Naturmærket
Mærketype:
Klassemærke
Mærkeudvikler:
FDFs mærkeudvalg, 2025
Formål:
Formålet med naturmærket er at skabe gode oplevelser i og med naturen og forstå vigtigheden af at passe på og tage ansvar for naturen.
Sådan skaber du den gode oplevelse:
Emnet natur er meget bredt, derfor anbefales det, at man også søger inspiration i andre aldersklasser. F.eks. kan en pilt godt have fornøjelse af en aktivitet, der er beskrevet for tumlinge eller væbnere, disse skal blot justeres i sværhedsgrad og/eller antallet af aktiviteter I kræver af børnene for at få mærket. Vigtigst er, at børnene har fået gode oplevelser og en passende sværhedsgrad.
Mærket tildeles en naturoplevelse på puslingeniveau.
En oplevelse på puslingeniveau kan være at bygge en natur- eller dyrehule, men kan også være at opleve et naturfænomen fx solnedgang og mosekonebryg eller opleve et karakteristisk naturområde.
Vejledning
Lav en møderække evt. fordelt over sæsonen, så I kan sammenligne ting, I har fundet efterår, vinter og forår. Brug gerne flere emner fra denne inspirationsliste:Byg huler af grene f.eks. på lejrtur eller mødeaften. Har I ikke adgang til grene i den størrelse, så byg den af gamle juletræer i januar.
Lav “månedens hule” – altså en ny hule hver måned, nogle måneder af naturmaterialer, andre med en presenning eller andet. I kan anvende temaer, som egern, bjørn eller lignende. Se yderligere inspiration i næste punkt. En anden måned bygger I måske en bivuak og taler om ferieformer, fx op til en ferie o.s.v.
Leg at I er dyr, gerne i forbindelse med førnævnte huler. Brug fx følgende eksempler:
--- Bjørn: Bygge hule, tale om forråd og vintersøvn, lege 'Bjørnen sover' og udviklingslege, hvor de er legesyge bjørneunger, dovne teenagerbjørne, arrig/beskyttende morbjørn, gamle trætte bjørne.
--- Forråd: Tale om bær m.m. smag på naturen, hvilke bær m.m. kan I finde, eller lederen har taget nogle frugter med og evt. saftevand lavet på frugt.
--- Egern: Bygge en egernhule i et tårn på en legeplads. Mens I sidder i jeres hule, kan I tale om egern og deres forråd m.m., spise nødder, kogler etc. Vis gerne kogler, der er spist af henholdsvis egern, mus og fugl. Kan I se forskel? Lege som egern f.eks. aktivt vendespil med forrådskort og rovdyrskort.
--- Muldvarp: Leve under jorden ved fx at lave en labyrint under en presenning, som børnene skal finde igennem med bind for øjnene.
Oplev et naturfænomen sammen, fx en solnedgang. I kan også gå en tur, når mosekonen brygger, og tale om, hvorfor det sker – både hvad myterne fortæller, og hvad videnskaben siger. Link: https://naturguide.dk/mosekonebryg/
Spil Naturbingo.
Lav kunst med og af naturmaterialer:
--- Kom pilekviste tæt sammen i en konservesdåse, og kom dem i midten af et bål, så de ikke får luft eller ild ind. Når bålet er brændt ned, er kvistene blevet til tegnekul, som I kan tegne med.
--- Brænd lerperler i en kagedåse i midten af et bål, som kan bruges til noget andet imens.
--- Lav en sandskulptur og pynt den med muslingeskaller, marehalm, og hvad I ellers kan finde ved stranden.
--- Lav smadrebilleder (se beskrivelse under tumlingemærket)
--- Lav en ramme af grene. Hvert hold får til opgave at skabe et billede med ting, de finder i naturen. Emnet kan fx være en farve, et eventyr, eller hvad I synes passer til gruppen af børn.
Brug billeder til at tale om, hvordan forskellige dyr bor, huler under jorden, oppe i træerne, huller i murværk eller skrænter. Hvad er det praktiske i forhold til den måde at bo på, og hvilke materialer har dyrene brugt?
