Bålmærket

Mærketype:
Klassemærke

Mærkeudvikler:
FDFs mærkeudvalg, 2025.

Formål:
Formålet er at give gode oplevelser med at lave bål, samt at kunne håndtere bål og ild forsvarligt.

Fokus for mærket er på det båltekniske og bålslukning. Der vil naturligt være lidt overlap med madmærket og udstyrsmærket.

Inspiration

Sådan skaber du den gode oplevelse:

Den gode oplevelse med bål i FDF handler om mere end blot at tænde en ild. Det handler om at skabe et trygt, lærerigt og engagerende rum, hvor børn og unge udvikler respekt for naturen, lærer vigtige færdigheder og styrker fællesskabet. Nedenstående principper gælder på tværs af alle klasser, men skal tilpasses den enkelte aldersgruppes modenhed og kompetencer.

  1. Tidlig introduktion til bålregler: Start altid med at gennemgå bålreglerne på en alderssvarende måde. Brug billeder, sange, rollespil eller quizzer for at gøre det engagerende.
  2. Demonstration og øvelse: Vis, hvordan man håndterer tændstikker, brandslukningsredskaber mv. Lad børnene øve under opsyn.
  3. Hands-on: Lad børnene være med i alle faser – fra at samle brænde og bygge bålet til at tænde, vedligeholde og slukke ilden.
  4. Eksperimenter: Husk eksperimenterne. Undersøg forskellige typer brænde og optændingsmaterialer. Test fx hvad der brænder godt, og hvad der ikke gør.
  5. Samarbejde: Arbejd i små grupper om at løse opgaver relateret til bålet.
  6. Roller og ansvar: Giv alle børn en rolle (fx “bålmester”, “sikkerhedsansvarlig”, “brændehenter”) for at fremme ansvarlighed og engagement.
  7. Ros børnenes indsats og bidrag til fællesskabet.
  8. Efterlad ingen spor: Lær børnene at rydde op efter sig og efterlade bålpladsen, som de fandt den (eller bedre!).
  9. Brug bålet: Lav mad, brug lyset eller varmen fra bålet eller brug det til lejrbål.

Mærket tildeles for en båloplevelse på puslingeniveau.

En oplevelse på puslingeniveau kan tage udgangspunkt i aktiviteter som at lære at stryge tændstikker og holde ved dem bagefter, at lægge brænde på et tændt bål, uden at kaste det, samt at lære grundlæggende regler om hvordan man opfører sig ved bålet.

Formålet er at få puslingene til at opnå tryghed ved bålet, samt at de lærer at udvise den nødvendige respekt til at kunne opholde sig sikkert omkring bål.

Vejledning

Det kan være en fordel at bruge mere end ét møde. Evt. kan der kombineres med madmærket. Ét eller flere møder kan tage udgangspunkt i det følgende:

  1. Introduktion til bålregler:
    • Forklar bålreglerne på en enkel og forståelig måde.
    • Brug billeder eller sange for at gøre det mere engagerende.
    • Lad puslingene gentage reglerne, så de husker dem.
  2. Placering af bål:
    • Gå rundt og kig på forskellige steder, og tal med puslingene om, hvorvidt det er et godt sted at tænde bål.
    • Eksempler: Under et træ (ikke godt), i et cykelskur (ikke godt), på en tør hvedemark (ikke godt), på en markeret bålplads (meget godt), osv.
  3. Optænding sammen:
    • Øv at stryge tændstikker under opsyn og lad puslingene holde ved dem bagefter.
    • Tal om, hvorfor man bruger pinde i forskellige størrelser i optændingsprocessen.
    • Tænd bålet sammen med puslingene.
  4. Vedligeholdelse af bålet:
    • Lad puslingene putte brænde på bålet i løbet af mødet, så de får en fornemmelse af, hvordan man vedligeholder et bål.
    • Vis dem, hvordan man lægger brænde forsigtigt på, så det ikke kastes.
  5. Vis hvordan forskellige typer af stof brænder:
    • Vis hvordan forskellige typer af stof brænder, så børnene kan se, hvordan det har betydning at vælge den rigtige påklædning, når man omgås bål.
  6. Brug bålet:
    • Brug bålet til en simpel aktivitet, fx madlavning, skumfiduser, varme eller som lyskilde.

