokser i mødet med ledere, der har noget på hjerte.

Tro

FDF skaber plads til tro og samtale om de store spørgsmål i livet, på et folkekirkeligt grundlag.

Leg

I FDF bliver verden større, når vi gennem leg og udfordringer lærer at indgå i forpligtende fællesskaber.

Samfundsengagement

FDF skaber ansvarlige, demokratiske og deltagende medborgere, der engagerer sig i den verden, vi lever i.

HUSET

Børnehuset på Rolighedsvej 29 er omdrejningspunktet for alle FDF F7s aktiviteter. Det er her vi holder ugentlige børnemøder og vores årlige nytårsrevy, hvor vi lægger beslag på huset det meste af januar.

Den del af huset FDF F7 færdes i består af en stor sal, som kan deles i to, et mindre rum med køkken, en kælder og udeareal med båludstyr og rafter.

Børnehuset Skt. Thomas
Rolighedsvej 29
1959 Frederiksberg C

HYTTEN

FDF F7 har sin helt egen hytte som ligger i Lynge.

Hytten har plads til 26 børn og voksne. Indenfor er der en hyggelig stue med pejs og sofahjørne.

Udenfor har vi både bålsted og plads til hulebyggeri.

Grunden købte F7 i 1954. Siden er hytten vokset fra et lille hønsehus, via togvogne og til den hytte der står i dag.

FDF F7 Hytten
Birkevangen 8, Nymølle
3540 Lynge

JOMSBORG

Jomsborg er en landskoloni, som er ejet af alle FDF-kredse på Frederiksberg.

Jomsborg ligger ved Isefjorden, tæt på Kulhuse Havn. Lejren har både badestrand, lund, eng og skov. Hertil kommer der boldbane, en gammel gravhøj, et FDF-museum, teltplads og bålplads.

F7 tager til Jomsborg på kredsweekend, sommerlejr og andre lejre og kurser.

Vil du vide mere om Jomsborg? www.jomsborg.org

Post til Jomsborg sendes til:

Landskolonien Jomsborg
Jomsborgvej 32, Kulhuse
3630 Jægerspris
(Barnets navn)