Forsikringer
For FDFs kredse og for landsforbundet er forsikringer en nødvendig del af en ansvarlig drift. For at sikre en generel dækning af medlemmer og deltagere i FDF-arrangementer har landsforbundet tegnet generelle ansvars-, ulykkes- og arbejdsskadeforsikringer, og for langt de fleste kredse vil det også være relevant at tegne lokale forsikringer.
FDF samarbejder med den uvildige forsikringsmægler Penfor om at udbyde forsikringer på attraktive vilkår. Penfor har særligt kendskab til frivilligt foreningsliv, og gennem FDFs aftale med Penfor vil kredse kunne tegne løsøre- og bygningsforsikringer samt øvrige forsikringer med udgangspunkt i kredsens behov.
Her på siden kan du læse mere om de mest almindelige kredsforsikringer samt om landsforbundets forsikringer med generel dækning.
Anmeld skade
Hvis der er behov for at anmelde en skade til kredsens egne forsikringer tegnet gennem Penfor eller til landsforbundets forsikringer, skal du kontakte forbundskontoret på FDF@FDF.dk.
Spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til forsikringer i FDF, kan du kontakte forbundskontoret på FDF@FDF.dk.
Lokale kredsforsikringer
De fleste kredse har behov for at tegne lokale forsikringer. Det vil oftest være løsøreforsikringer og bygningsforsikringer, men i nogle tilfælde vil det også relevant eller ligefrem lovpligtigt at tegne for eksempel arbejdsskadeforsikringer for ansatte, ansvarsforsikring for motorkøretøjer eller rejseforsikringer.
Hvis kredsen ejer sin egen bygning – ofte et kredshus eller en hytte – er det kredsens ansvar at sikre relevante forsikringer mod for eksempel:
- Brand
- Storm- og vandskade
- Indbrud og tyveri
- Hærværk og kortslutning
Kredse, der udelukkende låner eller lejer lokaler, kan og skal som udgangspunkt ikke tegne bygningsforsikring – det er udlejers ansvar.
Hvis kredsen tegner bygningsforsikring gennem FDFs aftale med Penfor, bliver der automatisk også tegnet en netbank-, cyber- og bestyrelsesansvarsforsikring.
Denne forsikring dækker alt det løse. Det kan eksempelvis være:
- Inventar i kredshus og depot
- Udstyr til lejre og aktiviteter (telt, køkken, kanoer m.m.)
- Bålhytter, shelters og småbygninger
Hvis udstyret opbevares på flere adresser, skal det fremgå af policen. For at undgå underdækning ved skader bør den samlede forsikringssum svare til nyværdi – altså hvad det vil koste at anskaffe nogen tilsvarende igen nu.
Hvis kredsen tegner løsøreforsikring gennem FDFs aftale med Penfor, bliver der automatisk også tegnet en netbank-, cyber- og bestyrelsesansvarsforsikring.
Netbanksforsikring beskytter foreningen mod tab ved fx hackerangreb eller misbrug af login via netbank.
Cyberforsikring dækker ved IT-sikkerhedsbrud, fx hacking, datalæk eller nedbrud af hjemmesider og mailsystemer.
Bestyrelsesansvarsforsikring dækker bestyrelsesmedlemmer, hvis de bliver gjort personligt erstatningsansvarlige for beslutninger truffet på vegne af kredsen.
Hvis kredsen tegner enten bygnings- eller løsøreforsikring gennem FDFs aftale med Penfor, bliver der automatisk også tegnet en netbank-, cyber- og bestyrelsesansvarsforsikring.
Hvis kredsen ansætter en eller flere personer mod løn eller honorar til at udføre et arbejde, fx rengøring, køkkenhjælp, administration eller vedligeholdelse, skal kredsen selv tegne en lovpligtig arbejdsskadeforsikring lokalt.
Hvis kredsen ejer en bil, båd, havetraktor eller lignende skal det sikres, at de lovpligtige ansvarsforsikringer er på plads. Det er også relevant at overveje, om der er behov for kaskodækning.
Ved rejser til udlandet kan det være relevant at tegne en rejseforsikring til deltagerne.
Landsforbundets generelle forsikringer
For at sikre medlemmer og andre deltagere i FDF-aktiviteter og -arrangementer har landsforbundet tegnet generelle ansvars-, ulykkes- og arbejdsskadeforsikringer.