Find et sted, hvor I alle kan sidde eller ligge ned. Lyt efter fuglestemmer. Hvilke kan I høre? Kan I også se dem? Kan I høre andre naturlyde? Fx andre dyrelyde, vind i træer og buske, lyden af fodtrin i græs m.m. Link: https://dofbasen.dk/danmarksfugle/
Obs. Hvis I bygger huler, kan I bruge reb, men hold fokus på glæden ved at få noget til at blive sammen og skabe noget større og stærkere sammen, frem for at det er rigtige knob.
Mærket tildeles en naturoplevelse på tumlingeniveau.
En oplevelse på tumlingeniveau kan være at samle ting i naturen og bruge dem fx til at lave mad eller at male med. Det kan også være at lede efter dyrespor eller være på jagt efter fx sjældne eller karakteristiske planter i et naturområde.
Vejledning
Tumlingene kan bruge naturens bær til at lave mad af. F.eks. koge saft eller grød, bruge skvalderkål til pandebrød osv.Lav en møderække evt fordelt over sæsonen, så I kan sammenligne ting I har fundet efterår, vinter og forår. Brug gerne flere emner fra denne inspirationsliste. Vigtigst er, at børnene har fået gode oplevelser og en passende sværhedsgrad.
Inspiration:
--- Find dyrespor og dokumenter i form af billeder, gipsaftryk eller hvad der giver mening for jer.
--- Fang kriblekrabledyr - insektfælder m.v. Lær arterne at kende her: https://www.99arter.dk/
--- Mal med naturen ved at lave smadrebilleder, hvor I banker på blade, bær, blomster, græsstrå m.m. på sugende akvarelpapir. Læg gerne et stykke A4 papir imellem nævnte naturmaterialer og hammeren for at minimere svineri. Det er sjovt og kan blive nogle flotte billeder.
--- Tag en tur i skoven, sæt jer et sted og bare vær. Det skal være okay at være til stede uden nødvendigvis at skulle noget. Hvis aldersgruppen har svært ved dette, kan du vælge at bruge skoven som legeplads i stedet.
--- Følg et dyrespor i skoven. Det kan f.eks. være en dyreveksel (stier lavet af dyr), sporaftryk, myremotorveje, afgnavede grene/kogler/andet. Lad børnene prøve at gætte hvilke(t) dyr, der har lavet sporene.
--- Er der en hede nær jeres kreds (lokalt eller på lejr), kan I overveje at udforske denne. Flere af Danmarks mere sjældne planter og truede arter findes på hederne. Prøv at finde nogle sjældne og/eller truede planter på en hede. (Undlad at plukke sjældne planter. Tag heller et billede af dem)
--- Byg en båd af bark eller andet naturmateriale og leg på vandet med den. I kan f.eks. lave kapløb ned af en bæk eller å. Finde ud af, hvordan strømmen på en sø går ved at lade båden drive frit, bruge den som “offergave” til mosekonen eller nøkken.
--- Undersøg livet i det vand, I har i kredsens nærområde. Tal om forskellen på liv i fersk- og saltvand.
Mærket tildeles en naturoplevelse på pilteniveau.
En oplevelse på pilteniveau kan være en oplevelse hvor man mærker naturens kræfter i form af vind, strøm, bølger eller regn eller har fokus på natten i form af stjernehimmelen og månen. Det kan også være en oplevelse hvor man arbejder med naturens cyklus og udvikling gennem årstiderne.
Vejledning
Mærk vejret og se på stjernehimlen.Lav en møderække evt. fordelt over sæsonen, så I kan sammenligne ting I har fundet efterår, vinter og forår. Brug gerne flere emner fra denne inspirationsliste. Vigtigst er, at børnene har fået gode oplevelser og en passende sværhedsgrad.
