Orienteringsmærket
Mærketype:
Progressivt.
Mærkeudvikler:
FDFs Mærkeudvalg, 2026
Formål:
Formålet med mærket er, at FDFerne bliver fortrolige med at orientere sig, både via kort og kompas men også med digitale hjælpemidler, samt orientere sig i forskelligt terræn.
Sådan skaber du den gode oplevelse
Mange af mærkerne er oplagt at tage over mindst 2 møder i sammenhæng, hvor man træner på det ene, og laver en større aktivitet på det andet. Man kan også vende tilbage til mange af navigations-metoderne i løbet af årets forskellige møder og ture.
Selv om mærket har fokus på det at kunne orientere sig, så læg gerne nogle lege eller sjove øvelserne ind – også bare for at få nogle begreber på plads.
Mærket tildeles for at have deltaget i aktiviteter, hvor simpel navigation via simple kort og verdenshjørner danner rammen.
Vejledning
Et eller flere møder kan tage udgangspunkt i det følgende:
- Fortæl om de fire verdenshjørner. Leg “Simon siger” eller ”Frugtsalat” med verdenshjørner.
- Lav et nærkort over et (for deltagerne) kendt sted, f.eks. jeres hytte, kredshus, eller et stykke af jeres grund. Indtegn poster, og afhold et lille løb eller skattejagt:
- Sæt fx et kryds for, hvor I har gemt en genstand. Lad et barn ad gangen prøve at finde genstanden eller forskellige genstande.
- Lave et spor af f.eks. mel, vis dem på kortet, hvordan det passer sammen kort og virkelighed.
- Tegn jeres eget skattekort. Marker forskellige ting på kortet, der er i jeres område (eller en på legeplads eller bare i jeres mødelokale). Brug kortene til at gemme en ”skat” for de andre, som de skal finde ud fra kortet. Evt. kan man bytte med fleres kort.
- Lav en eller flere aktivitet eller lege, hvor I bruger verdenshjørnerne fx:
- Lav en labyrint, hvor en FDFer med bind for øjnene skal finde vej ud fra anvisninger fra de andre omkring verdenshjørnerne.
- Lav en bane à là bombeleg, hvor deltagerne skal finde igennem med verdenshjørnerne; man må kun gå et skridt, hvis man siger verdenshjørnet, ellers så springer bomben automatisk. Kan evt. udvides til også at indeholde nordvest, sydvest, nordøst og sydøst https://legedatabasen.dk/leg/bombeleg
- Tal om, hvordan omgivelserne kan vise verdenshjørnerne. Mos på træer, retning af kirketårne, solens gang hen over dagen, osv.
Mærket tildeles for deltagelse i aktiviteter hvori brugen af kort øves. Deltagerne skal opleve, at de selv kan finde vej med et kort. Det er oplagt at afslutte med, at FDFerne skal gå en rute med kort, hvor det er dem selv, der fører kortet.
Vejledning
Et eller flere møder kan tage udgangspunkt i det følgende:
- Giv alle FDFerne et kort, og lær dem princippet om at vende det mod nord (evt. med hjælp fra kompasnålen).
- Tal om de forskellige signaturer på kortet. Gå en lille tur rundt i området og peg på forskellige ting, hvordan ser signaturen mon ud?
- Tag en masse forskellige kort frem, prøv at lade FDFerne ”gå en tur på kortene” to og to. Den ene forklarer den anden, hvad man passerer, hvis man går fra et sted til et andet, herefter byttes.
- Brug en sandkasse til at bygge bjerge, der ser ud som højdekurverne. Alternativt, så find kridt frem og prøv at lave højdekurver af forskellige ting, fx en lagkage, kredshuset, kælkebakken eller lignende.
- Lav forskellige små kortopgaver, fx hvor man skal få højdekurver til at passe med en bakke, vende kortet rigtigt, gætte de rigtige signaturer osv.
- Indtegn en rute på et kort over jeres nærområde. Lad deltagerne gå ruten, og sørg for at der sker ting undervejs på deres gåtur, der kan bekræfte dem i, at de følger den korrekte sti. Indtegn en håndfuld poster langs stier og veje, og gør det til en del af løbet, at deltagerne på skift skal finde fra en post til den næste.
