Forbundsskjorten
I FDF Mammen har vi vores forbundsskjorte på hver gang, vi mødes. Både til de almindelige mødeaftener, men også i kirken, på lejre, rejser og udlandsture. Ved bestilling bør man være opmærksom på, at stoffet ikke er så tykt, hvorfor det er en god idé at købe den rigelige stor, så der er mulighed for at have en ekstra trøje under den.
Den kan købes i børnestørrelserne 2, 4, 6, 8, 10, 12 og 14 år. I voksenstørrelserne kan købes i både almindeligt- og taljeret snit. Størrelserne er S, M, L, XL, XXL, 3XL, 4XL, 5XL og 6XL. Taljeret dog kun til og med 4XL.
Vi har som regel nye forbundsskjorter på lager, som kan købes til 500,- for børnestørrelser og 650,- for voksenstørrelser.
Betal med MobilePay til 317171 (FDF Mammen) Skriv i besked-feltet, hvad det vedrører.
Mærker på Forbundsskjorten
Vi udleverer gratis det lille aflange mærke med vores kredsnavn “Mammen”, som du selv skal stryge på skjorten. Stryg ikke direkte på mærket, men giv det rigeligt med varme, så det ikke falder af igen. Klip ikke i mærket, så flosser det.
Vi udleverer også et “zipper-tag”, hvor der står hvilken klasse, barnet tilhører. Eks. pusling, tumling, pilt, væbner, seniorvæbner eller senior. Dette bindes i lynlåsen på højre brystlomme. Vi udleverer et nyt, når barnet rykker en klasse op i FDF.
Børnene tager løbende mærker, hvor nogle skal monteres i “gitteret” på højre ærme, mens andre skal syes på. Der er stort set frit valg for hvor man har lyst til at sy mærkerne på, men vi foreslår at turmærker syes på venstre ærme og præstationsmærker på højre brystlomme.