Flere aktivitetsforslag

  • Bålkæde: Lad puslingene holde hinanden i hånden og danne en kæde omkring bålet, mens I taler om, hvordan man passer på hinanden og bålet.
  • Tændstikleg: Øv at stryge tændstikker under opsyn og lad puslingene holde ved dem bagefter.
  • Brændekaptajn: Puslingene tager små stykker brænde og lægger dem på bålet.
  • Bålsang: Syng en sjov bålsang sammen fx ”vi har lejrbål her”. Måske kan den endda skrives om til at handle om bålregler? ”Vi har bålregler her”.
  • Skumfidusgrillning: Grill skumfiduser over bålet og fortæl historier.
  • Pindesamler: Lad børnene hjælpe med at samle optændingspinde.
  • Historiefortælling: Del historier og myter om ild. Lad børnene digte deres egne fortællinger inspireret af flammerne.

Bålregler

Bålreglerne kan være:

  1. Løb ikke ved bålet. Bevæg dig roligt.
  2. Hold øje med bålet.
  3. Slukningsudstyr klar: Der skal altid være vand, sand, brandslukker eller andet slukningsudstyr tæt på bålet.
  4. Lav altid bålet langt fra brandbare ting.
  5. Ryd bålpladsen: Hold området omkring bålet frit for brandbart materiale (papir, tørt græs mv.)
  6. Ingen fakler: Lad være med at stikke en pind ind i bålet, til der er ild i den, og så fægte rundt med den.
  7. Ingen flintesten. Der må ikke være flintesten i bålet, da de kan sprænge, hvis de bliver varmet hårdt op.
  8. Læg brænde på – kast ikke: Vi lægger forsigtigt brænde på bålet, så gnisterne ikke flyver.
  9. Sluk grundigt: Sluk bålet helt når I forlader det. Tjek at der ikke er gløder.
  10. Efterlad ingen spor: Vi rydder op efter os of efterlader bålpladsen som vi fandt den.

Materialer

  • Tændstikker
  • Brænde i forskellige størrelser
  • Skumfiduser
  • Grillpinde
  • Billeder af bålregler

Mærket tildeles for en båloplevelse på tumlingeniveau.

En båloplevelse på tumlingeniveau kan fx tage udgangspunkt i at finde og klargøre optændingsmaterialer, samt at opbygge bål i mindre grupper.

På tumlingeniveau vil oplevelsen normalt indbefatte at man har været med til at samle brænde, tænde et bål, vedligeholde det ved at lægge brænde på og at slukke det igen. Formålet er at man oplever, at man rent faktisk kan lave et bål.

Vejledning

Det kan være en fordel at have taget dolke- og evt. øksemærket (begge en del af udstyrsmærket) først. Det kan være en fordel at bruge mere end ét møde så der er tid til at tænde, vedligeholde og slukke et bål, og snakke om processen, samt at man kan lave aktiviteter så som madlavning.

Ét eller flere møder kan tage udgangspunkt i det følgende:

  1. Optændingsskattejagt:
    • Lad tumlingene lede efter relevante optændingspinde (tørre pinde, bark, blade) i forskellige størrelser.
    • Tal om, hvorfor man bruger små pinde først og større bagefter, og hvorfor tørt materiale brænder bedre end vådt.
  2. Bålbygger-hold:
    • Del tumlingene i mindre grupper og lad dem samarbejde om at opbygge et lille bål (fx tipi-bål eller pyramidebål).
    • Tal om hvilke hensyn der skal tages i forhold til vind og vejr.
    • Øv eventuelt at tænde et lys med henholdsvis tændstik og lighter inden, hvis børnene har brug for at øve dette.
  3. Brandtrekanten:
    • Snak om, hvilke forhold der skal til, for at der opstår ild med udgangspunkt i brandtrekanten (ilt, varme og brændbart materiale).
    • Rollespil: Lav et skuespil eller se om I kan få børnene til at spille “Ilt”, “Varme” og “Brændsel” og vise, hvordan de arbejder sammen for at lave ild. En mere simpel leg er bare at stå i hvert hjørne af brandtrekanten (et reb rundt om 3 af børnene). Et af børnene tages ud – hvad sker der med trekanten?
    • “Hvad mangler?”-leg: Fjern en af delene i brandtrekanten (fx tag en pind væk fra bålet), og spørg børnene, hvad der mangler for at ilden kan brænde.
    • “Sluk ilden”-udfordring: Brug en vandforstøver til at “slukke ilden” ved at fjerne varmen eller ilten.
  4. Snitte og tænde (ekstra):
  5. Brug bålet:
    • Lav skumfiduser, popcorn, snobrød eller varm kakao over bålet.
    • Brug bålet til at varme jer eller som lys når det bliver mørkt.
  6. Bålslukning:
    • Sluk bålet sammen med en spand vand, sand eller en haveslange.
    • Vis evt. hvordan man kan kvæle et stearinlys med en klokkeformet lyseslukker.