- Sørg for, at deltagerne kun skal gå af tydeligt markerede veje og stier, der hvor det er virkeligt vigtigt, at de finder den rigtige vej. Det er ikke meningen, at det skal være langt, men at der skal tages stilling mange steder.
- I kan evt. afslutte med en ”ikke planlagt rute”. Lad børnene slå plat eller krone hver gang de kommer til en vej. Plat = gå til venstre, krone = gå til højre. Når de er kommet tilpas langt væk fra udgangspunktet, skal de finde hjem uden at spørge om vej. Hvordan var det i forhold til den planlagte rute på et kort?
Flere aktivitetsforslag
- Signaturvendespil, hvor man printer en række signaturtegninger og skriver deres navn på et andet kort. Herefter leger man vendespil, hvor tegning og korrekt ord matches. Man kan også lave ”signatur-gæt&grimasser”, hvor man mimer de forskellige signaturer.
- Vejviseren. Øv jer i at vise vej. Kan du forklare hvordan man kommer frem til x? En anden sidder med et kort og skal prøve at følge anvisningerne.
FDFerne skal lære at bruge en GPS til navigation. Deltagerne skal opleve selv at kunne finde vej, og planlægge hvordan de kommer fra A til B med GPS.
Mærket tildeles for deltagelse i aktiviteter, hvor dette opnås.
Vejledning
Arbejdet med GPSen er med vilje lagt ind før end kompasset, da det er en meget mere brugt navigationsform i dag.
De fleste har i dag en udmærket GPS på deres telefon – husk evt. at skrive i programmet, at de skal tage den med. Evt. kan man installere et program som Locus Map (Android) eller tilsvarende, der er mere velegnet som brug af GPS end den normale kortfunktion på telefonen.
Et eller flere møder kan tage udgangspunkt i det følgende:
- Start med en introduktion til, hvordan GPSen fungerer.
- Indkod et koordinat på en GPS, som jeres deltagere skal finde frem til. Det kan være en fordel at give dem et kort med, afhængigt af hvor store afstande det drejer sig om. Lav evt. et lille løb ud af det.
- Leg “Find lederen”. Der bliver sendt et opdateret GPS-koordinat hvert minut.
- Deltagerne skal have en GPS med trackingfunktion eller en telefon med en GPS tegneapp (kunne være https://apps.apple.com/us/app/art-trails/id6738837324 eller Locus Map). Derefter skal de tegne en figur ved at bevæge sig. På nogle telefoner/apps skal man tvinge den til at logge koordinaterne oftere, hvis man kun laver små tegninger.
- Lav et løb, hvor man skal finde frem til punkter/koordinater. Punkterne er valgt så man skal tænke over en god vej og ikke bare følge GPSen blindt (fx en å der er i vejen).
- Prøv at arbejde med rutevejledningsfunktionen og evt. metoder til ruteplanlægning på telefonen/GPSen. Samtænkt det meget gerne med kortet. Hvad er kortet godt til, hvad er GPSen?
- Tal om, at der findes forskellige koordinatsystemer. De mest udbredte til navigation er længde/breddegrad (sfærekoordinater) og UTM (projiceret kvadratnet). Evt. kan man kigge på forskellige kortprojektioner, der er nogen, der er ret sjove som ”hjernegymnastik” Hvorfor er Grønland så stor? Og hvordan gør man en appelsinskræl flad? Lej evt. med thetruesize.com, jasondavies.com/maps/transition/ eller map-projections.net
Flere aktivitetsforslag
- Geocaching.
- Lav et fotoløb hvor man skal bruge GPS-placeringstagget i billederne. Billedet viser ikke nødvendigvis noget genkendeligt, men kan bruges til at finde det præcise gemmested af posten.
- Planlæg en rute over lang afstand. F.eks. finde vej fra jeres udgangspunkt op til en lejr. Hvordan vil I komme derhen? Prøv med offentlig transport, hvor langt skal I gå eller cykle? Er der forskel på rutevalg. Hvorfor?