Inspiration:
--- Bag kanelsnegle af ingredienser, som I selv har forarbejdet. Det vil sige, at I har malet mel, kærnet smør, stødt kanelstang og muligvis hentet æggene hos nogle høns. Sukker er ikke let at danne selv, men prøv evt. med honning eller andet sødt, som I kan skaffe. (Det er ok at snyde, at I laver noget på et møde, men bruger fra købmanden, når I faktisk bager. Det er op til jer.) Besøg gerne en mølle, et mejeri eller andet, der er relevant for processen. Ringsted Museum kan anbefales, da man kan male mel der i en gammeldags kværn pr. håndkraft, som faktisk kan bruges efterfølgende.
--- Lav en pilehytte som skal ”plejes” i løbet af sæsonen.
--- Dyrk nogle simple grønsager og følg med i hvordan de udvikler sig hen over sæsonen. Hvidløg kan fx sættes i oktober og være klar til kunne bruges allersidst på sæsonen – og de kræver ikke meget pasning.
Se på stjerner:
--- Hvor mange stjernetegn og -billeder kender I?
--- Lær at finde Nordstjernen, Karlsvognen, Orion, Cassiopeia, m.fl.
--- Tegn stjernebillederne. Kan I navnene på de 8 planeter?
--- Besøg et observatorium. Overnat evt. i shelterne ved Brorfelde og arranger en tur ind at se i stjernekikkerten.
Mærk vejret:
Tag en vandretur i en (lav) å. Man kan evt. bruge et par gummistøvler og regnbukser med en gang gaffa omkring samlingen som primitiv våddragt. Vandet er varmest i efteråret.
Tag på en vandretur ud til havet eller på en bakketop i efteråret for virkeligt at mærke blæsevejret. Tal det op, at jo dårligere vejr jo bedre tur!
Blæsten kan man ikke få at se, men den kan mærkes. Lav en aktivitet i blæsevejr, hvor I får mærket eller synliggjort vindens kraft.
--- Lav vindmøller eller andet, så I kan se vinden.
--- Byg drager
--- Byg vandbane ned ad skrænt eller med mælkekartoner ned ad en flagstang. Slip fantasien løs.
Mærket tildeles en naturoplevelse på væbnerniveau.
En oplevelse på væbnerniveau kan være en oplevelse hvor man går på oplevelse i større dele af naturens spisekammer eller hvor man bruger naturens materialer til redskaber eller brugskunst. Det kan også være en oplevelse hvor man deltager i arbejde med naturbevarelse, naturpleje eller naturgenopretning.
Vejledning
Lav jeres egne spisepinde, en ske eller lignende.Lav en skål af en kokosnød.
Grav ler op, lav noget af det og brænd det. F.eks. tallerkner eller skåle.
Lav mad af det, som I kan sanke i naturen. Evt. gentage dette møde nogle gange hen over året, så I lægger mærke til årets gang i naturen:
--- Forår/tidlig sommer: Jordbær, hindbær/hyldeblomster/spæde skvalderkål og brændnælder. Lav saft, marmelade, bag pandebrød med urter, lav jeres egen frisk-ost af kærnemælk og bland urter i. Mælkebøtter kan blive til saftevand - tør I smage? Kan med fordel laves på bål eller trangia.
--- Sensommer/tidligt efterår: Brombær, hyldebær, æbler.
--- Efterår/tidlig vinter: Nødder, svampe, slåen.
Leg med maden: Hvis I er et sted med krabber, så prøv at fang nogle. Det kan være ganske underholdende. (Har I mad som emne, så søg inspiration i seniorvæbnermærket)
I kan f.eks. samle muslinger eller havsnegle og bruge som madding til at fange krabber med. Krabberne kan f.eks. bruges til at lave krabbevæddeløb på stranden eller på en bro, finde ud af hvordan man kender forskel på hun- og hankrabber, prøve at fodre dem med noget forskelligt og se hvad de spiser.
Link til friskost: Naturkonsulenten.dk og https://www.youtube.com/watch?v=tHuDxGFvyH8
Brug vallen fra osten som væske i brødet eller søg inspiration på Forhistoriskmad.com
Vi behøver ikke flytte os langt for at finde naturen, vi kan opleve den natur, der er i vores umiddelbare nærhed og finde ud af, hvor tæt vi er på naturen, uanset hvor vi er. Nogle gange er naturen lille, når naturoplevelsen er stor.