Flere aktivitetsforslag

  • “Find 5 pinde”-leg: Find fem tørre pinde i forskellige størrelser.
  • “Bålbygge-stafet”: Hvert hold bygger et bål i en stafet.
  • “Hvad brænder bedst?”-eksperiment (under opsyn!).
  • Lav “amerikanske tændstikker” (hvis der er tid og interesse).
  • Grill skumfiduser og fortæl historier.
  • Sluk bålet med vand og se dampen stige op. Evt. med vandforstøvere.

Sådan skaber du den gode oplevelse

  • Sørg for, at alle tumlinge føler sig trygge ved bålet og tændingsprocessen.
  • Inddrag tumlingene aktivt i processen omkring bålet. Giv plads til at børnene selv arbejder med bålet
  • Gør det sjovt og legende at lære om bål.
  • Introducer bålregler og båltrekant på en letforståelig måde.
  • Afslut altid med en positiv oplevelse, fx skumfiduser, varm kakao eller en fællessang.

Brandtrekanten

Brandtrekanten består af:

  • Ilt: Ild har brug for ilt for at brænde. Altså den ilt der er i luften.
  • Varme: Noget varmt, der starter ilden.
  • Brændsel: Noget der kan brænde, fx træ, papir eller benzin.

Materialer

  • Tændstikker/lighter
  • Brænde i forskellige størrelser
  • Optændingsmaterialer (bark, blade, små pinde)
  • Illustration af brandtrekanten
  • stearinlys og lyseslukker
  • vandforstøver
  • Spand og vand
  • Dolke
  • Skumfiduser, snobrødsdej, popcorn osv.
  • Grillpinde

Mærket tildeles for en båloplevelse på pilteniveau.

En båloplevelse på pilteniveau kan være at slukke bål (og brand) forsvarligt og at man oplever de processer, der er i gang, når man slukker en brand. Formålet er at give piltene forståelse for bål og ild, samt at give dem de nødvendige færdigheder og viden til at kunne håndtere et bål og slukke det igen sikkert og forsvarligt.

En båloplevelse på pilteniveau kan også have et ”bålbyggertema” evt. sammen med bålslukningen, men det anbefales at der introduceres grundigt til bålslukning inden der arbejdes med mere komplekse og eksperimentelle dele af at bålarbejdet, herunder leg med ild.

Vejledning

Det anbefales at mærket tages over en møderække eller på en lejr, hvor man kan komme i dybden med aktiviteterne og evt. både nå bålopbygning og bålslukning.

En møderamme omkring bålslukning kan tage udgangspunkt i det følgende:

