Samværsregler

HER ER KREDSENS SAMVÆRSREGLER

Samværsreglerne revideres mindst en gang årligt

Samværsregler FDF Hørning

Disse samværsregler er udarbejdet og godkendt af alle ledere og bestyrelsesmedlemmer. Senest 2016

Nye ledere og bestyrelsesmedlemmer samt evt. hjælpere på ture/lejre skal have samværsreglerne gennemgået

 

Sammensætningen af ledere

Der skal være mindst en leder af hvert køn på holdene, i de tilfælde hvor det på nogen måde kan lade sig gøre.

Der skal være mindst en leder af hvert køn med på udflugter – ellers aflyses udflugten. Der skelnes ikke mellem en-dags-arrangementer og deciderede lejre.

Vi tilstræber, at der – i tilfælde hvor seniorer skal fungere som ledere (fx i patruljer)- skal være en af hvert køn i hver gruppe/patrulje.

Omgangstonen i kredsen

Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi taler til hinanden:
leder til leder, leder til børn, børn til børn.

Vi skal være opmærksomme på de reaktioner, vores talemåde medfører.

Opførsel, væremåde og ansvar

Kredslederen har det overordnede ansvar for, at vi i fællesskab overholder samværsreglerne. Det er også ham/hende, der i sidste ende tager de nødvendige forholdsregler, hvis der sker noget uhensigtsmæssigt.

Vi skal være opmærksomme på, at vi generelt er forbilleder – både i og uden for FDF.

Hvis der sker overtrædelse af gældende lovgivning skal kredslederen informeres direkte, og han/hun tager i samråd med bestyrelsesformanden de nødvendige forholdsregler. ALLE HUSKER tavsheds-pligten.

Fysisk kontakt og krænkelse af blufærdighed

Vi skal stadig udvise omsorg over for børnene i FDF Hørning!

Når børnene skal puttes skal vi være 2 ledere til stede, når det er muligt.

Opstår der situationer, hvor man er ene leder med et barn/flere børn, er det vigtigt, at det ikke foregår bag lukkede døre og lign.

Opstår der situationer, hvor man som leder har en fornemmelse af, at situationen måske vil kunne blive misforstået, er det vigtigt, at man informerer sine medledere straks samt barnets/børnenes forældre.

Forholdsregler ved badning og overnatning

Mht. badning (brusebad og lign.) bader drenge og piger altid hver for sig. Er der ledere med, skal der være mindst to ledere til stede.

Mht. overnatning sover piger og drenge hver for sig, hvor det er praktisk muligt.

Mht. overnatning skal der – i de tilfælde hvor lederne skal sove sammen med børnene – være mindst to ledere til stede.

 

Sociale elektroniske medier

Ingen ledere skal være venner eller andet på Facebook eller andre lignende sociale elektroniske medier med børn/unge, der er medlemmer af FDF. Kommunikation til medlemmer sker via FDF Hørnings gruppe på Facebook.

 

Ingen ledere skal være venner via SMS/mail med børn/unge. SMS-/mail-beskeder til børn/unge skal kun omhandle praktiske beskeder i forhold til FDF. SMS-/mail-beskeder fra børn/unge der omhandler andet end FDF, drøftes med det pågældende barn/ung ved førstekommende møde. Kredslederen kan evt. inddrages.

Lederes forhold til medlemmer uden for FDF-regi

Vi blander os ikke i, om en leder er kæreste med en person under atten, hvis denne person ikke er medlem af FDF.

Sker det, at en leder bliver kæreste med en person under atten, som er medlem af kredsen, kan lederen ikke være leder i kredsen så længe forholdet står på, eller så længe medlemmet er under atten. Der opfordres til, at lederen tager kontakt til sin kærestes forældre og underretter dem om situationen.

 

Børneattester

Der skal indhentes børneattest fra Det Centrale Kriminalregister og reglen omfatter ledere, hjælpere, lønnede medarbejdere og andre personer, der som led i udførelsen af deres opgaver har direkte kontakt med børn under 15 år.

 

Børneattest skal indhentes:

  • senest 3 uger efter at en leder, hjælper eller en anden person har været tilknyttet FDFs arbejde i mere end 3 gange på 3 måneder
  • straks hvis en person har direkte kontakt med børn under 15 år, i en sammenhængende periode af mere end 4 dages varighed.

 

Hvert 3. år genindsendes børneattest for alle ledere og andre fast tilknyttede medhjælpere.

 

Landsforbundet står for selve undersøgelsen.

 

For at beskytte børn og unge mest muligt skal ledere, der sigtes straks suspenderes. Suspensionen kan afsluttes, hvis sigtelsen frafaldes eller sigtede frifindes.

“Ansættelse” af nye ledere

Kredslederen skal præsentere den nye leder for kredsens samværspolitik og oplyse om, at en børneattest er obligatorisk.

Kredslederen udleverer under dialog kredsens ledermappe.

Kredslederen bør indhente oplysninger fra den ny leders evt. tidligere kreds.

I forbindelse med ture/leje introduceres “løse ledere”, tanter osv. for samværsreglerne i forbindelse med første ledermøde under lejren.

 

Uretmæssig mistanke af ledere

Punktet er dækket under andre punkter.

 

Alkohol- og rygepolitik

 

Alkoholpolitik:

Det er vedtaget at:

  • man optræder ikke beruset i forbundsskjorten ligesom der heller ikke indtages alkohol, når man er iført denne.

 

Rygepolitik:

Det er vedtaget at:
– man ikke ryger til de ugentlige klassemøder,
– der er rygeforbud inde i huset på Grunden samt i Lokalet,
– der inden ture og arrangementer fastlægges en separat rygepolitik for disse,
– man ikke ryger til ledermøder, men indlægger en rygepause og
– man bruger sin sunde fornuft.