- Rejseplaner til offentlig transport og hvad gør man, hvis der sker ændringer undervejs? (Seniorvæbnere og op skal ofte kunne finde til og fra kurser på tværs af landet. Det sker, at f.eks. at togplanen ændres, så er det en god idé, at de unge kan finde ud af, hvad man så gør. Hvilke bynavne på oversigten henviser til tog, som kører i rigtig retning?)
FDFerne skal lære at benytte kompasset. FDFerne skal opleve de muligheder kompasset giver ift. orientering.
Mærket tildeles for aktiviteter, hvor dette opnås.
Vejledning
Et eller flere møder kan tage udgangspunkt i det følgende:
- Start med grundlæggende instruktion i kompasset, og hvordan graderne fungerer som retningsangivelse ud fra nord.
- Benyt kompasset til at løse opgaver/knække simple koder, ved at hænge bogstaver/tal/billeder o.lign. op, og udlevere ark, hvorpå kun pejlinger fra et fastlagt punkt står noteret.
- Lad FDFerne udstikke en kort pejling, som de kan give videre til de andre. Kan man finde det rigtige sted?
- Udvid øvelsen og lad FDFerne lave korte ruter til hinanden ud fra følgende regel: Man skriver, hvor man begynder, så *pejler man mod et objekt man kan se og noterer retningen. Derefter noterer man, hvor mange skridt man skal gå, for at komme hen til objektet*. Henne ved objektet laver man så en ny pejling og gentager fra * til *, 3-6 gange. Hvis ruten er lavet godt, så kan de andre prøve den, og se om de slutter samme sted, som dem, der skabte ruten. Tal om, at det bliver vanskeligere, jo flere koordinater der udstikkes.
- Lad FDFerne udstikke en pejling på et kort, som de kan give videre til de andre (man behøver ikke at gå, det kan være en ren kortøvelse).
- Lær deltagerne at pejle med et almindeligt kompas og spejlkompas i stående stilling og pejle efter fjerne objekter. Kan man finde ind på kortet.
- Lav en opgave med krydspejling, hvor man skal finde ud af hvor man er på kortet.
FDFerne skal lære at orientere, hvor de ikke nødvendigvis bare kan følge stier, eller gå i fugleflugtslinje for at komme frem, samt lære hvordan man orienterer sig i en tæt skov eller tåge uden GPS.
Mærket tildeles for deltagelse i aktiviteter hvor dette opnås.
Vejledning
Et eller flere møder kan tage udgangspunkt i det følgende:
-
- Øv/repeter jeres kompetencer i brug af kompas.
- Træn læsning af orienteringskort og typiske vandrekort, så I kender tegnene for vådområder, store sten, højdekurver, hegn m.m.
- Repetér signaturer på kort og O-kort. Hvad er de forskellige indtegnede terræner på et O-løbskort betyder.
- Målestoksforhold. Lav en aktivitet, hvor I gør brug af målestoksforhold.
- Arbejd med rutevalg. Tal om højdekurver, hvor er der vådt og andre nyttige aflæsninger af et detaljeret kort, og hvilken vej der giver mest mening
- Lav en øvelse hvor man ud fra et billede skal finde ud af hvor man er på et kort. Det kan enten gøres med billederne fx fra en fjeldtur og et kort over det samme område, men der findes også en masse opgaver på nettet fx fra ”Fell running guide” (også tilgængeligt på Facebook)
- Find vej gennem tæt skov. Hvordan navigerer man, når man ikke blot kan gå lige ud eller følge kendte stier? Lær dem at gå efter kompas og holde kursen ved at pejle efter fjerne objekter.