  1. Brandtrekanten i praksis:
    • Gennemgå brandtrekanten (ilt, varme, brændsel) og forklar, hvordan man kan fjerne hvert element for at slukke en brand (se nærmere under tumlingemærket).
    • Demonstrer, hvordan man “fjerner” elementerne i praksis (kvæler ilden, køler den ned, fjerner brændsel).
  2. Slukningsmetoder og redskaber:
    • Introducer forskellige slukningsmetoder (kvælning, køling, fjernelse af brændsel) og de redskaber, der kan bruges alt efter hvad I har tilgængeligt (vandspand, sand, branddasker, brandtæppe, CO2-slukker, grydelåg).
    • Demonstrer brugen af hvert redskab og forklar, hvornår det er mest effektivt.
  3. Branddasker:
    • Tænd nogle aviser på et sikkert område (obs. på at asfalt kan smelte).
    • Lad piltene forsøge at slukke aviserne med branddaskeren.
  4. Forebyggelse af brand:
    • Tal om, hvordan man kan forebygge brand ved at rydde bålpladsen, holde afstand til brændbare materialer og være opmærksom på vind og vejr.
    • Demonstrer evt. hvordan vind kan påvirke et bål og sprede gnister.
    • Lad piltene planlægge og bygge et bålsted, der er brandsikkert og nemt at slukke.
  5. Håndslukning:
    • Prøv at slukke en brand med en håndslukker/brandbatteri.
    • Er der adgang til en pulverslukker demonstrer evt. hvordan den virker (naturligvis ikke hvis det er en del af fast ophængt brandudstyr).
  6. Ansvar og regler:
    • Forklar reglerne for bål og åben ild i naturen.
    • Tal om det personlige ansvar for at undgå brande og respektere naturen.
  7. Hvis det går galt:
    • Prøv at lave en simpel plan for, hvad man gør i tilfælde af en løbsk brand.
    • Øv, hvordan man alarmerer (112) og giver præcise oplysninger om stedet og situationen.
  8. Oliebrand
    • Stearin kan hvis varmes nok op på bålet godt simulere en oliebrand – evt. skal der et stykke avis til som væge – sand/grus i bunden gør gryden mere stabil. Gryden kan ikke bruges til andet bagefter, men kan gemmes til næste gang hvis den køles forsvarligt ned.
    • Prøv at slukke en gryde der er brand i med et brandtæppe eller med et låg. Brandhandsker er en god idé til de utrygge, men pas på at de ikke bliver dyppet i stearinen.
    • Prøv evt. at demonstrere hvad der sker hvis man hælder vand i brændende olie. OBS: Dette skal kun foretages med ekstra stor omtanke på sikkerhed – helst hvor man har oplevet demonstrationen selv inden man viser det som leder. Alle pilte skal langt væk. Pladsen totalt ryddet og med stor afstand til alle genstanden. Der kan herefter kastes lidt (fx en lille kopfuld) vand i den brændende gryde. Flammerne kan blive 10 meter høje eller mere(!).

Flere aktivitetsforslag

  • Slukningsstafet: Del piltene i hold og lad dem konkurrere om at slukke en “brand” (fx en balje med ild eller en afgrænset bunke brænde) hurtigst muligt ved hjælp af forskellige slukningsredskaber.
  • “Red en skovbrand”: Lav en model af en skov med små træer og brændbart materiale. Lad piltene slukke en “skovbrand” ved at bruge vandforstøvere, spande med vand og branddaskere.
  • “Brandinspektion”: Gå en tur rundt på lejrpladsen og identificer potentielle brandfarer. Diskuter, hvordan man kan minimere risikoen og lav en “tjekliste” til fremtidige bål.
  • “Sluk ilden”-rollespil: Lav et rollespil, hvor piltene skal reagere på forskellige brandscenarier (fx et bål, der spreder sig, en person, der har tabt gløder på sit tøj).
  • Besøg en brandstation: Aftal et besøg på den lokale brandstation og få en rundvisning og en demonstration af brandslukningsudstyr.
  • Byg et brandsikkert bålsted: Lad piltene planlægge og bygge et bålsted, der er brandsikkert og nemt at slukke.
  • Lav en branddasker: Lær piltene at lave deres egne branddaskere af gamle klude, sække og et kosteskaft. Test daskerne efterfølgende.
  • Demonstration af forskellige slukningsmidler: Vis forskellen på, hvordan vand, sand og en CO2-slukker virker på en lille kontrolleret ild.
  • Besøg. Få fx nogen fra jeres lokale brandstation ud og undervise i brandslukning

Sådan skaber du den gode oplevelse

Sikkerhed frem for alt: Gør det klart, at sikkerhed er det allervigtigste. Forklar reglerne tydeligt og sørg for, at piltene forstår dem. Særligt hvis ”vand i oliebrand” demonstreres. Men demonstrationen er en ganske effektfuld afslutning på mødet.

Lav øvelser: Lad dem prøve så meget som muligt, med lidt teori/viden ind i mellem.

Støt: Det er ikke alle der er lige trygge ved at slukke ild, særligt ikke en oliebrand. Det er ok at skulle prøve en gang mere inden at man er klar.

Materialer

  • Tændstikker/lighter
  • Brænde
  • Optændingsmateriale
  • Vandspande
  • Sand
  • Brandslukningsudstyr (Branddaskere, Brandtæppe, Brandhandsker, CO2-slukker hvis tilgængelig mv.)
  • Stearin
  • Gammel gryde
  • Avis
  • Vandforstøvere
  • Materialer til at bygge et brandsikkert bålsted (sten, grus, jord)
  • Evt. Gamle klude, sække og kosteskaft til branddaskere
  • Evt. en model af en skov
  • Evt. plakat med brandtrekanten
  • Evt. videoer eller billeder af brande og brandslukning
  • Evt. legetelefon (til at kunne ringe 112)

Mærket tildeles for en båloplevelse på væbnerniveau.