Landsforbundes regler

FDFs samværspolitik er gældende på alle FDFs arrangementer. Disse regler er yderligere tiltag, som gælder landsforbundets arrangementer.Samværsregler er gældende for alle kurser, arrangementer og events hvor landsforbundet (hovedbestyrelsen) er afsender.For de arrangementer, hvor målgruppen starter ved 15 år er der et tillægs- punkt angående alkohol (se nederst). Derudover vil der være internationale arrangementer hvor der kan der være grund til at lave tilpassede samværsregler, som tager højde for for eksempel lokale forhold. I det tilfælde vil de gældende samværsregler være kommunikeret ud til deltagerne inden bindende tilmelding.

Voksne defineres som alle, der ved eller under arrangementet fylder 18 år og op.

Landsforbundets samværsregler er vedtaget af FDFs hovedbestyrelse januar 2023.

 

Samværsregler for arrangementer med deltagere op til 18 år

Før arrangementet

Børneattester
Der indhentes børneattester på alle voksne forud for et landsforbundsarrangement. Det er forbundskontorets ansvar, at det bliver gjort. Hvis der mod forventning skulle være en dom på børneattesten vil en ansat ved FDF rette henvendelse til den voksnes kreds med det samme.
Ved nogle landsforbundsarrangementer er det kredsene selv, der har ansvaret for at sikre at deres egne ledere, assistenter og øvrige voksne er registret eller tilmeldt korrekt i Medlemsservice, så forbundskontoret kan sikre at der er hentet børneattest på dem. Arrangøren eller kursusledelsen har ansvar for at alle medarbejdere er registreret eller tilmeldt korrekt i Medlemsservice, så forbundskontoret kan sikre at der er hentet børneattest på dem.
Dette vil i så fald være meldt ud forud for arrangementet.

Samværspolitik
Ved tilmelding gøres der opmærksom på FDFs samværspolitik.

På selve arrangementet

Soveforhold
I respekt for den enkeltes blufærdighedsgrænser sover personer af forskellige køn hver for sig. I praksis vil det sige i hvert deres soverum, telt eller bivuak. På samme måde skal voksne og deltagere sove hver for sig. Der kan være omstændigheder, hvor der kan afviges fra dette. Her er det den voksnes ansvar, efter konkret anvisning fra kursusleder/arrangør, at sikre, at overnatningen foregår under hensyntagen til alle.

Bade- og toiletforhold
I respekt for den enkeltes blufærdighedsgrænser skal det være muligt at omklæde alene eller sammen med deltagere af samme biologiske køn. Ved et almindeligt bad uden tøj på bader voksne ikke sammen med deltagere af modsatte biologiske køn, ligesom voksne kun bader sammen med deltagere af samme biologiske køn, hvis der er mere end én voksen til stede.

Både mandlige og kvindelige voksne
Det efterstræbes, at der både er mandlige og kvindelige voksne i alle grupper. Dette af hensyn til både deltagere og voksne for at mindske risikoen for at blive bragt i forlegenhed eller i uhensigtsmæssige situationer. På de af landsforbundets arrangementer, hvor deltagere og instruktører ikke som udgangspunkt kender hinanden tilstræbes det, at den samlede voksengruppe repræsenterer en bredde, så den enkelte deltager har større mulighed for at skabe en tillidsfuld relation til en voksen, som man kan dele svære emner med.

Kæresteri mellem en voksen og en deltager er ikke tilladt.
Ingen voksne må have et forhold til en deltager på arrangementet. Det gælder uanset om vedkommende er over den seksuelle lavalder og uanset, hvor ligeværdige de to måtte virke. Hvis man er et par før arrangementets start, laves der en individuel aftale med kursusleder/arrangør. Ifølge straffelovens §§ 222, 224 og 225 er det ulovligt at have samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år. Dertil kommer ’folkeskolelærerparagraffen’, som er straffelovens § 223. Jævnfør denne paragraf er det ulovligt at have samleje eller anden kønslig omgang med unge under 18 år, hvor du er træner/lærer/instruktør. Det har ingen betydning for lovligheden, at deltageren selv er villig eller måske selv opfordrer til seksuelt samvær.

Brugen af sociale medier
Ingen voksen over 18 år skal opsøge deltagere som er under 18 år gennem sociale medier. Hverken før, under eller efter arrangementet, medmindre det er i direkte sammenhæng med en aktivitet på arrangementet. I dette tilfælde sikres det at minimum to voksne er til stede i samme digitale forum.
Hvis den voksne anvender sociale medier, vedkender den voksne sig at være FDF‐leder også̊ uden for arrangementet. Det forventes ligeledes, at den voksne er en rollemodel for gode og sunde relationer på de sociale medier.
Ved egen brug af billeder fra arrangementet er det den voksnes eget ansvar, at billederne ikke kompromitterer de fotograferede.

Indtagelse af rusmidler
Ingen voksne eller deltagere må medbringe eller indtage øl, vin, spiritus samt euforiserende stoffer på landsforbundets arrangementer. Dette gælder også̊ på ud- og hjemrejsen.

Brug af tobak
Det er kun tilladt for voksne at anvende tobaksprodukter. Dette må kun foregå̊ udendørs og skal foregå̊ på en sådan måde, at det ikke er synligt for deltagerne. Ingen former for tobaksanvendelse i samvær med børn og unge er acceptabelt.

Sprogbrug
I FDF bruger vi et ordentligt og respektfuld sprogbrug jævnfør FDFs samværspolitik.