Landslejr på Sletten 2026

04. november 2025

Når vi samles på FDF Landslejr 2026, træder vi ind i en eventyrlig verden fyldt med folk, væsener og en urgammel profeti. Alle på lejren bliver en del af den store fortælling, der danner rammerne for lejren – nemlig historien om Skovhjertet. Fortællingen udspiller sig både før landslejren, ved lejrbålene, gudstjenesten, i programmet, ude i boområderne, på Torvet og rundt omkring på lejren. Det er nemlig i legen, fællesskabet og fantasien, at magien opstår – glæd jer

Kom med på Landslejr

9. – 17. juli 2026

Fortællingen om Skovhjertet

Engang var verden fyldt med skønhed og magi. Naturen stod frodig, vilde væsener vandrede frit, og eventyrlige folk levede side om side i harmoni. Alt var vævet sammen i en skrøbelig balance, båret af skovene og deres mægtige træer, som forbandt jord, hav og himmel og gav liv til både magien og verden selv. Men med tiden begyndte balancen at skride. 

Skovene svandt ind, træerne visnede, og ét efter ét gik deres kraft tabt. Til sidst stod kun det mægtigste træ tilbage: Skovhjertet. For at beskytte Skovhjertet samlede folket al deres kraft i et stort ritual. De forseglede væsenerne inde i træet og skrev ritualet ned i Den Store Bog, så kommende generationer kunne gentage det og bevare balancen. Efter forseglingen drog folket ud i verden og blev til otte folk. Hvert folk fandt sin egen vej og lærte at leve med magien på nye måder – i havet, i ørkenen, i bjergene, i skoven, under stjernerne og på de åbne sletter. De udviklede særlige traditioner og kræfter, men fælles for dem alle er, at de stadig er bundet til Skovhjertet.

Den Store Bog beskriver, at forseglingen skal fornyes hvert hundrede år, og folkene må samles for at gentage ritualet og bevare balancen i verden. Det er netop derfor, at vi alle samles til sommer ved Skovhjertet. Dog taler de gamle om en profeti fra tidernes morgen: Den hvisker, at selv forseglingen ikke varer evigt, og at fremtidens folk engang må stå skulder ved skulder for at beskytte træet og alt liv, der hviler på det.