En oplevelse på væbnerniveau omhandler normalt at udvide væbnernes horisont omkring brugen af bålet og forskellige bålteknikker. Formålet er at de oplever, at de kan klare mest muligt af det båltekniske selv og tænde bål under forskellige forhold.

Vejledning

Det er en fordel at have taget udstyrsmærket op til niveau 3 forud for Bålbyggermærket. Det anbefales, at mærket tages over en møderække (ikke nødvendigvis i rækkefølge) eller i forbindelse med en lejr, hvor man kan komme i dybden med aktiviteterne og dermed skabe den bedste ramme for den gode oplevelse. Der kan tages udgangspunkt i følgende aktiviteter:

  1. Båltyper og deres anvendelse:
    • Introducer forskellige båltyper (fx tipi, pagode, jægerild, stjernemønster, shelterbål) ulemper i forhold til forskellige formål (madlavning, varme, lys, signal).
    • Lad væbnerne bygge de forskellige båltyper og eksperimentere med deres anvendelse. Hvilke fordele har de forskellige båltyper når de sammenlignes?
  2. Brænde og brændværdi:
    • Undersøg forskellige træsorters egenskaber som brændsel (fx brændværdi, røgudvikling, glødedannelse).
    • Lær væbnerne at identificere forskellige træsorter og vurdere deres egnethed som brændsel.
  3. Brug af økse, dolk og sav:
    • Repeter sikker brug af økse og sav til at kløve og save brænde.
    • Øv forskellige mere komplicerede teknikker til at kløve og save brænde effektivt.
    • Hav særligt fokus på hvordan fint optændingsbrænde forarbejdes (findeling med øksen, optændingsbrænde i forskellig størrelse, amerikanske tændstikker, snitte spåner mv.).
  4. Jagt på optændingsmateriale:
    • Illustrer forskellige typer af optændingsmateriale både naturlige (grankviste, birkebark mv.) og forarbejdede (stearinbomber mv.).
    • Tag på jagt efter optændingsmateriale eller arbejd med at forberede noget selv.
  5. Optænding under vanskelige forhold:
    • Lær væbnerne at tænde bål under forskellige vejrforhold (fx regn, blæst, sne) ved hjælp af forskellige teknikker og optændingsmaterialer.
    • Øv at beskytte bålet mod vind og vand.
    • Prøv at tænde bål et sted hvor der ikke er forarbejdet brænde til rådighed, fx på en bålplads i en skov.

Flere aktivitetsforslag

  • Bålregelbingo: Find på nogle forkerte bålregler og bland dem med de rigtige. Væbnerne skal stille sig enten ved ”rigtigt” eller ”forkert” alt efter hvad de tror.
  • Bålmesterkonkurrence: Lad væbnerne konkurrere i forskellige bålrelaterede discipliner (fx hurtigste optænding, højeste flamme, bedste madlavning, brænd snor over hurtigst osv.).
  • Råddent eller friskt? Lær væbnerne at kende forskel på råddent og friskt træ.
  • “Survival-bål”: Giv væbnerne en udfordring om at tænde et bål uden moderne hjælpemidler (fx kun ved hjælp af flint og stål, ildbor eller solenergi).
  • “Mad over bål”-workshop: Lær væbnerne at tilberede forskellige retter over bål (fx gryderetter, brød, kager, popcorn, “Trommestikker”). Fokusér primært på bålet.
  • Bålkunst: Udforsk kreative måder at bruge bålet på (fx lave bålkunst, lave kultegninger, brænde mønstre i træ).
  • Natbål: Lav et hyggeligt natbål med historiefortælling, sange og skumfiduser.
  • “Bål i blæsevejr”: Hvordan tænder man forsvarligt et bål, når det blæser? Brug et shelterbål som eksempel.
  • Båltårn: Byg et bål, der skal være så højt som muligt.
  • Glødebål: Byg et fladt glødebål, der er godt at bage (snobrød mm) over.
  • Ild på andre måder: fx fireballs eller at gå en tur med fakler.