Flere aktivitetsforslag
- Orienteringsløb i skoven eller byen. Tilmeld jer fx et løb med den lokale orienteringsklub:
- Dansk Orienteringsløbs Forbund har opstillet O-løb rundt om i landet, som er tilgængelige for et mindre beløb. Så kan I komme på et løb, hvor posterne er sat op og I får et kort at gå efter. Posterne ikke kun står langs de store stier, og ofte sammen med signaturer der betyder særlige ting, såsom “stor sten”, “vandløb” eller “skrænt”. Se mere på deres hjemmeside https://www.findveji.dk/find-ruter
- Har I ikke en skov til rådighed på mødeaftner, så har mange skoler fået lavet et orienteringskort over skolens område. Disse skoler har oftest også i samarbejde med Dansk Orienterings Forbund fået opsat pæle med en kode på, som I med lethed kan bruge som poster til jeres mødeaften.
Mærket tildeles for deltagelse af i et løb eller tilsvarende tur, hvori de fleste af de teknikker, der er introduceret i niveauerne 1-5 indgår.
Deltagerne skal undervejs på løbet opleve at kunne finde vej uden teknologiske metoder, som GPS (og mobiltelefoner!) også over lidt større afstande.
Vejledning
Afhold et møde som repetition af alle de navigationsteknikker som ”ekspertnavigatørerne” bliver udsat for.
Tag efterfølgende på et løb, hvor FDFerne skal løse forskellige navigationsopgaver for at finde frem til næste post.
Indlæg fx poster med det følgende:
- Arbejde med krydspejling. Sæt deltagerne af et fremmed sted, men med markante pejlepunkter inden for synsvidde. Lad dem begynde med, at krydspejle sig til deres placering.
- Pejle med kompas på kort, og derefter gå retningen. Lad afstanden mellem hver post med nye retningsangivelser være 500-800 m, og ikke nødvendigvis af lige vej, så de efter at have fundet punktet på kortet skal planlægge ruten.
- Navigation efter de objekter de har til rådighed, det kunne være at benytte solen (og skygger) samt klokkeslæt til at bestemme verdenshjørnerne, eller benytte en kirkes placering til samme.
- Finde en post efter en ”Google maps”-vejledning, men hvor alle vejnavne er fjernet.
- Foretage et markant rutevalg, fx op over bakken/gennem vådområdet eller rundt om.
- Hvor man skal bruge et simpelt håndtegnet kort eller et kort, hvor en markant signaturtype mangler (fx veje).
Mærket tildeles for at gennemføre et løb, der lægger ud a la “Destination X” (behøves ikke at være i udlandet), dvs. et løb, hvor deltagerne køres afsted med bind for øjne og sættes af et ukendt sted – og til sidst finder hjem. Undervejs skal der løses opgaver og efterhånden kan danne sig et indtryk af, hvor de er.
Undervejs skal det følgende indgå:
- Der startes et ukendt sted, hvor der ikke umiddelbart er skilte.
- Der skal startes uden GPS/telefon eller tilsvarende
- Der skal være minimum 20 poster
- På hver post får man et hint til næste post
- Der skal være en post hvor man skal lokalisere 3 personer (der må flytte sig). Hver af personerne udsender et opdateret GPS-koordinat én gang i minuttet.
- Der skal indgå natorientering
- Der skal indgå orientering i tæt skov (eller tilsvarende)
- Der skal indgå GPS-koordinater, pejlinger, topografiske kort, orientering efter ikke-tekniske ting (kirketårn, stjerner, mos på træer, solen), en post, der skal findes ud fra placerings-tagget i et billede.
- Minimum 25 timers aktivt løb (fraregnet soveposter).
- Sidste post går på at finde hjem.
Vejledning
Der må påregnes noget planlægning for at skrue den helt store guldtur sammen. Find et godt øde sted, hvor der er et minimum af vejskilte til at starte, så oplevelsen bliver fra det øde og tilbage til civilisationen.
På et tidspunkt kan der være en post, hvor der udleveres et rejsekort eller andet, der gør at man kan rejse videre/flytte sig lidt længere. Desuden giver det muligheden for at kunne finde hjem til sidst.
Husk at tale med FDFerne om rammen, og at alle idéer omkring at få et lift ikke nødvendigvis er gode – især ikke, hvis man er et hold, der faktisk ikke kan være i en bil.
Køb dit mærke her
Mærkerne finder du hos eventyrsport
Mærkestatus
Beskrivelsen er opdateret.
Design er opdateret og i handel.