Samværsregler for FDF Gl. Rye
I FDF Gl. Rye har vi besluttet nedenstående ”samværsregler”. Samværsreglerne fornyes årligt på leder- og bestyrelsesmøde. Kredsledelsen informerer nye ledere om samværsreglerne. Reglerne gælder ikke enhver tænkelig situation, hvorfor de i høj grad skal forstås som retningslinjer.
Det daglige kredsliv
Som leder har man et stort ansvar i forhold til de børn, man er betroet. Man er forbillede og rollemodel og lægger rammerne for den måde, man er sammen på.
Vi ønsker at møde hinanden med en ordentlig omgangstone båret af respekt og tillid. Ledere og børn skal således tale pænt til hinanden uden blufærdighedskrænkende og nedsættende bemærkninger.
Så vidt muligt besættes alle klasser med mindst to ledere og helst af forskelligt køn.
Iflg. §223 (Lærerparagraffen) i straffeloven er det ikke tilladt at have et seksuelt forhold til et barn under 18 år, når man er leder for eller med barnet.
Forældrene opfordres til at deltage i og interessere sig for børnenes fritidsinteresser. De kender børnene bedre, end vi gør, og er derfor bedre i stand til at opdage, hvis barnet mistrives og ændrer adfærd.
Sociale medier
På de sociale medier er vi som ledere også rollemodeller for gode og sunde relationer. Vi er som udgangspunkt ikke ”venner med” de børn og unge, som vi er ledere for. Vi anvender gruppebeskeder i stedet for en-til-en-kommunikation.
Når vi lægger billeder på de sociale medier, er vi opmærksomme på, at billederne ikke er krænkende, og at nogle forældre ikke ønsker, at der bliver lagt billeder ud af deres børn.
Weekendture og lejre
På weekendture og lejre deltager der, som hovedregel, mindst to voksne ledere og helst af forskelligt køn.
Hvis man er ene leder afsted, skal forældre og kredsledelse informeres om det.
Indkvartering sker enten gruppevis eller efter køn. Dette sker ud fra en vurdering af hvor børnene vil føle sig mest trygge. På lejre af længere varighed tilstræbes det at indkvartere drenge og piger hver for sig.
Hvis ledere og børn sover i samme lokale mv. skal der altid være minimum 2 ledere/seniorer. Ved undtagelse skal kredsledelsen orienteres.
Vi respekterer børnenes blufærdighed ved omklædning og badning og sørger for, at drenge og piger altid har mulighed for at vaske sig og bade hver for sig.
Vi respekterer børnenes behov for fysisk kontakt, men også deres grænser. Som udgangspunkt skal der være to ledere tilstede i situationer, der kræver særlig fysisk kontakt, fx ved flåteftersyn.
Brug af børneattester
Der bliver hentet børneattester på nye ledere over 15 år. Hvert 3. år indhentes nye børneattester for alle ledere over 15 år. Har man dom for seksuelle overgreb mod børn og unge, kan man ikke være leder i kredsen.
Lejlighedsvis kontakt uden den faste tilknytning – fx forældre, der af og til kører børn til FDFarrangementer, eller deltagelse i et kursus eller på en landslejr eller lignende – vil der ikke bliver hentet børneattester for. Dette er i overensstemmelse med FDFs vedtægter.
Alkohol
Der må ikke nydes alkohol i forbindelse med et lukket FDF-arrangement, hvor der er børn tilstede under 18 år. På lejre kan lederne m.fl. nyde øl eller vin når børnene er lagt i seng. I forbindelse med eksempelvis familieweekend kan lederne/bestyrelse tillige nyde øl eller vin, når de ikke har ansvaret for FDF-børn.
Til offentlige arrangementer er det tilladt at nyde alkohol, så længe man ikke har lederansvar for FDF’ere.
Det må under ingen omstændigheder være alkoholen, der er det primære i vores samvær og der vil altid være en eller flere ledere som kan køre bil, hvis dette måtte blive nødvendigt.
Rygning
Der må ikke ryges indendørs og heller ikke i nærhed af børnene. Ved rygning må det ikke signaleres, at det er ”sejt” at ryge.
Hvad nu hvis…
Hvis en af ovenstående ”regler” overtrædes, er alle ledere ansvarlige for, at kredsledelsen eller kredsformanden bliver underrettet.
Henvendelser fra pressen må kun besvares af kredsledelsen eller kredsformanden.
I Danmark har alle voksne underretningspligt. Du har som leder/voksen pligt til at underrette kommunen, hvis du får kendskab til vold, overgreb, mishandling, vanrøgt eller anden nedværdigende behandling af et barn eller en ung, om det er fra forældres, undervisers eller anden opdragers side. At ”få kendskab til” skal forstås som at ”være ret sikker på”. Som leder i FDF bør du i første omgang kontakte kredsledelsen eller
kredsformanden.
Forsikringer
FDF har tegnet en ansvarsforsikring, der dækker ledernes ansvar overfor børnene, men forsikringen dækker ikke hændelige uheld. Derfor opfordres I til at tegne en ulykkesforsikring for jeres barn.