Sådan skaber du den gode oplevelse

  • Sikkerhed er førsteprioritet: Gør det klart, at sikkerhed er det vigtigste, og at alle skal overholde bålreglerne.
  • Deltagelse og ansvar: Lad væbnerne være med til at planlægge og gennemføre aktiviteterne fx hvilken type bål de gerne vil lave. Giv dem ansvar og mulighed for at træffe beslutninger. Arbejd mod at de selvstændigt kan forberede materialer, optænding og brænde.
  • Udfordringer og succesoplevelser: Tilpas udfordringerne til væbnernes niveau og sørg for, at alle kan opleve succes.
  • Leg og konkurrence: Inddrag lege og konkurrencer for at gøre læringen sjov og motiverende.
  • Fællesskab og samarbejde: Skab et godt fællesskab omkring bålet ved at arbejde sammen om opgaver og hjælpe hinanden.

Materialer

  • Tændstikker/lighter
  • Brænde (i forskellige størrelser og træsorter)
  • Optændingsmaterialer (fx birkebark, tørre blade, vat)
  • Dolk, økse og sav
  • Knive til snittearbejde
  • Evt. gryder og pander (til madlavning)
  • Evt. materialer til bålkunst
  • Evt.  flint og stål, ildbor eller solfanger (til “Survival-bål”)

Mærket tildeles for en båloplevelse på seniorvæbnerniveau.

En oplevelse på seniorvæbnerniveau kan generelt tage udgangspunkt i en udvidelse af aktiviteterne på væbnerniveau, men det foreslås specifikt at have fokus på gløderne; hvordan de skabes, pustes til flammer, styres og flyttes så de giver den bedste virkning – særligt i forbindelse med madlavning. Formålet er at opnå at seniorvæbnere aktivt kan styre gløderne og bålet som helhed.

Vejledning

Som seniorvæbner har man helt styr på, hvordan man tænder et bål og bruger det til almindelige ting som madlavning. Det er derfor tid til at ligge flere niveauer på – særligt omkring hvordan man bearbejder et bål til lige det formål som man skal bruge bålet til. Seniorvæbnerne skal gerne stå tilbage med en følelse af at kunne arbejde fuldstændigt selvstændigt med bålet og være trygge i det.

Det anbefales, at mærket tages over en møderække (Ikke nødvendigvis i rækkefølge) eller i forbindelse med en lejr, hvor man kan komme i dybden med aktiviteterne og dermed skabe den bedste ramme for den gode oplevelse.

Der kan tages udgangspunkt i følgende aktiviteter:

  1. Ildbue/ildbor:
    • Prøv at lave en ildbue og tænd et bål med den.
    • Hav savsmuld eller andet optænding klar. Lav en øvelse med at puste liv ud fra en lille glød (tag evt. små gløder fra et bål hvis det ikke lykkedes med ildbuen).
    • Introducer evt. forskellige andre metoder til at tænde ild uden tændstikker eller lighter (flint, ildstål, solfanger, batteri).
  2. Glødernes kunst:
    • Lær om gløders egenskaber – varme, holdbarhed, anvendelse.
    • Øv teknikker til at skabe, vedligeholde og manipulere gløder (puste liv i, dække til, flytte).
    • Brug gløder til bagning i jordovn, glødebrød, dutch oven eller stegning på sten. Arbejd med at flytte gløderne med en spade.
  3. Bålflytning – sikkert og effektivt:
    • Diskuter sikkerhedsforanstaltninger ved flytning af bål (vind, underlag, afstand til brændbart materiale).
    • Demonstrer forskellige metoder til flytning af bål (trillebør, spand, båltæppe).
    • Øv flytning af et bål under kontrollerede forhold.
    • Arbejd med et ”fødebål” og et ”glødebål” og flyt gløderne mellem de to bål.
  4. Forskellige bålstedstyper:
    • Arbejd med forskellige bålstedstyper (fx udgravet bålplads båltønde/bålfad, hævet bålsted, bål på en glasuldsplade eller lignende brandsikkert underlag)