Ansvarsforsikringen dækker i forbindelse med arrangementer, møder, ture og andre aktiviteter, hvor FDF (kredse, landsdele eller landsforbundet) er den ansvarlige arrangør.
Hvad dækker forsikringen?
Forsikringen dækker person- og tingskader, som opstår under FDF-aktiviteter – men kun hvis skaden rammer personer eller ting uden for selve aktiviteten. Det vil sige, at FDFs eget udstyr eller deltagernes private ejendele ikke er dækket af denne forsikring.
Skulle der ske skade på en deltager, kan ansvarsforsikringen dække, hvis FDF som arrangør har udvist uforsvarlig planlægning, eller hvis der har været mangelfuldt tilsyn under aktiviteten.
Hvad er ikke dækket?
Hvis en deltager kommer til skade ved et hændeligt uheld under en FDF-aktivitet – uden at nogen har gjort noget forkert – så dækker ansvarsforsikringen ikke.
I sådanne tilfælde må man i stedet søge dækning gennem deltagerens egen ulykkesforsikring eller FDFs ulykkesforsikring for egne medlemmer.
Skader, der sker med motordrevne køretøjer, er også undtaget. Her er det bilens lovpligtige ansvarsforsikring, der skal dække skaden.
Forsikringen dækker alle deltagere, ledere og frivillige, der tager del i FDF-arrangementer, møder, lejre og andre FDF-aktiviteter, som er arrangeret af FDF (kredse, landsdele eller landsforbundet).
Hvad dækker forsikringen?
Forsikringen dækker, hvis en person kommer fysisk til skade under en FDF-aktivitet, og skaden medfører varigt mén. Det gælder både ved almindelige aktiviteter og ved mere risikofyldte oplevelser såsom:
- Klatring, kanosejlads, rappelling
- Lejrbygning med sav, økse og værktøj
- Sports- og udendørsaktiviteter
- Overnatninger, pionerarbejde og adventure-ture
Kort sagt: Hvis ulykken sker som led i en FDF-aktivitet, er du dækket.
Hvad er ikke dækket?
Forsikringen dækker ikke sygdom, overbelastning eller mindre skrammer, som ikke fører til varigt mén. Den dækker ikke skader, der sker uden for aktiviteten, fx på vej til eller fra et møde – medmindre transporten er organiseret af FDF. Privat udstyr (eksempelvis telefoner, briller og tøj) er heller ikke dækket.
Som udgangspunkt er FDF-ledere og frivillige ikke dækket af en arbejdsskadeforsikring under almindelige FDF-aktiviteter. Det skyldes, at arbejdet anses som frivilligt, ulønnet engagement – og ikke som et ansættelsesforhold.
Der er dog vigtige undtagelser, hvor arbejdsskadeforsikringen kan træde i kraft:
- Når en frivillig deltager i bygge-, renoverings- eller reparationsopgaver på fx kredshus eller hytte.
- Når arbejdet har karakter af en håndværksmæssig opgave, der kræver planlægning, værktøj eller særlige sikkerhedsforanstaltninger.
- Når opgaven ikke er en naturlig del af den frivilliges sædvanlige lederrolle eller FDF-aktiviteter.
Eksempler på aktiviteter, der ikke er dækket:
- En fælles arbejdsdag i kredshuset, hvor børn, forældre og ledere hjælper til med oprydning, maling eller havearbejde.
- Lejropsætning eller lejrnedpakning, hvor alle deltager som en del af den fælles aktivitet.
- Transport af udstyr til arrangementer i egen bil – dækkes i stedet af bilens ansvarsforsikring.
Eksempler på aktiviteter, der er dækket:
- En gruppe forældre eller frivillige, der udskifter tag, vinduer eller elinstallationer i kredshuset.
- Frivillige, der arbejder med stillads, tunge maskiner eller farlige redskaber.
- Personer, der udfører opgaver på vegne af FDF under særlige byggeprojekter eller ved større renoveringer.
Særligt for ansatte i kredse
Hvis en kreds ansætter en eller flere personer mod løn eller honorar til at udføre et arbejde, fx rengøring, køkkenhjælp, administration eller vedligeholdelse, skal kredsen selv tegne en lovpligtig arbejdsskadeforsikring lokalt.