Find ud af, hvilke planter der gror i det bynære miljø i jeres område. Det kan f.eks. være i grønne områder inde byen, i park og vejkant, ved fortov og stier eller ved hus og have. I kan både tage udgangspunkt i selvsåede planter (ofte betegnet som ukrudt) og de planter vi mennesker har anlagt (f.eks. træer i en allé, buske i en park, blomsterbede, m.m.). Ville man kunne spise nogle af disse planter? Mange større parker har nok til pandebrød med urter og evt. en omgang hjemmelavet friskost med urter til. F.eks. skvalderkål, burre, mælkebøtte (de spæde skud), skovsyre, brændnælder, løgkarse m.fl.
Vær med til et naturbevaringsprojekt. F.eks. buskfældning ved Hammershus med Naturstyrelsen, artsregistering, bekæmpe inovative planter og lignende på jeres grund eller sammen med større projekter. Søg inspiration til projekter, som I kan hjælpe på naturstyrelsens hjemmeside: Naturstyrelsen.dk
Stå for et arrangement, hvor I gør opmærksom på natur og indsamler penge, som sendes til f.eks. Naturfondens projekt 'Bliv naturbeskytter' på Naturfonden.dk.
Indsamling af skrald.
Mærket tildeles en naturoplevelse på seniorvæbnerniveau.
En oplevelse på seniorvæbnerniveau kan være en oplevelse hvor man lever af naturen i en periode fx en weekend eller et par møder. Det kan også være oplevelse hvor man oplever kontrasterne mellem forskellige naturtyper og naturens mangfoldighed.
Vejledning
Diskuter hvad natur er for dig. De følgende spørgsmål kan bruges som udgangspunkt men find selv på flere. Hvordan opfatter du naturen i byen kontra på landet? Hvor opsøger du naturen? Hvorfor eller hvorfor ikke er der ifølge dig naturoplevelser i en by?Hvordan kan man finde verdenshjørnerne uden kompas? Mos på træerne, hvor står solen højst og lignende. Stjernene om natten.
Kig på stjernehimlen (find også inspiration hos i pilteniveauet af naturmærket). I kan fx:
--- Besøge et observatorium.
--- Lære at navigere efter stjernerne.
--- Høre om myter og overtro forbundet med stjernerne.
--- Finde forskellige stjernebilleder.
--- Prøve at tælle alle stjernerne.
--- Finde ud af hvordan man kender forskel på stjerner og planeter.
--- Lave jeres eget stjernekort over en bestemt måned.
--- Det hele prøves af på en hike, der strækker sig over dag og nat, hvor seniorvæbnerne skal finde vej via naturens kompas.
Links:
https://planetarium.dk/viden/solsystemet/
https://www.naturpaedagogik.dk/stjerner/
Drøft forskellen på skov, naturskov og urørt skov. Besøg gerne et eksemplar af hver. Hvordan kan vi bruge denne viden til at finde mad eller bruge skoven som vejviser? I denne sammenhæng kan I ligeledes drøfte, hvordan marker, enge og heder holdes i fredede områder kontra ikke fredede områder. Med andre ord er vores natur eller i virkeligheden kultur (skabt af mennesker nærmere end skabt af naturen selv) Tal om projekter som vilderenatur og “Vild med vilje”.
Links:
https://fredninger.dk/
https://vilderenatur.dk/
https://naturstyrelsen.dk/
Før i tiden så man naturen som noget, der skulle bekæmpes og udnyttes til fordel for mennesket - fredningerne kom først til i starten af 1900-tallet. I dag er der stort fokus på samspillet mellem natur og menneske og på hvordan man kan gøre brug af naturen uden at udnytte den.
Find et fredet område i nærheden af kredsen (se fredninger.dk) og besøg det. Hvorfor er det blevet fredet? Kom med bud på, hvordan området ville have set ud, hvis ikke det var blevet fredet.