Flere aktivitetsforslag

  • “Glødemester-udfordring”: Giv seniorvæbnerne en række opgaver, der kræver avanceret manipulation af gløder (fx bagning af brød i jordovn, tilberedning af en ret, der kræver præcis varmestyring).
  • “Bålflytnings-stafet”:
    • Del seniorvæbnerne i hold og lad dem konkurrere om at flytte et bål sikkert og hurtigt fra et sted til et andet.
    • Lav evt. nogle forhindringer på forhånd for at se om de opdager dem og flytter dem inden de går i gang.
  • “Survival-bål”: Udfordrer seniorvæbnerne til at tænde et bål uden moderne hjælpemidler og holde det i gang i mindst 24 timer.
  • Båltypeworkshop:
    • Lav en workshop eller konkurrence hvor der skal bygges en række forskellige typer af bål (fx pagodebål, pyramidebål, berberild, stjernebål, jægerild, Finsk ild, reflektorbål og langbål)
    • Diskuter deres anvendelse til madlavning, bagning, røgning, tørring, opvarmning og lys – og hvordan de afhænger af hvad for noget brænde der er tilgængeligt.
    • Lad evt. seniorvæbnerne vælge den mest egnede båltype til en given opgave.
  • Sauna: Byg og brug en primitiv sauna, der opvarmes af et bål eller hvor stenene skal flyttes ind i saunaen fra bålet.
  • Bålquiz
    • Giv seniorvæbnerene nogle forskellige opgaver, og lad dem vælge en båltype til at løse opgaven.
    • Lav en gryderet uden at de får et grydestativ med. Det vil her være oplagt, at de vælger at lave en jægerild, en lignende båltype eller benytter sten, for at løse opgaven. Pointen er at der skal være fokus på hvordan bålet klargøres.
  • Hold liv i bålet: Prøv fx på en lejr at holde ild i bålet i 24 timer.

Sådan skaber du den gode oplevelse

  • Udfordringer og succesoplevelser: Tilpas udfordringerne til seniorvæbnernes niveau og sørg for, at alle kan opleve succes.
  • Ros: Husk det kan også være en succes selv om fx et ildbor ikke lykkedes.
  • Brug bålet: Brug bålet til et eller andet, fx bare til at varme noget vand og slutte af med te eller kakao, hvis der ikke laves mad.

Materialer

  • Materialer til ildbue (snor, buede grene)
  • Savsmuld eller lignende.
  • Brænde (forskellige træsorter og størrelser)
  • Optændingsmaterialer (birkebark, tørre blade)
  • Redskaber til bålflytning (trillebør, spand, skovl, båltæppe)
  • Redskaber til at tænde ild uden tændstikker (ildbor, flint og stål, solfanger)
  • Dolke og økser til brændeklargøring og ildbuer.
  • Bålhandsker.
  • Evt. gryder, pander og redskaber til madlavning
  • Evt. materialer til at afskærme for vind og vejr.

Mærket tildeles for en båloplevelse på seniorniveau.

En båloplevelse på seniorniveau kan være aktiviteter hvor samarbejde er nødvendigt. Formålet er således normalt at kunne samarbejde om at tænde et bål med primitive redskaber eller kan indgå i en gruppe i der effektivt etablerer et shelterbål i blæsevejr.

Der kan fx tages udgangspunkt i klassiske aktiviteter som fremstilling af ildbor, optænding på tid, optænding i kraftig vind eller regn eller transport af gløder eller et helt bål, men med øget fokus på at det kræver samarbejde – foruden øvelse – for virkeligt at lykkedes med aktiviteterne. Desuden er det oplagt at have fokus på det med at tage ansvar ved bålaktiviteter med mindre børn.

Vejledning

Seniorerne er eksperter i bål. De kan lave avancerede båltyper og håndterer alle slags bål. De kan derfor præsenteres for mere udfordrende måder at bruge ilden på. Seniorerne kan også komme ud for at være ansvarlige, når der afvikles bål i kredsen, og de skal kunne vejlede de mindre børn i forsvarlig adfærd omkring bål.

Aktiviteterne kan sammensættes på mange forskellige måder, men der kan tages udgangspunkt i det følgende, alt efter hvor mange møder der planlægges efter:

  1. Primitive metoder til at tænde ild:
    • Undersøg og øv forskellige primitive metoder til at tænde ild (ildbor, håndbor, plovmetoden, flint og stål, forstørelsesglas, friktionsmetoder).
    • Diskuter fordele og ulemper ved de forskellige metoder, og hvornår de er mest anvendelige.
  1. På løb med bålet:
    • Giv hvert hold en trillebør, evt. med glasuld i bunden.
    • Lad dem tænde bål i trillebøren og giv dem noget ekstra brænde med
    • Gennemfør en række poster hvor de hver gang skal bruge bålet – som de naturligvis skal holde liv i.
  1. Madlavning over bål – ekspertniveau:
    • Planlæg og tilbered en menu over bål med fokus på avanceret madlavningsteknik (fx røgning, langtidsstegning, bagning i jordovn).
  1. Samarbejde under pres:
    • Deltag i en tidskonkurrence, hvor I skal tænde et bål, tilberede et måltid og slukke bålet på en bestemt tid.
    • Skab ekstra udfordringer (fx begrænsede ressourcer, dårligt vejr, skader).
  1. Bålaktiviteter for yngre deltagere:
    • Planlæg og gennemfør en bålaktivitet for en yngre FDF-klasse (fx puslinge, tumlinge, pilte).
    • Fokusér på at lære dem grundlæggende bålregler, sikkerhed og enkle bålteknikker.

Flere aktivitetsforslag

  • “Bål-OL”:
    • Arranger en konkurrence med forskellige bålrelaterede discipliner (fx tænd ild hurtigst, kog vand hurtigst, byg det højeste bål, lav det bedste snobrød).
    • Del deltagerne i hold og lad dem konkurrere mod hinanden.
  • “Bål-hike”:
    • Udvid bålløbet og planlæg en hel hike, hvor ilden er det centrale element.
    • Medbring et transportabelt bålsted (fx en båltønde eller et bålfad) og brug bålet til at lave mad, varme jer og skabe hygge på de forskellige poster.
  • “Bål-luksus”:
    • Design og byg et avanceret bålsted med luksusfaciliteter (fx brusebad med varmt vand, vildmarksbad, sauna, sædevarme i raftebordet).
    • Sørg for at overholde alle sikkerhedsregler.
  • “Bål-redningsaktion”:
    • Simuler en situation, hvor et bål er ved at sprede sig.
    • Lad seniorerne samarbejde om at slukke ilden og redde de omkringliggende omgivelser.
  • Afhold en lejr, hvor ilden er den eneste varmekilde.
  • Båludstyr – fremstilling eller vedligeholdelse:
    • Byg eller reparer et stykke båludstyr (fx grydestativ, bageovn, røgeovn, feltkomfur).
    • Lær at vedligeholde og reparere forskellige typer båludstyr.
  • Effektiv optænding: Fremstil effektive optændningsmaterialer så som fyrsvamp, charcloth, fatwood, Stearinbomber, vat med vaseline
  • Alternative ildtændingsmetoder: Prøv med kemi, batterier og ståluld og lignende.
  • Jongler med ild
  • Fireballs

Sådan skaber du den gode oplevelse

  • Udfordringer og ansvar: Giv seniorerne udfordringer, der kræver, at de bruger deres viden og færdigheder. Lad dem tage ansvar for planlægning og gennemførelse af aktiviteterne.
  • Samarbejde og kommunikation: Tal om at det er vigtigt, at seniorerne kan lære at samarbejde effektivt og kommunikere klart og tydeligt.
  • Kreativitet og innovation: Opfordr seniorerne til at tænke kreativt og finde nye måder at bruge bålet på.
  • Læring og udvikling: Sørg for, at seniorerne får mulighed for at lære nye færdigheder og udvikle deres eksisterende kompetencer.
  • Ros: Giv konstruktiv feedback og ros seniorernes indsats og resultater – også selv om de skal drilles lidt en gang i mellem.

Materialer

  • Materialer til at tænde ild med primitive metoder (ildbor, flint og stål, solfanger, tørre blade, birkebark, fnug)
  • Materialer til madlavning (råvarer, gryder, pander, redskaber)
  • Materialer til at bygge eller reparere båludstyr (træ, metal, værktøj)
  • Transportabelt bålsted (båltønde, bålfad)
  • Materialer til luksusfaciliteter (bruser, badekar, sauna, rafter)
  • Vand, sand, branddaskere og andet slukningsudstyr.

Mærket tildeles for at gennemføre det følgende:

  • Tænde et bål uden moderne hjælpemidler,
  • Flytte bålet 5 km,
  • Holde liv i bålet i 25 timer,
  • At lave en 5-retters menu på bålet,
  • At holde lejrbål ved bålet,
  • Samt at slutte af med at slukke bålet forsvarligt og efterlade pladsen uden et spor af, at I har været der.