Kom og vær med

FDF Mammen

Vi er en FDF-kreds med cirka 50 medlemmer, hvoraf de fleste er børn og unge, drenge og piger i alderen fra 5-18 år. En god flok frivillige voksne ledere bruger hver uge deres fritid på at skabe et helt særligt fællesskab for børn og unge.

Vi har eksisteret siden den 17. august 1959, og vi holder til i vores kredshus, som vi kalder “FDF-Huset” på Korreborgvej 6, Mammen, 8850 Bjerringbro.

FDF er en folkekirkelig børne- og ungdomsorganisation, og i FDF Mammen er vi derfor tilknyttet Mammen sogn.

Der var engang

Sådan starter vores eventyr også

Der var engang en flok drenge, som hver uge cyklede den lange vej til Bjerringbro, for at være med i FDF i Bjerringbro. Men så i 1959 syntes førstelærer Henry Grove på Mammen skole, at det var synd for disse drenge, at de skulle cykle så langt. Han besluttede derfor at starte sin egen kreds op her i Mammen.

I starten blev møderne holdt lidt rundt omkring i private hjem, men snart fik vi lov til at bruge det hus, der tidligere lå ved MammenFri. I starten havde vi hele huset, men efterhånden som kommunen skulle bruge flere og flere værelser til skolen, havde vi kun et lille værelse samt fyrrummet tilbage. I dag er huset fjernet og der er lavet bold-bur på grunden ved skolen.

Vores lille perle i dalen

Dalhytten

I mange år kiggede vi i kredsen efter en velegnet hytte, som vi kunne bruge til lejrture. Der blev set på flere huse og landejendomme, men ingen var rigtigt velegnede.

Så skete der det, at kredsen blev foræret et stykke skov i nærheden af Dalsgård. Et ekstra stykke blev købt til og vi opførte en simpel træhytte, som vi tidligere havde brugt på en landslejr. Den var uden vand eller el, men så blev ”Dalhytten” bygget og indviet i sommeren 1986. Vi har siden haft utrolig meget glæde af Dalhytten til utallige sommerlejre. Vi lejer den også ud til alle der vil leje den i kortere eller længere tid.

Her mødes vi hver tirsdag

FDF-Huset i Mammen

I Mammen by manglede vi igen et godt sted at holde vores ugentlige møder. En periode lånte vi græsplænen bag Mammen Byvej 77, og derefter lejede vi os ind i kælderen på Mammen Mølle. Men det var lidt trist at være under jorden, så vi kiggede os om efter noget andet.

I 2001 købte vi Korreborgvej 6 på en tvangsauktion, ryddede op, satte huset i stand og bruger huset den dag i dag.

Landets ældste

Tamburkorps

Hjorthede/Mammen Tamburkorps skulle efter sigende være landets ældste eksisterende tamburkorps. Det startede oprindeligt i FDF Hjorthede, som nu ikke desværre ikke eksisterer mere. Som navnet jo siger, blev det slået sammen med Mammen. I mange år havde tamburkorpset til huse på MammenFri, hvor vi i kælderen havde lejet rummet ved siden af ​​fyrrummet. Tamburkorpset har deltaget i De Danske Årsmøder i Sydslesvig stort set hvert år. Vi har spillet til mange fødselsdage, sølvbryllupper og byfester.

Tamburkorpset spiller en gang om året i forbindelse med “Stafet for Livet” i Bjerringbro. Vi spiller for fuld musik, mens vi går den indledende runde på banen.

Vi har det stadig smaddersjovt

FDF Mammen i dag

Der fuld fart på i FDF Mammen. Vi er en lille kreds, men helt sikkert med store ambitioner. Når vi trækker i forbundsskjorten så har vi det smaddersjovt. Vi bygger huler, laver sæbekassebiler, lærer knob, laver bål og meget mere. Vi tager på små aftenture, weekendture, sommerlejre og udlandsture. Vi bruger vores fantasi og engang i mellem så råhygger vi bare max! Kom og vær med i FDF Mammen. Her er der plads til alle.

Kernen i FDF er fællesskabet, både for børn og voksne. Det at lege, hygge, grine og tale sammen, og at blive mødt med respekt uanset baggrund, alder eller evner. Vi tror på potentialet i hvert enkelt menneske, og det præger den måde, vi er sammen på. I FDF vil vi gerne inspirere børn til at tænke kreativt og bruge fantasien. Gennem leg, udfordringer og opfinderi.