Spis naturen:
--- Sank blade, frugt og andet, der kan spises. Kan I skaffe nok til at blive mætte?
--- Er I nær en havn eller strand, så er det mange steder tilladt at spise de krabber, som man kan fange. I er derved med til at beskytte bestanden af andre arter i dette område.
Link: https://www.dn.dk/nyheder/red-havet-i-din-sommerferie-fang-og-spis-en-strandkrabbe/
En hyldest til naturen: Når I er færdige med at søge efter planter og smage på dem, så kan I lave en fotocollage af de fundne planter. Tegn dem. Find den plante, som I synes er sejest og lav en hyldestvideo til den, hvor I fortæller om den og begrunder jeres valg. Find ud af om de er spiselige. Er planterne danske, eller er de importeret fra andre lande/verdensdele?
Mærket tildeles en naturoplevelse på seniorniveau.
En oplevelse på seniorniveau kan være en oplevelse hvor starter helt fra bunden for at lave et produkt, fx tøj, reb, en bivuak eller en krukke eller hvor man udnytter et jagtudbytte eller et træ fuldt ud. Det kan også være oplevelse der indbefatter en større naturoplevelse der ligger langt fra den natur der tilbydes i lokalområdet fx fjeld og bjerge eller marsk (medmindre man holder til ved Vadehavet).
Vejledning
Se inspiration i alle mærkets niveauer. Først udforsker i alle vinklerne af emnet natur, derefter skal I øve jer på formidling ved at stå for en møderække eller en dag på en lejr, hvor I står for at de mindste kan opnå et naturmærke til skjorten.Udfordring til seniorerne selv: Byg videre på seniorvæbnermærket og hold en lejr, hvor I udelukkende lever af ting I skaffer i naturen, laver jeres eget spisegrej og afprøver, om I kan lave udstyr af naturen. Overnat i en bivuak udelukkende bygget af ting, som I har fundet i naturen. Tør I binde med reb, som I selv har produceret? Altså: All or nothing. Sank materialer i naturen og bearbejd det, helt fra råt materiale til et færdigt produkt. Test gerne produktet.
Inspiration:
- Høst græs eller brændenælder og flet det til snor eller reb, brug det f.eks. til pionering.
- Garv et skind fra et dyr. Det kan f.eks. være fra en fisk, kanin, hare eller hjort. Lav til pung, brug som dekoration på taske, vægpynt, gammeldags skriftrulle eller andet.
- Samtidig kan kødet bruges til mad; skelettet til smykker, knivskæfte; kraniet til lyseholder, vægdekoration. Find selv på mere.
- Sank harpiks og lav lim eller lak af det.
- Sank planter og farv garn eller stof med det. Brug det farvede garn/stof til at strikke, hækle, flette, sy eller andet med.
- Brug juletræet helt op – lav piskeris, stumtjener, knagerække, m.m. Byg en bivuak at sove i.
- Byg en hammer af to pinde. Brug hammeren til at bygge noget med.
- Pluk lyssiv, skræl dem og brug dem til at lave petroleumslamper med - kan kombineres med en hjemmelavet skål af ler. Lav en flinteøkse og hug brænde med den.
Mærket tildeles for gennem en weekend at have besøgt stort set alle karakteristiske naturtyper i Danmark, samt have spist samtlige måltider af ingredienser fundet i naturen.
Der tillades et minimum af forarbejdede fødevarer, men hovedbestanddelen i måltiderne skal være fundet i naturen. En enkelt naturtype kan udelades under hensyn til en mere hensigtsmæssig turplanlægning. Weekenden skal gennemføres uden motoriseret transport.
Naturtyper i Danmark indbefatter bl.a.: Strandenge (eller marskområder), klitter, heder, overdrev, mose, eng, nåleskov, løvskov, sø, å og hav.
Vejledning
Mærket tages nemmest i efteråret, hvor naturens spisekammer er størst.På mærkekirkegårdens evige jagtmarker kan du finde tidligere mærkebeskrivelser – hvor du kan finde yderligere inspiration til aktiviteter inden for mærkerammen.