Informationer

Billeder på hjemmesiden

Datatilsynets retningslinjer for brug af billeder på internettet.

Praktisk info

Denne informationsside er en del af området med praktiske informationer. Start eventuel med at læse på første side ‘praktisk info’, med mindre du allerede har gjort det.

Der skelnes ikke mellem situationsbilleder og portrætbilleder, når det skal vurderes, om et billede kan offentliggøres uden at indhente samtykke. Der foretages en helhedsvurdering af hvorfor det enkelte billede skal lægges på nettet.

Før man lægger et billede op på nettet, overvejer vi, om der er et naturligt formål med at gøre det. Personerne på billedet skal ikke kunne føle sig krænkede eller udstillede, og billedet må ikke være særligt personfølsomt. Det kunne eks. være en, der var kommet til skade på et løb eller børn, der bader. Religiøse forhold er også følsomme data, og derfor vil fotografier af eksempelvis dåb og konfirmationer kræve samtykke. Det betyder dog ikke, at vi skal indhente samtykke hver gang, vi holder andagter og Gudstjenester, da deltagelse ikke nødvendigvis siger noget om ens religiøse tilhørsforhold.

Det vil sige at de fleste billeder, der er taget i forbindelse med aktiviteter og arrangementer i FDF i udgangspunktet ikke kræver samtykke. Det kunne f.eks. være:

  • Billeder taget af børn og ledere, der leger eller er på løb.
  • Billeder taget af gæster til åbne arrangementer i kredsen.
  • Et gruppebillede af den nye bestyrelse.
  • Et stemningsbillede, hvor børnene sidder rundt om bålet.
  • Billeder fra afslutningsgudstjenesten på en sommerlejr.

Datatilsynet råder til, at man er særlig varsom, når det gælder børn og unge, da de ikke på samme måde kan gennemskue konsekvenserne ved, at der lægges billeder på nettet. Det kan altså fortsat være en god idé, at informere forældre om, hvordan I bruger billeder i kredsen.