Samværsregler

Vedtaget af ledergruppen samt bestyrelsen den 13.11.2007 Redaktionelle ændringer vedtaget af bestyrelsen den 4.4.2011

Ledersammensætningen:

- Ved den årlige lederfordeling skal lederrådet være opmærksomt på, at det kan være en fordel at have ledere af begge køn på alle klasser.
- På lejre tilstræbes det, at der altid deltager ledere af begge køn. Det må dog ikke hindre gennemførelse af en tur eller lejr.
- En leder må ikke deltage i en lejr alene med børn, med mindre der deltager ledere fra andre kredse.

Opførsel, væremåde og ansvar

- Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi taler til hinanden: leder til leder, leder til børn, børn til børn.
- Alle ledere er forpligtede til at gribe ind, hvis de mener en leder overskrider kredsens retningslinier.
- Vi skal være opmærksomme på, at vi generelt er forbilleder – både i og uden for FDF.
- Alkohol hører ikke til ved FDF-aktiviteter. Man drikker derfor ikke med børn og unge under 18 år i FDF-regi.
- Sker det, at en leder bliver kæreste med en person under 18 år, som er medlem af kredsen, kan lederen ikke være leder i kredsen så længe forholdet står på, eller så længe medlemmet er under 18 år. Kredslederen tager en samtale med lederen ved mistanke.
- Vi er alle ansvarlige for at efterleve kredsens retningslinier og den gældende lovgivning på området.
- Lederrådet er fælles ansvarlig for, at reglerne bliver overholdt. Hvis en leder overtræder reglerne, eller ved mistanke herom, er det kredslederens opgave at tage en snak med vedkommende. Kan kredsledelsen ikke træffes, tager den ansvarlige leder samtalen.
- Hvis der sker overtrædelse af gældende lovgivning skal kredslederen informeres direkte, og han/hun tager i samråd med bestyrelsesformanden de nødvendige forholdsregler. Alle husker tavsheds-pligten.

Fysisk kontakt og krænkelse af blufærdighed

- Der skal være to ledere til stede i situationer, der kræver særlig fysisk kontakt, f.eks. ved eftersyn for skovflåt.
- Når børnene skal puttes, skal der være 2 ledere til stede, når dette er muligt.
- Opstår der situationer, hvor man er ene leder med et barn/flere børn, er det vigtigt, at det ikke foregår bag lukkede døre og lign.

- Vi respekterer børnenes behov for fysisk kontakt, men også deres grænser.

Forholdsregler ved badning og overnatning

  • Ved lejre med overnatning skal der altid deltage mere end én leder, evt. i samråd med andre kredse.
    - Som udgangspunkt sover drenge for sig, piger for sig og lederne for sig. Men kvindelige ledere kan sove sammen med piger, og mandlige ledere kan sove sammen med drenge i situationer som f.eks. begrænset overnatningsplads.
    - Piger og drenge kan desuden sove sammen, hvis det er mest praktisk, f.eks. i bivuak eller lavvu.
    - Der bades og omklædes adskilt i køn. Der skal være flere ledere til stede ved fælles bad og omklædning.
    - Lederrådet skal være opmærksomt på faciliteter til vask og omklædning på lejre. Vi respekterer børnenes blufærdighed.

”Ansættelse” af nye ledere

- Kredslederen skal præsentere den nye leder for kredsens samværspolitik og oplyse om, at check i det centrale kriminalregister (Børneattest) er obligatorisk.
- Der forefindes en ledermappe i kredsen, som er udarbejdet af kredslederen og er godkendt af lederflokken. Ledermappen indeholder en række dokumenter, herunder seneste version af samværsreglerne.
- Kredslederen bør indhente oplysninger fra den ny leders evt. tidligere kreds.
- "Løse ledere", tanter osv. introduceres for samværsreglerne.