Om vores kreds

Siden 1933 har der været FDF i Brønshøj. Alle ledere i FDF arbejder frivilligt og ulønnet i tilknytning til den lokale kirke.

Frivilligt drenge- og Pige-Forbund, FDF, er en af Danmarks største folkekirkelige børne- og ungdomsorganisationer med 23.000 medlemmer. Der er ca. 400 FDF-kredse i hele landet. FDF startede i 1902 på Frederiksberg.

I FDF møder børn og unge engagerede voksne, der har en holdning til livet. FDF bygger på et kristent livssyn, og vi forsøger at formidle de kristne fortællinger og værdier på en måde, der er relevant for moderne børn, unge og voksne. Det er værdier som for eksempel tolerance, tilgivelse og næstekærlighed. Det er dog ikke et krav, at man tror på Gud, for at gå til FDF. Det er vigtigt for os, at der både er plads til tro og tvivl.
FDF giver børn og unge et ståsted at møde verden fra.

Klasser
En FDF-kreds består af en række klasser, et lederråd og en bestyrelse.

Du kan se på vores klassesider hvor du kan være med.

Kun fantasien sætter grænser

Hos FDF tilbyder vi et fællesskab, hvor ALLE kan være med. Formålet er skabe relationer og succesoplevelser hos både børn, unge og ledere.

Aktiviteterne spænder fra klassiske spejderaktiviteter som bål, orientering, lejrliv og meget andet, men det kan også være vi laver et tossemøde, indretter en hjemmebiograf eller tømmer kassen med udklædningstøj. Nogle gange laver vi også mere actionprægede aktiviteter som at klatre, køre på mountainbikes eller rapelle ned fra høje bygninger.

Ja faktisk sætter fantasien kun grænser for, hvad vi kan finde på, men det er altid med fokus på at skabe fællesskab, relationer og succesoplevelser – og måske endda rykke dit barns grænse en smule.