På lejr for første gang
Kære forældre til “børn der skal på lejr for første gang”
Lejrture er noget af det bedste vi har i FDF. Det er her vi får de store oplevelser. Det er her, der er mulighed for at lave større ting, der tager lidt mere end de 1 1⁄2 time, vi har til møderne en gang om ugen. Vi er sammen længe og lærer hinanden godt at kende. Det er de store lejre og ture man husker resten af livet.
Der er dog en række ting, du som forælder skal være opmærksom på før, under og efter lejren.
Udstyr
Det er vigtigt at dit barn har det rigtige udstyr med. I deltagerbrevet er der en liste over ting, der er gode at have med.
Det er en god idé at pakke tasken sammen med dit barn. Så ved I begge hvad der er med på turen.
Regntøj
Skal ALTID med. Uanset hvor god vejrudsigten er. Vores erfaring siger, at man sagtens kan gennemføre en lejr i regnvejr, bare regntøjet er af en god kvalitet. Hvis barnet ikke har ordenligt regntøj med, kan det være altødelæggende for lejroplevelsen.
Fodtøj
Det er vigtigt at have ordentligt fodtøj med. Ofte skal vi på en tur væk fra lejren, og det betyder at vi skal gå et stykke eller hele vejen.
Derfor er det vigtigt, at have fodtøj med til at gå i. Vandtæt fodtøj er også godt at have med.
Skiftetøj
Det er rart at have 2 sæt tøj med, så man kan skifte fra inderst til yderst, f.eks. hvis man falder i vandet.
Det er ikke nødvendigt at have et fuldt sæt tøj med til hver dag.
Man når hverken i bad eller skifter tøj hver dag.
Sovepose
Hvis man skal sove i telt, skal soveposen have en komfort-temperatur, der er lavere end den gennemsnitlige natlige temperatur.
Liggeunderlag
Husk også liggeunderlag til teltet eller hvis turen går til en hytte uden senge og madrasser. F.eks. når vi overnatter i FDF huset.
Særlige hensyn
Det er vigtigt at lederne får at vide, hvis der skal tages særlige hensyn til barnet. F.eks. medicin, kosthensyn, allergi, vådligger, osv.
Skriv det på tilmeldingen, og fortæl en leder om det før afrejse. Også selvom du har oplyst om forholdene tidligere. Vi har mange børn at holde styr på, og det er ikke sikkert at de samme ledere er med hver på alle ture.
Mobiltelefon
Lad mobilen blive hjemme!
Der er ingen grund den med på lejr, den passer dårligt ind i vores aktiviteter, den bliver væk eller går i stykker. Mobilen er ikke god for fællesskabet og kan give anledning til hjemve.
Dit barn kan sagtens vente til det er kommet hjem med at fortælle om sine oplevelser.
Sygdom
Hvis barnet bliver syg eller kommer til skade på lejren, kontakter lederne jer, hvis vi føler det er nødvendigt, dog altid hvis der er behov for lægebehandling.
Ved smitsom sygdom vil vi sende barnet hjem for ikke at smitte andre deltagere.
Hjemve
Hjemve ses oftest blandt de yngste børn. Der kan være mange årsager til hjemve, og der er mange måder at kommer igennem det på.
Hvis du mener at hjemve kan være et problem for dit barn, så har vi erfaring, som vi gerne deler med dig.
Hjemve opstår oftest når børn er trætte, eller når de er i kontakt med forældrene. Hvis du skal have kontakt til barnet, så kontakt lederne først, så vi er opmærksomme på, at hjemveen kan opstå.
Hjemve smitter. Hvis et barn savner sine forældre, er der pludselig mange der gør.
Hvis du mener at det er et problem, så snak med barnet om det, og fortæl barnet at det ikke skal være bange for, at det ikke kan komme hjem. Oftest kan hjemveen kureres med god nats søvn.
Lad være med at fortælle dit barn at han/hun bare kan ringe, hvis det gerne vil hjem, det er noget de husker og det kan være svært at slippe igen, når man bliver træt og lidt ked af det.
Fortæl i stedet at du glæder dig til at høre om alt det der er sket når I ses igen, når turen er slut.
Vi kontakter selvfølgelig jer forældre, hvis det bliver nødvendigt.
Kontakt
Der vil altid være et telefonnummer til den ansvarlige leder. Det er oftest opgivet i deltagerbrevet og på tilmeldingen på hjemmesiden. Brug det hvis I vil i kontakt med os. Hvis den ikke bliver taget med det samme er det fordi vi har travlt med gode aktiviteter sammen med børnene.