Om vores kreds

Vi er en kreds med cirka 80 medlemmer, hvoraf de fleste er børn og unge, drenge og piger i alderen fra 5-18 år. Mere end 10 frivillige ledere i alderen 20-40 år bruger hver uge deres fritid på at skabe et helt særligt fællesskab for børn og unge.

FDF har eksisteret siden den 27. oktober 1902. FDF K23 Valby har eksisteret siden 1931.

Vi har to afdelinger: Timotheuskirken, Chr. Bergs alle 5, 2500 Valby og Vigerslevkirken, Lykkebovej 1, 2500 Valby

FDF er en folkekirkelig børne- og ungdomsorganisation, og i FDF K23 Valby er vi derfor tilknyttet begge disse sogne.

Kun fantasien sætter grænser

Hos FDF tilbyder vi et fællesskab, hvor ALLE kan være med. Formålet er at skabe relationer og succesoplevelser hos både børn, unge og ledere.

FDF er en fritidsaktivitet  for børn og unge med leg, fællesskab og sjove oplevelser. Vi bygger huler og forhindringsbaner, løser gåder og mysterier, går på opdagelse i naturen, rister skumfiduser over bål, bygger med reb og rafter, tager på ture og lejre, klæder os ud, lytter til historier og dyster med hinanden i fantasifulde discipliner.

Ja faktisk sætter fantasien kun grænser for, hvad vi kan finde på, men det er altid med fokus på at skabe fællesskab, relationer og succesoplevelser – og måske endda rykke dit barns grænse en smule.