Kredshjemmesider

Sidst opdateret 04.11.2024

Alle kredse kan få en flot og praktisk FDF-hjemmeside, som kan tilpasses og opdateres uden særlig teknisk indsigt. Det er en nem og billig adgang til en hjemmeside, der er let at vedligeholde, og som både kan være et flot ansigt udadtil og et praktisk værktøj for kredsarbejdet.

Kredshjemmesiderne er bygget i WordPress i en builder kaldet WP Bakery. Ved bestilling får kredsen en næsten færdig kredshjemmeside, som kun kræver minimal tilpasning af teksten. Herfra kan den tilpasses til kredsens aktiviteter og ambitioner for løbende opdatering af indholdet.

I videovejledningerne kan du finde hjælp til de grundlæggende funktioner.

Hvis du har problemer, som du ikke kan få svar på i vejledningerne, eller hvis du vil hente inspiration fra de mange andre kredse, som har erfaring med at bruge kredshjemmesiderne, kan du spørge i Facebook-gruppen FDF – KredsCMS.

Prisen for en kredshjemmeside vil fra 2025 være 650 kroner, og derefter vil der være en årlig fremskrivning af prisen på 3 %.

Betalingen sikrer, at systemet løbende kan opdateres, og at der er midler til udbedring af tekniske fejl samt til design- og funktionsmæssig udvikling.

Der udsendes særskilt faktura for kredshjemmesider i årets første kvartal.

Indtil videre skal alle administratorer oprettes af Forbundskontoret. Ved bestilling oprettes automatisk en administrator-adgang til bestilleren, og øvrige administratorer kan blive oprettet ved henvendelse til kredscms@FDF.dk.

Inden længe bliver det muligt at tildele og fjerne administrator-adgang til kredshjemmesider fra Medlemsservice. Efter overgangen til den nye login-løsning vil administrator-adgangen styres af funktionen KredsCMS-administrator, som kan tildeles/fjernes af kredsledere og medlemsansvarlige. Sørg allerede nu for, at funktionen KredsCMS-administrator giver til alle i kredsen, som skal have adgang til at redigere hjemmesiden.

Kredshjemmesider får tildelt en URL med formen FDF.dk/kredsnavn.

Hvis kredsen også har købt sit eget domæne – fx FDF-kredsnavn.dk – skal kredsen selv oprette en URL-redirect i DNS-indstillingerne for at viderestille til siden.